Spring til indhold

Rotter i kolonihaver

Gode råd til hvordan du undgår, at der kommer rotter i din kolonihave.

Hvorfor forebygge rotter?

I mange haveforeninger, hvor der bl.a. fodres fugle og andre dyr, kan der være problemer med rotter.

Rotter er en slem plage, da de udgør en smittefare for mennesker, og da de kan ødelægge kloakker, isolering, ledninger og andet, som er dyrt og besværligt at

reparere.

Rotter holder til der, hvor de kan finde føde, og hvor der er lunt og tørt. Hvis du følger denne vejledning, kan du gøre det mere besværligt for rotterne at finde
føde, skjul og redepladser i din kolonihave.

 

Gør kolonihaven mindre attraktiv for rotterne

Rotter kan hurtigt sprede sig fra have til have. Du kan gøre din kolonihave mindre attraktiv for rotter ved at fjerne rotternes føde, skjulesteder, og redepladser.

 

Fjern rotternes føde

  • Opbevar fuglefoder, dyrefoder og fødevarer i tætte beholdere.
  • Læg ikke fuglefoder direkte på jorden, og fjern foderrester fra jorden.
  • Giv kun så meget foder, som dyrene kan spise i løbet af dagen.
  • Stop fodringen, hvis du ser rotter eller tegn på rotter.
  • Fjern nedfaldsfrugt og rådne grøntsager.
  • Brug kun en lukket og rottesikret kompostbeholder.

Hold haven ryddelig

  • Fjern affald og ubrugte materialer
  • Beskær tæt bevoksning omkring huset, og hold græs og krat nede.
  • Undgå at stable brænde, brædder og byggematerialer op ad huset.
  • Hæv brænde og byggematerialer fra jorden
  • Undgå uforstyrrede oplag under presenninger.
  • Hold området under terrasser og i skure frit og overskueligt.

Rotter i brændestakken

Gør huset rottesikkert

Rotter kan komme ind gennem åbninger og sprækker ned til 2 cm.

Gå derfor kolonihavehuset efter jævnligt, især ved sæsonstart og inden vinteren, så du gør det svært for rotterne at komme ind i huset.

 

Luk huller og sprækker

  • Reparér løse eller beskadigede brædder eller huller i tag og gavl.
  • Reparér skader eller huller i fundament og sokkel.
  • Sørg for at døre, porte og lemme slutter tæt.
  • Ventilationsåbninger skal sikres.
  • Luk åbninger omkring rør og kabler.
  • Hold brønddæksler hele og tætte.
  • Reparér skader på kloak, afløb og brønde.

Når haven lukkes for vinteren

  • Fjern fødevarer og dyrefoder.
  • Tøm foderautomater.
  • Fjern affald og nedfaldsfrugt.
  • Kontrollér huset for huller og skader.
  • Luk døre og lemme forsvarligt.

Hold øje med tegn på rotter

  • Der kan være flere forskellige tegn på, at der er rotter i din kolonihave. Det er en god idé at holde øje med følgende:
  • Levende eller døde rotter
  • Rotteekskrementer
  • Huller ved bygninger, bede eller under skure
  • Gnavemærker på træ, plast eller ledninger
  • Smalle løbestier gennem græs og bevoksning
  • Jord, der er skrabet ud fra et hul
  • Lyde fra gulv, vægge, loft eller tag
  • Synkende fliser eller jord omkring kloak og brønde

Eksempler på tegn på rotter

 

Anmeld rotter

Du skal anmelde både levende og døde rotter samt tydelige tegn på rotter. Jo tidligere du reagerer, jo lettere er det at begrænse problemet. 

 

Dit ansvar

Som ejer eller bruger skal du medvirke til at holde kolonihavehuset og grunden ren og rottesikret. Fejl og mangler ved bygning, kloak, afløb og brønde skal undersøges og om nødvendigt udbedres.

 

Hjælp hinanden i haveforeningen

Rotter kender ikke skellet mellem haver. Fortæl derfor bestyrelsen, hvis der er tegn på et fælles problem, og sørg for, at alle berørte haver bliver gennemgået.

Anmeld rotter


Klima- og Miljøforvaltningen