Spring til indhold

Lumby-aftalen

Odense skal også i fremtiden være kendetegnet ved stærke lokalsamfund. Følg med i, hvordan borgerne i Lumby og byrådet samarbejder om Lumby-aftalen.

Lumby foto af VisitOdense
Foto: VisitOdense

Baggrund

Odense skal også i fremtiden være kendetegnet ved stærke forstæder og lokalsamfund, der igennem fællesskab, nærhed og kendskab til hinanden danner rammerne for en god tilværelse for både børnefamilier og alle andre, der ønsker at bo tæt på og i storbyen. Her er folkeskolerne helt centrale, fordi de i dag er et naturligt lokalt omdrejningspunkt og udgør et oplagt afsæt for den videre udvikling og styrkelse af lokalområderne.

 

Med budgettet for 2020 blev det derfor besluttet, at der ikke gennemføres skolelukninger i Odense de kommende 10 år. Til gengæld skal der være en demokratisk samtale med borgere fra lokalsamfundene for i fællesskab at udarbejde og realisere fremtidens plan for velfærden.

 

Inddragelse af borgerne i Lumby

Arbejdet blev indledt i Lumby, hvor der blev nedsat et lokalt partnerskab med borgere fra hele lokalsamfundet i Lumby. I forløbet omkring udviklingen af Lumby-aftalen har Odense Kommune og partnerskabet i Lumby løbende holdt møder. Samtidig har alle borgere i Lumby undervejs i forløbet haft mulighed for at bidrage til deres tanker om lokalsamfundets udvikling ved at komme med kommentarer og forslag til aftalen.

 

Den demokratiske samtale har involveret to borgermøder, der er afholdt den 6. februar 2020 og 25. juni 2020 samt en digital mulighed for at give konkrete kommentarer på de enkelte tiltag i aftalen. Mange engagerede borgere har involveret sig i den demokratiske samtale og kommet med gode inputs og idéer til, hvordan Lumby i fremtiden skal se ud. Alle disse inputs og idéer har været med til at forme Lumby-aftalen, som nu er en realitet.

 

Lumby-aftalen vedtaget

Lumby-aftalen blev vedtaget af et enigt byråd den 23. september 2020, og den 30. september blev aftalen underskrevet af det lokale partnerskab i Lumby og borgmesteren på vegne af Odense Byråd. Dermed skal arbejdet med at realisere aftalens tiltag påbegyndes – et arbejde, som Lumby-borgerne selv driver med understøttelse af Odense Kommune.

 

Læs Lumby-aftalen (PDF)

 

Forsiden på Lumby-aftalen

Borgmesterforvaltningen