Spring til indhold

Lån en elcykel eller el-ladcykel gratis

Bor eller arbejder du i Odense Kommune og tager du primært bilen, når du skal rundt? Så har du muligheden for at låne en elcykel eller el-ladcykel helt gratis i en måned og teste cyklen som alternativ til nogle af bilturene i din hverdag.

Det er nemt og praktisk at låne elcykel af kommunen:

Der er typisk en venteliste på 2-4 måneder, så skriv dig op med det samme.

  • Det er gratis at låne en elcykel fra Odense Kommune i en måned – du skal blot bruge cyklen og svare på 3 spørgeskemaer om din oplevelse.
  • Du kan frit vælge, om du vil låne en almindelig elcykel eller en el-ladcykel.
  • Du kan også låne et barnesæde eller en spædbarnsindsats.
  • Du får muligheden for at teste en elcykel i din hverdag og se, hvordan det fungerer til indkøb, pendling eller børnehentning før du selv eventuelt investerer i din egen elcykel.

Tilbuddet løber til august 2027.

Billede med teksten: "Er du klar til nye vaner? Kører du normalt i bil? Så lån en elcykel eller ladcykel i en måned."

Hvad er fordelene ved en elcykel?

Med en elcykel kan du cykle længere og hurtigere end på en almindelig cykel, uden at blive svedig før du fx møder på arbejde. Du får stadig bevæget dig meget mere end i bil.

I en ladcykel kan du samtidigt fragte større og tungere ting. Mange er for eksempel glade for at handle ind eller hente børn på deres ladcykel.

Og så svarer mange af kommunens tidligere lånere, at den friske luft og den gode følelse af at have en aktiv hverdag betyder meget.

Familie cykler gennem villakvarter. Far på el-ladcykel med støttende hånd på ryggen af datter, der cykler ved siden af på sin egen lyserøde cykel med blomster på kurven. Foran en far med cykelanhænger og en dreng, der cykler på sin egen børnecykel.

Praktisk om tilbuddet

For at kunne låne en elcykel eller el-ladcykel af Odense Kommune, skal du opfylde følgende betingelser:

  • bo eller arbejde i Odense Kommune
  • primært køre i bil til daglig
  • udskifte mindst 3 ugentlige bilture med cykelture.

Du forpligter dig til at:

  • cykle.
  • svare på tre spørgeskemaer fra Odense Kommune.
  • afhente og aflevere lånecyklen på det aftalte tidspunkt.

Dit ansvar er:

  • almindeligt vedligehold i låneperioden (så cyklen kan køre i hele perioden). Cyklen bliver serviceret mellem alle udlån, så den er helt klar, når du henter den.
  • at indbetale et depositum på 1.000 kr.
  • at have en indboforsikring, som dækker cykler op til 25.000 kr. ved lån af almindelig elcykel og op til 38.000 kr. ved lån af el-ladcykel
  • ikke at bruge cyklen til kommercielle, politiske eller religiøse formål. (Ønsker du at bruge en lånecykel i din virksomhed, så kontakt os på klimaneutral@odense.dk )

Gode råd, når du kører på elcykel

  • Brug altid cykelhjelm.
  • Øv dig med ladcyklen, inden du evt. kører med passagerer i ladet.
  • Lås altid cyklen med den medfølgende lås.
  • Parker cyklen hjemme hos dig selv om natten.

Citat
Det er ”2 fluer med 1 smæk”. Jeg kan godt lide at transportere mit barn til/fra vuggestuen i cyklen for også at give hende den oplevelse enten på alm. cykel eller i ladcykel. På cyklen er det også lettere fx lige at stoppe ved en legeplads på vej hjem fra vuggestue.Tidligere låner

 

Citat
Det bedste var at få lys, frisk luft, komme ud i naturen og få ’tømt’ hovedet på hjemturen. Det var en ekstra bonus, at bilen blev brugt mindre i en periode med høje priser på brændstof.Tidligere låner

Ladcykel parkeret ved legeplads i park

Cykler vist på billederne er ikke kommunens lånecykler. Cykelmodellerne afhænger af, hvilken cykelhandler der leverer, når det er din tur til at låne.

Oplysningserklæring og behandling af dine personoplysninger

Klima- og Miljøforvaltningen