Spring til indhold

Børn med autisme træner robotter på Paarup Skole

-

 Elever fra Paarup Skoles Centerafdeling har stor glæde af deres nye elektroniske klassekammerater.

- Sammen med robotterne har vores elever fået et læringsrum, hvor de i fred og ro kan træne deres sociale kompetencer. En robot bliver jo ikke skuffet, hvis en elev misforstår dens ansigtstræk. Derfor er det meget udbytterigt for en autist at træne relationer med en robot, siger afdelingsleder Charlotte Beck, Paarup Skole.

I Centerafdelingen går 56 normaltbegavede børn med autismeforstyrrelser. Siden februar 2014 har eleverne haft mulighed for sammen med professionelle fagpersoner at træne med blandt andre den menneskelignende robot, Zeno, som er en såkaldt humanoid robot.

- Jeg tror, vi med hjælp fra robotterne, kan være med til at udvikle elevernes tolerance, og gøre dem i stand til at håndtere forskelligheder og vilkårligheder, som ellers kan være svært for en autist, siger Charlotte Beck, som er stolt over, at personalet i afdelingen har taget så godt imod udfordringen.

I Børn- og Ungeforvaltningen er chefkonsulent Alan Sørensen fra afdelingen Viden og Kompetencer glad for, at velfærdsteknologien kan hjælpe eleverne.

- Det er vigtigt at signalere til omverdenen, at Børn- og Ungeforvaltningen meget gerne vil samarbejde indenfor for eksempel velfærdsteknologi til gavn for byens børn og unge, siger Alan Sørensen.

 

Borgmesterforvaltningen