Spring til indhold

Spildevandsplan 2025

Odense Kommunes Spildevandsplan 2025 fastlægger, hvordan regnvand og spildevand skal håndteres i kommunen.

Desuden giver spildevandsplanen for 2025 informationer om, hvilke planer kommunen har på spildevandområdet.

Spildevandsplan 2025 erstatter den tidligere Spildevandsplan 2011-2022 med tilhørende tillæg.

 

48 ejendomme får ny kloakering

I spildevandsplanen udlægges i alt 48 ejendomme i det åbne land til kloakering.

Spildevandsplanen er udformet som en rammeplan. 

Herudover vil konkrete tiltag og projekter til opfyldelse af planens mål, fx i forhold til en ny renseanlægsstruktur, blive fastlagt ved årlige tillæg eller ad-hoc-tillæg til planen.

Med denne spildevandsplan tænkes langsigtet, samtidigt med at planen sikrer, at håndteringen af regn- og spildevand i Odense Kommune sker på en økonomisk, miljømæssig og social bæredygtig måde, og der arbejdes mod klimaneutralitet i spildevandsrelaterede forhold.

Samlet overblik over regn- og spildevand

Spildevandsplanen giver et samlet overblik over håndteringen af regn- og spildevand i kommunen, og hverken udledning til vandmiljøet eller nedsivning til grundvandet af regn- eller spildevand må give anledning til forurening.

Reduktion af overløb

Odense Kommune og VandCenter Syd har fælles fokus på at reducere overløb. Derudover vil der løbende blive arbejdet på optimering og/eller udvidelse af regnvandsbassiner ifm. oprensninger, så der sikres en bedre rensning og forsinkelse inden udledning til et vandområde. 

Spildevandsplan 2025 beskriver også hvornår borgere og bygherrer skal håndtere regnvand på egen grund.

Spildevandsplan 2025 understøtter udviklingen i Odense Kommune, så håndteringen af regn- og spildevand følger med igennem udbygning af både afløbssystemer og renseanlæg.

Nye bolig- og erhvervsområder inkluderes

I Kommuneplan 2024 er der udpeget nye bolig- og erhvervsområder, og hvert område optages i Spildevandsplan 2025 ved tillæg, som de ønskes udviklet.

Nye områder udlægges som udgangspunkt som separatkloakerede.

Ny lovgivning om terrænvand inkluderet i spildevandsplanen

Klimaforandringer giver udfordringer for håndtering af regn- og spildevand, og det vil blive prioriteret at håndtere nedbør lokalt, samtidig med at især Odense By klimatilpasses. Den ny lovgivning om terrænnært grundvand, som trådte i kraft 1. juli 2025, vil blive implementeret i spildevandsplanen i et tillæg til planen.

Læs Spildevandsplan 2025 her

På høringsportalen kan du se de tillæg til spildevandsplanen, der er i høring.


Klima- og Miljøforvaltningen