Regler for hønse- og fuglehold i byzone
Regler for høns og andre fugle
Odense Kommune har et regulativ for hønse- og fuglehold i byzone. Det beskriver reglerne for, hvordan du må holde høns og andre fugle i områder med tæt beboelse.
Det er populært at holde høns og andre fugle hjemme. Men ikke alle fuglearter er egnede til områder, hvor boligerne ligger tæt.
Tag hensyn til dine naboer
Inden du etablerer et fuglehold, bør du orientere dine naboer. Tænk også på naboerne, når du vælger, hvor du placerer indhegning, voliere, hønsehus eller fuglehus.
Hvis du følger regulativet, mindsker du risikoen for, at dit hønse- eller fuglehold giver væsentlige gener for dine naboer.
Du kan læse hele regulativet nedenfor.
Vær opmærksom på andre regler
Ud over Odense Kommunes regulativ skal du følge de øvrige regler og retningslinjer, der gælder for dyrehold, fra andre myndigheder. Det kan fx være regler om beskyttelse af fugle og fjerkræ mod fugleinfluenza, dyrevelfærd eller indhegning.
Regulativ for hold af høns og andre fuglearter i byzone i Odense Kommune
- § 1. Formål
- § 2. Gyldighedsområde
- § 3. Indretning og drift
- § 4. Overtrædelse af regulativet
- § 5. Dispensation og klage
- § 6. Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
§ 1. Formål
- Stk. 1. Formålet med dette regulativ er at fastsætte regler for hønse- og fuglehold i Odense Kommune i områderne jf. § 2. Regulativet skal forbygge nabogener, lugtgener, støjgener og uhygiejniske forhold.
§ 2. Gyldighedsområde
- Stk. 1. Regulativet gælder for alle ikke-erhvervsmæssige hønsehold og andre fuglehold beliggende i eksisterende byzone.
- Stk. 2. Regulativet ændrer ikke på skærpede regler eller forbud mod fuglehold i gældende kommuneplan, lokalplaner eller andre lokale vedtægter, f.eks. grundejerforeningers vedtægter.
- Stk. 3. Regulativet omfatter alt hold af fugle på udendørs arealer, f.eks. terrasser, volierer, udestuer, skure og andre simple bygninger.
§ 3. Indretning og drift
Generelt
- Stk. 1. Hønsehuse, hønsegårde, volierer m.v. skal overholde byggelovens og byggereglementets bestemmelser.
- Stk. 2. Hønsehuse, hønsegårde, volierer m.v. skal være placeret mindst 2,5 m fra skel og mindst 7 m fra nærmeste nabobeboelse.
- Stk. 3. Fodring skal ske i huse der er sikret mod skadedyrs adgang, f.eks. rotter.
- Stk. 4. Foder og strøelse skal opbevares i tætte lukkede beholdere. Foder og drikkevand skal tilbydes på en måde der er hensigtsmæssig for at undgå gener, uhygiejniske forhold og risiko for tilhold af skadedyr.
- Stk. 5. Hønsehuse, hønsegårde, volierer m.v. skal rengøres efter behov. Gødningen (ekskrementerne fra fugleholdet) skal enten opbevares i en lukket beholder indtil bortskaffelse kan finde sted, iblandes jorden til gødningsformål eller tilsættes kompost.
Særligt vedrørende høns
- Stk. 6. Hønsehold må højst bestå af 10 høns og ingen haner. Et hønsehold må tilføres kyllinger i et rimeligt omfang. Ved tilførsel af kyllinger, skal hønseholdet reguleres, hvis det betyder at antallet af tilladte voksne høns overskrides eller hvis en eller flere af kyllingerne viser sig af være haner. For høns gælder det at en kylling pr. definition er en kylling, indtil den har lagt æg første gang, og at hanekyllinger er haner, når de galer første gang.
- Stk. 7. Hønsene skal holdes i et hønsehus om natten og må først lukkes ud kl. 7.00 på hverdage mandag til fredag og kl. 8.00 på lørdage samt søn- og helligdage.
- Stk. 8. Hvis høns færdes uden for hønsegården, skal de holdes på egen grund.
Andre fugle
- Stk. 9. Udendørs hold af stærkt skrigende fugle, som f.eks. påfugle, kalkuner og papegøjer, er ikke tilladt.
- Stk. 10. Det er ikke tilladt at have udendørs hold af fugle som larmer, når de er i flok som f.eks. ænder eller gæs. Fuglehold, der holdes i forbindelse med parker, skoler og lignende, er dog undtaget dette krav, med-mindre de giver anledning til væsentlige gener.
- Stk. 11. Kommunen afgør om fugle nævnt i stk. 9 er stærkt skrigende eller om generne nævnt i stk. 10 er væsentlige.
§ 4. Overtrædelse af regulativet
- Stk. 1. Hvis hønse- eller fugleholdet giver anledning til væsentlige gener, forurening eller risiko herfor, kan Odense kommune meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger.
- Stk. 2. Kan generne, forureningen eller risikoen herfor ikke nedbringes tilstrækkeligt, kan Odense Kommune nedlægge forbud mod hønse- eller fugleholdet.
§ 5. Dispensation og klage
- Stk. 1. Hvis individuelle forhold taler herfor, kan der efter ansøgning dispenseres fra bestemmelserne i § 3.
- Stk. 2. Kommunens afgørelser efter dette regulativ kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 6. Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
- Stk. 1. Regulativet træder i kraft ved offentliggørelsen, efter vedtagelse af klima- og miljøudvalget i Odense Kommune.
- Stk. 2. Fuglehold etableret før denne dato kan forblive som hidtil, medmindre kommunen modtager en be-rettiget klage over forholdene, hvorefter dette regulativ skal overholdes. Det er kommunen, som vurderer, om en klage er berettiget.
Regulativet er udarbejdet i henhold til miljøaktivitetsbekendtgørelsen (BEK. nr. 844 af 23/06/2017 om miljø-regulering af visse aktiviteter).
Regulativet er vedtaget af Klima- og Miljøudvalget i Odense Kommune den 6. oktober 2026.
Regulativet er offentliggjort på Odense Kommunes hjemmeside den 2. november 2026.
Kontakt
Natur og Vandmiljø
Nørregade 36
5000 Odense C
6551 2525
Husk altid at bruge Digital Post til personfølsomme oplysninger.
Digital Post
Hovedpostkasse Klima- og Miljøforvaltningen - for borgere