Klimaregnskab 2025
Her på siden kan du blive klogere på, hvor langt Odense er med ambitionen om at være klimaneutral i 2030 og se klimaregnskabet for 2025.
Klimaregnskabet for 2025 for Odense Kommune er udarbejdet af konsulentbureauet Viegand & Maagøe og baseret på de nyeste tilgængelige data fra maj 2026. Klimaregnskabet og den opdaterede prognose vil danne baggrund for den kommende opdatering af Odense Kommunes klimahandleplan.
Hvor langt er Odense fra målet?
Odense er godt på vej mod målet. Fra 1990 til 2024 er Odenses samlede CO2-udledning reduceret med ca. 1.930.000 tons CO2. Det er en reduktion på ca. 77 % siden 1990.
I 2025 var der dog fortsat en udledning på ca. 570.000 tons CO2 i Odense. Der er derfor fortsat et godt stykke vej til målet om et klimaneutralt Odense.
Prognosen fra 1. maj 2026 for Odenses CO2-udledning viser, at udledningen i 2030 forventes at være på ca. 390.000 tons. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder målrettet videre med at implementere indsatserne i Klimahandleplan 2026 for at nå målet.
Hvad er de største kilder til CO2-udledning i Odense?
De største kilder til CO2-udledning i dag er energi og transport. Billedet er det samme, når vi kigger på udledningen i 2030. Nøglen til klimaneutralitet i 2030 findes derfor i høj grad indenfor disse to områder.

I skemaet nedenfor fremgår Odense Kommunes udledning i 2025 og den forventede udledning i 2030 fordelt på udledningsområder.
Udfasningen af kul ved Fjernvarme Fyn betyder, at vi allerede er godt på vej med at reducere CO2-udledningen på energiområdet.
I 2030 forventer vi dog, at energiområdet stadig udleder 181.000 tons CO2, svarende til cirka 46 % af Odenses samlede CO2-udledning. Dette er en stigning fra sidste års prognose og skyldes blandt andet, at Klimaministeriet forventer mere naturgas i ledningsnettet i 2030.
Udledningen fra transportområdet i 2030 forventes at være 175.000 tons CO2, svarende til 45% af Odenses samlede udledning. Der er sket et fald for transportområdet fra sidste års prognose til dette års prognose. Det skyldes især at man forventer et større antal elbiler og el-varebiler i 2030 end tidligere antaget.
| Sektor | Klimaregnskab 2025 (Tons CO2) |
Klimaregnskab 2025 (Andel) |
2030 Prognose (Tons CO2) |
2030 Prognose (Andel) |
|---|---|---|---|---|
| Energi | 284.000 | 50% | 181.000 | 46% |
| Transport | 245.000 | 43% | 175.000 | 45% |
| Landbrug og arealanvendelse | 14.000 | 2% | 15.000 | 4% |
| Øvrige sektorer | 27.000 | 5% | 20.000 | 5% |
| Samlet udledning | 570.000 | 100% | 390.000 | 100% |
Hvordan er Klimaregnskab 2025 blevet til?
Alle kommuner i Region Syddanmark får udarbejdet deres klimaregnskab af Viegand & Maagøe. Det giver mulighed for at sammenligne kommunerne og sikrer, at vi har fælles opgørelser i forhold til fælles målsætninger. For eksempel i forhold til Fyn2030, som er en fælles fynsk vision om et mere klimavenligt Fyn. Odense Byråd besluttede den 27. april 2022 at prioritere klimaregnskabet. Det betyder, at Odense Kommune løbende investerer i nyere data for at få et så præcist regnskab som muligt.Klimaregnskab 2025 er baseret på nyeste tilgængelige data per 1. maj 2026. De fleste data på energi- og transportområdet er data for 2025. Enkelte data, som fx data for landbrug, er fra 2024 og 2023.
Hvordan er prognosen blevet til?
I forbindelse med Klimaregnskab 2025 har Odense Kommune fået udarbejdet en ny prognose for 2030, der bygger på de senest tilgængelige data og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets Klimafremskrivning 2026.Prognosen for 2030 viser en forventet CO2-udledning på ca. 390.000 tons, hvilket er et fald på ca. 33.000 tons i forhold til den tidligere prognose.
Prognosen for den forventede udledning i 2030 er baseret på såkaldt “frozen policy”. Frozen policy betyder, at prognosen er baseret på nuværende internationale og nationale politiske aftaler vedtaget frem mod 1. januar 2025, men uden at medregne yderligere initiativer for at reducere CO2-udledningen. Effekten af tiltagene i Klimahandleplan 2026 er dermed ikke indregnet i prognosen.