Spring til indhold

Odense – en fri kommune

 .

I april 2011 blev Odense Kommune udvalgt til frikommune sammen med Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg. Formålet med frikommuneforsøget er at give kommunerne mulighed for at afprøve helt nye måder at styre opgaveløsningen på. Frikommuneforsøget løber fra 2012 og fire år frem.

Vi skal tænke ud af boksen
Ny virkelighed - Ny velfærd er rammen, som frikommuneforsøgene skal spille ind i. At vi har status af frikommune giver os mulighed for på nogle områder at smide snævre rammer og afprøve nye tiltag, der giver en bedre effekt end i dag eller samme effekt for færre ressourcer. Det giver os nogle frihedsgrader til at ændre uhensigtsmæssige arbejdsgange, i og med vi får mulighed for at tage fat i aktuelle problemstillinger og forsøge at ændre praksis, hvis vi tror, vi har en bedre og mere effektiv løsning. Forsøget giver os mange udviklingsmuligheder og kan skabe et rum til at tænke ud af boksen.

En unik mulighed
Odenses borgmester Anker Boye siger: ”Den stramme økonomi er et grundvilkår, som vi skal bruge positivt. Vores status som frikommune er i den sammenhæng en unik mulighed for at afprøve muligheder, som både på kort og lang sigt kan udvikle og forny vores service. Jeg ser derfor frem til, at medarbejdere, borgere og vi politikere i de kommende år sammen udformer rammerne for fremtidens velfærd”.

De første 16 forsøg er godkendt
Den 23. december 2011 fik Odense Kommune tilsagn fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, at 15 af de 42 indsendte forslag er administrativt godkendte. Efterfølgende er endnu ét forsøg blevet godkendt.

De godkendte forsøg kan du se her.

Næste ansøgningsrunde er skudt i gang. Der er ansøgningsfrist 1. maj 2012.


Opdateret 12-01-2018

Borgmesterforvaltningen