Spring til indhold

Handicapråd den 27. maj 2025

Referat af møde i Handicaprådet i Odense Kommune den 27. maj 2025 i Ældre- og Handicapforvaltningen

Tidspunkt og sted: Mødelokale 3.s. 54 (15.45-18.00)

Deltagere:

Jon Jensen, DH-repræsentant, formand
Birthe Bjerre, DH-repræsentant
Preben Apager, DH-repræsentant
Annelis Iskov, DH-repræsentant
Hanne Nielsen, DH-repræsentant
Nina Breilich, DH-repræsentant
Brian Dybro, politisk repræsentant, næstformand
Reza Javid, politisk repræsentant
Rasmus Ryrberg Høyer, politisk repræsentant
Hasse Jacobsen, embedsmand
Henrik Nellemann, embedsmand
Charlotte Hundstrup Nielsen, sekretær

Afbud:

Erik Vind Frost, DH-repræsentant
Marlene Ambo-Rasmussen, politisk repræsentant
Sonja Serup Hansen, embedsmand

 

DAGSORDEN

 

1. Godkendelse af dagsorden v. formandskabet

Dagsordenen blev godkendt.

 

2.Godkendelse af referat fra den 1. april v. formandskabet

Bilag 1: Referat fra møde i Handicaprådet den 1. april 2025

Referatet blev godkendt.

 

3. Temadrøftelse om kritikpunkter fra FN’s Handicapkomité med deltagelse af Sif Holst v. formandskabet

(Sif Holst erstatter Thorkild Olesen)

Handicaprådet har på en række af møder drøftet, hvordan Handicaprådet kan arbejde videre med kritikpunkterne fra FN’s Handicapkomité.
Kritikken går blandt andet på fejlslagen inklusion i skolen, tvang i psykiatrien og magtanvendelse på bosteder samt at der er forskel fra kommune til kommune på den støtte, man som borger kan få.
For at få inspiration til Handicaprådets opfølgning og videre arbejde hermed, har arbejdsgruppen bestående af Jon Jensen, Hanne Nielsen og Annelis Iskov haft dialog med Thorkild Olesen, formand for DH - Danske Handicaporganisationer, med det formål at invitere ham til at deltage på Handicaprådets møde og præsentere konkrete forslag til fokuspunkter for Odense, og hvordan der kan arbejdes videre med kritikken.

 

Da Thorkild Olesen desværre er faldet og har brækket benet, deltager Sif Holst, næstformand for DH – Danske Handicaporganisationer og holder oplægget. Der er afsat god tid til drøftelse undervejs.
Sif har samlet anbefalingerne fra handicapkomitéen, som er relevante på det kommunale niveau. De vedlægges som bilag til drøftelsen (bilag 2).

 

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet drøfter oplægget og vurderer, om det giver anledning til yderligere i regi af Handicaprådet eller Forretningsudvalget.
Bilag 2: 10 gode råd fra FN’s Handicapkomité til handicaprådene

Formanden indledte punktet og bød Sif Holst velkommen og gav hende derefter ordet.
Sif gav en kort præsentation af sig selv, hvorefter hun indledte med at opridse de 10 centrale hovedpointer fra FN’s kritik, som også er at finde i den oversigt, hun har udarbejdet som fremgår af bilag 2.
På opfordring af formanden tog Sif udgangspunkt i punkt 9. Sif understregede, at netop punkt 9 Brug af tvang og institutionalisering er det mest kritiske og er markeret af FN’s Handicapkomité som en rød linje. Yderligere fremhævede Sif komitéens pointer om at inkorporere Handicapkonventionen i lovgivningen og behovet for konkrete handleplaner – både nationale og lokale samt tværsektorielt samarbejde for at tage hånd om de huller, der er på tværs af handicapsektorer. Derudover nævnte Sif behovet for systematisk at holde øje med udviklingen i forhold til at leve op til Handicapkonventionen ved at indsamle data og sikre monitorering for at kunne målrette indsatser og forbedre livsvilkår for mennesker med handicap.
Der blev i den efterfølgende drøftelse spurgt ind til Sifs perspektiv på, hvordan pointerne omsættes i en konkret virkelighed i en kommunal kontekst.

 

Et af temaerne i drøftelsen omhandlede botilbud, herunder sikring af fleksibilitet og reel selvbestemmelse, placering af botilbud, antal pladser og sikring af kvalitet i personalets støtte. Sif bemærkede hertil, at et godt botilbud skal undgå isolation og sikre mulighed for deltagelse i lokalsamfundet. Det handler ikke kun om antallet af beboere, men om hvordan stedet er indrettet og integreret i omgivelserne. Store bosteder/botilbud kan være problematiske, men små enheder kan også føre til isolation, hvis de ikke er godt indrettet. Bynære placeringer giver adgang til samfundet, mens landområder kan tilbyde ro og grønne omgivelser. Det handler dog ikke om enten-eller, men om hvordan man designer og placerer et botilbud. Det vigtigste er, at beboerne føler sig hjemme, har valgmuligheder og adgang til fællesskab og natur. Fleksibilitet er vigtigere end et fast antal pladser. Det centrale er, hvordan stedet understøtter selvstændighed og variation i behov. Det kræver tilstrækkelige ressourcer og uddannet personale, der har tid og overskud til at være nærværende og observere beboernes behov. Personalets rolle er afgørende for at skabe tryghed og støtte beslutningstagning.

 

Et andet tema, der blev bragt frem, var uddannelse og inklusion, hvortil Sif bemærkede, at Handicapkonventionen lægger vægt på inklusion og tilpassede tilbud og i det hele taget at skabe fællesskaber, hvor mennesker med handicap kan deltage på lige fod. Sif fremhævede, at der for nuværende mangler støtte og inklusion i uddannelsessystemet, idet mange ikke får fuld afgangseksamen, og frafaldet er højt på ungdomsuddannelser.

 

Pårørende indgik også som en del af drøftelsen, og Sif understregede, at ifølge Handicapkonventionen betragtes pårørende som indirekte berørt af handicap – det kaldes "Handicap by Association". Det betyder, at når konventionen omtaler “mennesker med handicap”, inkluderer det også deres pårørende. Det anerkendes fx, at pårørendes trivsel er tæt forbundet med den handicappedes trivsel. Hvis et barn eller en ung med handicap ikke trives i skolen eller i hverdagen, påvirker det også forældrene følelsesmæssigt og praktisk. Et yderligere perspektiv, der blev bragt frem omhandlende pårørende, var de dilemmaer, der kan opstå, når borgerens ønsker ikke stemmer overens med de pårørendes.
Sif bemærkede hertil vigtigheden af, at personalet har kompetencer til at støtte borgerens egen beslutningstagning, uden at tilsidesætte pårørendes bekymringer – en balance mellem selvbestemmelse og omsorg.

 

Afrundingsvis bemærkede Sif, at der ingen objektiv standard er for, hvordan man vurderer udviklingen i det enkelte land – det afhænger af, hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen. Det giver fx ikke mening for Danmark at sammenligne sig med lande som Rumænien, men konkret for Odense Kommune snarere med kommuner på samme niveau.
Handicaprådet takkede Sif for hendes deltagelse i dagens møde og kvitterede for et godt og informativt oplæg.

 

 

4. Status på arbejdet med Handicaprådets temadag 2025 v. formanden

Årets temadag er rykket til torsdag den 28. august 2025 for at imødekomme størst mulighed for deltagelse fra Handicaprådets medlemmer.
Temadagen afholdes på Odense Congress Center fra kl. 9.00-13.00 og er inkl. morgenmad og frokost.

 

Forvaltningen har sendt kalenderinvitation til Handicaprådets medlemmer.

Det foreløbige program er vedlagt (bilag 3).

Det indstilles, at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.
Bilag 3: Foreløbigt program for Handicaprådets temadag

Formanden orienterede om, at Handicaprådets temadag er udskudt til afholdelse efter sommerferien for at sikre størst mulig deltagelse. Suppleanterne er også inviteret.
Ligeledes blev det fremhævet, at invitationen vil blive sendt ud sammen med en dagsorden. I invitationen vil der være et link med et interview med Olivia Dahl, som er hovedtaler på Handicaprådets temadag. På den måde er det muligt at få et indblik i Olivias tilgang og perspektiver som inspiration forinden temadagen. Temadagen inkluderer også tre mindre sessioner med fokus på ungelivet.
Formanden konkluderede, at der er stor forventning til arrangementet, som forventes at vare fire timer.
Programmet forventes ligeledes at give inspiration til det kommende Handicapråds arbejde i 2026 og frem.
På den baggrund tog Handicaprådet orienteringen til efterretning.

 

5. Status på arbejdet med Handicapprisen 2025 v. Hasse Jacobsen

Handicapprisen uddeles på festivaldagen den 29. september i forbindelse med den uge, hvor der afholdes Handicap Festival.
Der er åbent for indstilling af kandidater via Odense Kommunes hjemmeside
Tidsfrist for indstilling af kandidater er den 1. september 2025.
Forvaltningen vil sikre, at det bliver synliggjort på relevante sociale medier, at der nu kan indstilles kandidater til Handicapprisen.

Det indstilles, at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.

Hasse informerede om, at man for et par dage siden - via Ældre- og Handicapforvaltningens Facebook profil -har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring muligheden for at indsende forslag Handicapprisen.

Eftersom det kan være svært at finde informationen på kommunens hjemmeside om Handicapprisen, bliver der sendt et direkte link ud sammen med referatet, så det bliver lettere at dele og finde. https://www.odense.dk/handicapprisen

Hasse orienterede om at selve afviklingen af Handicapprisen, som er indlagt som en del af festivaldagen den 29. september, kommer til at foregå midt ind i dagens program for at sikre mest muligt deltagelse og opmærksomhed.

Det blev desuden opsummeret, at der i år er én pris samt at priskomitéen består af Jon Jensen, Brian Dybro og Hanne Nielsen.
Som følge af forespørgsel på mødet, vil forvaltningen undersøge mulighed for at få en notits om Handicapprisen i Ugeavisen.
Handicaprådet tog således orienteringen til efterretning.

 

6. Status på ’byggesager’ på handicapområdet v. Hasse Jacobsen

Det er besluttet, at Handicaprådet løbende bliver orienteret om de byggesager, der er igangsat på det specialiserede socialområde.
Dels for at sikre, at Handicaprådet bevarer et overblik over de forskellige byggesager, men ligeledes for at sikre at de bliver involveret/involverer sig, når det har relevans for byggeprocessen.
Hasse vil under punktet orientere rådet om nyeste status i arbejdet.

Det indstilles, at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.


Hasse orienterede om, at Kelsbjergvej stod færdig i det tidlige forår.
Botilbuddet har 35 pladser, og indflytningen kommer til at ske af flere omgange for at skabe mest mulig tryghed for beboerne. Indflytningen begyndte med borgere fra Tornhuset Syd. Der kommer endnu et hold beboere før sommerferien og et hold mere efter sommerferien.
Generelt er indflytningen forløbet fornuftigt. De forskellige indflytningsrunder understøttes solidt af personalet, hvor der har været fokus på at sikre en god rekruttering fra starten. Nogle har således været med fra begyndelsen, mens andre er kommet til undervejs. Umiddelbart vurderes det også, at de pårørende har oplevet indflytningsprocessen som fornuftig.

 

Det blev besluttet, at Forretningsudvalget skulle besøg Kelsbjergvej i forbindelse med et kommende møde i Forretningsudvalget.
Hasse orienterede også om 3-i-1-tilbuddet, som har været behandlet i Økonomiudvalget, hvor der nu er afsat midler til forprojektering.
Heri indgik også Forretningsudvalgets anbefaling vedrørende grunden i Vollsmose, som vurderes at være interessant at gå videre med. Næste fase er udarbejdelse af en kravspecifikation.
Sagen vil blive behandlet igen i Økonomiudvalget efter sommerferien.

7. Punkter til eventuelt

Der blev spurgt ind til beredskabsplaner, hvortil Hasse kunne fortælle, at forvaltningerne på tværs har fået til opgave at vende tilbage til Økonomiudvalget med en sag før sommerferien, der skal belyse, hvordan kommunen kan stå i forhold til støtte til udsatte og ældre borgere.
På baggrund af drøftelsessagen kommer der formentlig en beslutning på den anden side af sommerferien, som forvaltningen kan handle ud fra. 

Ældre- og Handicapforvaltningen