Kriseberedskab 

Spring til indhold

Beredskab

Kommunen har et beredskab i tilfælde af ulykker, katastrofer og forsyningssvigt

Hvis der sker noget uventet i Odense, for eksempel forsyningssvigt, større ulykker eller alvorlige hændelser som strømsvigt, epidemier, kemikalieulykker, naturkatastrofer eller lignende, har kommunen et kriseberedskab, som hurtigt kan samles og sættes i gang.


Beredskabet har til formål at sikre, at kommunens vigtigste funktioner i videst muligt omfang kan, opretholdes og fungerer på trods af den uventede situation. Det kan blandt andet handle om at sikre kommunikation, koordinering og overblik, så borgere fortsat kan få information og vejledning.

Beredskabet arbejder tværgående på tværs af kommunens fagområder og samarbejder efter behov med relevante myndigheder og aktører. Indsatsen tilpasses den konkrete situation og har fokus på at håndtere konsekvenserne på en rolig og struktureret måde.

Målet er at skabe tryghed for borgerne, begrænse følgevirkningerne af hændelsen og understøtte, at hverdagen hurtigst muligt kan fungere så normalt som muligt igen.

Se mere omkring hjemmeberedskab og hvad du selv kan gøre, på Styrelsen for Samfundsikkerhedss side:

Forberedt på kriser - når du hjælper dig selv, hjælper du dem, der ikke kan. 


Krisestab

Odense Kommunes krisestab træder sammen, når der opstår større kriser og hændelser lokalt. Krisestaben har i sådanne situationer til opgave at sikre samarbejde og koordinering på tværs af kommunens forvaltninger og relevante samarbejdspartnere, blandt andet relevante myndigheder og aktører som politiet, Hjemmeværnet, brandvæsnet, beredskabsmyndigheder og andre relevante samarbejdspartnere.


Odense Kommunes krisestab mødes efter behov før, under og efter en hændelse for at koordinere indsatsen. Arbejdet fortsætter, indtil situationen er under kontrol, og hverdagen igen kan vende tilbage til det normale.


Information i forbindelse med en krise

 

I krisesituationer vil Odense Kommunes hjemmeside odense.dk blive brugt til at sikre borgerne nem og samlet adgang til vigtig information. Her vil eksisterende funktioner og informationer, såsom serviceinformation, selvbetjeningsløsninger og politisk mødemateriale, fortsat kunne anvendes, så vidt det er muligt.


Kommunen vil løbende opdatere hjemmesiden med relevant information om situationen, herunder ændringer i kommunale tilbud, anbefalinger til borgere samt praktiske oplysninger, der kan være vigtige i hverdagen under en krise.


Derudover vil Odense Kommune benytte kommunens sociale medier (SoMe), herunder Facebook og Instagram, til at dele centrale budskaber og opdateringer. Lokal og regional presse vil ligeledes blive inddraget i formidlingen for at sikre, at information når bredt ud til borgerne gennem flere kanaler.

 

Odense Kommunes FacebookOdense Kommune Instagram

 

Krisestaben i Odense Kommune vil bestræbe sig på at opretholde et højt, præcist og rettidigt informationsniveau, så borgerne modtager klar og ensartet information, også hvis situationen udvikler sig.

Alle borgere opfordres til løbende at holde sig orienteret via odense.dk, kommunens SoMe‑kanaler samt gennem landsdækkende og regionale medier, hvor der formidles officiel og opdateret information i forbindelse med krisesituationer.

 

Sikringsrum i Odense Kommune

I Odense Kommune er det Beredskab Fyn, der står for disse. Beredskab Fyn udleverer ikke lister over placeringen af beskyttelsesrum/sikringsrum i Odense.

 

 


Borgmesterforvaltningen