Klimahandleplan 2026
Klimahandleplanen 2026 er den aktuelle køreplan for vejen til et klimaneutralt Odense 2030.
Klimahandleplanen er drejebogen for, hvordan Odense opnår klimaneutralitet. Den indeholder de beslutninger, der skal træffes for at komme i mål og er dermed ikke et katalog over mulige handlinger, der kan igangsættes.
Planen præsenterer syv hovedretninger, som Odense vil arbejde med for at reducere CO2-udledningen. Hovedretningerne er udstukket af rammeaftalen Klimaneutral 2030, der er vedtaget af et enigt byråd tilbage i juni 2020.
Klimahandleplan 2026 bygger oven på klimahandleplanerne for 2022, 2023, 2024 og 2025 og er opdateret på baggrund af et gennemgående årshjul og et opdateret CO2-regnskab samt en opdateret prognose for CO2-udledningen i Odense, som er beskrevet på side 7 og 8.
Initiativerne i Klimahandleplan 2026 er desuden tilpasset pba. nyeste viden og erfaringer fra implementering.
En dynamisk handleplan
Som helt centralt element indebærer planen, at vi løbende genbesøger, udvikler og reviderer planen for at opnå målsætningen.
Ny viden og lovgivning, den teknologiske udvikling og inspiration fra resten af verden vil løbende give nye ideer, muligheder og perspektiver til klimaindsatsen i Odense.
Derfor indeholder Klimahandleplan 2026 i nuværende form en række beslutninger vi tager nu og en række beslutninger vi bliver nødt til at træffe senere.
Der er således tale om den femte version af en dynamisk plan, der løbende skal udvikle sig og opdateres, frem mod realisering af klimaneutralitet senest i 2030, og i forhold til evt. nye politiske mål derefter.
Justerede reduktionsstier
I forbindelse med Budget 2023 var forligspartierne enige om at justere Odenses reduktionsstier frem mod 2030. Justeringen sker på baggrund af den nyeste prognose for Odenses CO2-udledning i 2030.
Konkret betyder det, at målet for reduktionen af udledningerne fra transportområdet frem mod 2030 på 46 % fastholdes.
Denne reduktion udgør på baggrund af nyeste prognose 87.000 tons årligt.
Energiområdet opjusteres samtidig til 303.000 tons årligt på baggrund af nyeste prognose for udledningen fra energisektoren i 2030.
Der vil løbende komme nye CO2-prognoser, og forligspartierne er enige om at pålægge Klima- og Miljøudvalget at sikre en løbende tilpasning.
I en storby som Odense er det ikke realistisk at fjerne al CO2-udledning inden 2030. Derfor er det helt afgørende, at der både arbejdes på at reducere udledningen mest muligt og samtidigt iværksætte kompenserende tiltag.
De definerede hovedretninger i Klimahandleplanen indeholder begge disse aspekter. Både initiativer, der fokuserer på at reducere udledningerne, samt initiativer, der har til formål at kompensere for den CO2-udledning, der fortsat vil være.