Spring til indhold

Motionsrum gør det nemt at være sund...

  .

Motionsrum gør det nemt at være sund

På Plejecentret Rytterkasernen vil man gerne gøre det nemt at leve sundt for medarbejderne. Et motionsrum er seneste skud på stammen af tilbud, der sætter medarbejdernes sundhed og trivsel i centrum. 

På Rytterkasernen er det ikke forbudt at spise en flødeskumskage med beboerne eller en is i sommervarmen. Men man kan også tage et stykke frugt, og isen købes også i en fedtfattig version. Det handler om at gøre det nemt at træffe sunde valg. Det er også filosofien bag det nye motionsrum, der skal gøre det nemt for medarbejderne at få motion.

Motionsrum skaber netværk
Motionsrummet bruges især af medarbejderne umiddelbart før og efter en vagt. Men det er også muligt at aftale indbyrdes, at man går ind og træner lidt i arbejdstiden, hvis man fx kan mærke, at der er optræk til noget i skulder, ryg etc. Lone Høj har også bevilget træning i arbejdstiden til enkelte medarbejdere, der har døjet med fysiske skavanker. Men ellers er motionsrummet tænkt som et tilbud, der skal gøre det nemt for medarbejderne at holde fast i gode vaner – og give mulighed for at inspirere og motivere hinanden til at få rørt sig. Desuden har det betydet, at medarbejderne får en større berøringsflade, fordi de træner sammen på kryds og tværs af afdelinger.

Pas på sofaen!
En af dem, der bruger motionsrummet fast er sygehjælper Lone Rasmussen. Mindst 2 gange 1 time om ugen. ”Jeg løber typisk i 20 minutter og bruger derefter de andre maskiner” fortæller Lone, der i løbet af det sidste års tid har tabt – hold nu fast – 36 kilo! Vægttabet er resultat af Lones egen viljestyrke og projektet Kostvaner og motion - et tilbud til alle medarbejdere i Odense Kommune. 

”Jeg har fået stor opbakning til at tabe mig både af ledelsen og mine kolleger. Det betyder utroligt meget, at de andre gerne har taget en ekstra tørn, når jeg har været til diætist, vejning osv. I dag er sund kost og motion en naturlig del af mit liv. Det er en stor fordel, at jeg kan motionere på arbejdspladsen, for så risikerer jeg ikke at hænge fast i sofaen, når først jeg er kommet hjem”, siger Lone Rasmussen, der mærker fordelene ved de færre kilo hver dag: ”Tidligere var det en udfordring, når jeg for eksempel skulle give en beboer strømper på, for det var hårdt for mig at rejse mig. Nu er det ingen sag”.

Vil tilbyde sunde valg
For centerleder Lone Høj er der ingen tvivl om, at sunde medarbejdere også ofte er glade medarbejdere. ”Det er tydeligt, at Lone (Rasmussen (red.)) i dag stråler af overskud og en positiv indstilling - det er en sidegevinst ved hendes vægttab og livsstilsændring. Vi vil så gerne være med til at motivere medarbejderne til at gøre noget godt for dem selv, for i sidste ende kommer det også arbejdspladsen til gode. Sunde medarbejdere har færre sygedage og et overskud, som smitter og spreder god stemning. Ved at etablere motionsrummet prøver vi at motivere til en positiv livsstil, men det skal ses i sammenhæng med de andre tiltag vi har for at skabe trivsel: medarbejderdage, alsidig kost – og jeg har fx selv taget en uddannelse i NLP for at blive bedre til at kommunikere og en bedre leder i det hele taget”, slutter Lone Høj.

Noget tyder på Rytterkasernens strategi virker. Sygefraværet er faldet fra gennemsnitligt 22 dage i 2010 til 12½ dag i 2011. Arbejdsskaderne er også faldende – sidste kvartal var der nul.
 

Jane Rasmussen træner mindst 2 gange om ugen i motionsrummet, der rummer både løbebånd, romaskine, crosser, balancebræt, ribbe – ja selv TV.

 

Borgmesterforvaltningen