Rottehandlingsplan 2023-2026
Handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter i Odense Kommune
Indledning
Odense Kommune er ifølge ”Bekendtgørelsen om forebyggelse og bekæmpelse af rotter” (Bek. nr. 2307 af 6. december 2021) forpligtet til at foretage en effektiv bekæmpelse af rotter. Ifølge bekendtgørelsen skal alle kommuner udarbejde en handlingsplan, som beskriver tiltag i den forebyggende og bekæmpende indsats over for rotter.
Denne handlingsplan om forebyggelse og bekæmpelse af rotter – 2023-2026 har til formål at forebygge og sikre en god rottebekæmpelse i Odense Kommune. Den beskriver de tiltag, som Odense Kommune har valgt at fokusere på i den kommende 3-årige periode.
Rottehandlingsplanen er udarbejdet af Odense Kommunes rottebekæmpelsesteam i samarbejde med Odense Renovation. Odense Kommune er myndighed for rottebekæmpelsen og den kommunale rottebekæmpelse udføres af et eksternt firma efter forudgående udbud af opgaven.
Alle ejere af ejendomme er forpligtet til at sikre og renholde sin ejendom, så rotters levemuligheder begrænses mest muligt. Pligten omfatter også brønde og stikledninger.
Lovgivning
Denne handlingsplan er udarbejdet i henhold til ”Bekendtgørelsen om forebyggelse og bekæmpelse af rotter” nr. 2307 af 6. december 2021 - i det følgende kaldet ”bekendtgørelsen”.
Bekæmpelsen af rotter skal foregå i overensstemmelse med ovenstående bekendtgørelse, samt de af Naturstyrelsen udarbejdede retningslinjer, herunder ”Vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter”.
Målsætning for forebyggelse og bekæmpelse af rotter
Odense Kommune har følgende målsætninger om en effektiv bekæmpelse i kommunen:
- Sikre kvalitet og kontinuitet i den kommunale rottebekæmpelse
- Nedbringe mængden af giftforbruget
- Effektivisere det kommunale tilsyn og den kommunale håndhævelse på rotteområdet
Status
Herunder ses udviklingen i antal anmeldelser de sidste 5 år.
- 2017: 5.464
- 2018: 5.471
- 2019: 4.816
- 2020: 6.941
- 2021: 5.608
- 2022: 5.274
Som det ses, varierer antallet af anmeldelser fra år til år. 2020 var dog et meget specielt år med væsentlig flere rotteanmeldelser. Dette gjorde sig også gældende i resten af Danmark.
De væsentligste årsager til rotteforekomst i Odense Kommune er kloakdefekter og dyrefodring.
Herunder ses en status på de indsatser, som blev fastsat i handlingsplanen for 2017-2019.
| Nr. | Beskrivelse | Status | Kommentar |
|---|---|---|---|
| 1 | Forebyggende arbejde ved de kommunale ejendomme. | Udført | Der er opsat 291 stk. rottespærrer i 2020 og 2021. |
| 2 | Defekte kloakker og afløbsinstallationer udbedres hurtigere – løbende optimering af procedurer. | Udført | En ny procedure benyttes, hvor borgeren får et brev med henstilling fra kommunen få dage efter en kloakdefekt er konstateret. Der er udsendt 700 stk. henstillinger om kloakdefekt i 2022. |
| 3 | Systematisk registrering af sikringsordninger. | Udført | De er løbende registreret. Nu er de private bekæmpere selv ansvarlige for at indberette dem i rottehullet. |
| 4 | Skaffe viden om forekomst af resistens. | Ej udført og videreføres som få viden om gifttyper og resistens. | Der videreføres en indsats omkring at sagsbehandlere skal få mere viden om gifttyper. |
| 5 | Fokus på områder med gentagne anmeldelser. | Udført og videreføres. | På driftsmøder tages gentagne anmeldelser op løbende. |
| 6 | Arbejde for giftfri rottebekæmpelse. | Ikke udført og videreføres. | Der videreføres en indsats omkring brug af elektroniske fælder. |
| 7 | Erfaringsudveksling. | Udført og videreføres. | Kommunen medvirker løbende i ERFA og andre møder på rotteområdet. |
Nogle indsatsområder er udført og videreføres ikke i næste handlingsplan, dog vil der fortsat være fokus på gentagne anmeldelser og erfaringsudveksling.
Der holdes driftsmøder kvartalsvis, hvor anmeldelser udtages til stikprøvekontrol. På 1-2 af de i alt 4 driftsmøder om året inviteres alle involverede parter i den kommunale rottebekæmpelse med for at evaluere resultater og fremdrift på de enkelte indsatsområder eller mangel på samme. På møderne deltager Odense Kommune, Vandcenter Syd, Odense Renovation og bekæmpelsesfirmaet.
Budget
I alt til forebyggelse og bekæmpelse
- 2023: 11.100.000 kr.
- 2024: 11.200.000 kr.
- 2025: 11.300.000 kr.
Budgettet er vejledende, da det justeres løbende på baggrund af de faktisk afholdte udgifter. Udgifterne til forebyggelse og bekæmpelse af rotter dækkes af rottegebyret efter hvile i sig selv princippet.
Privat bekæmpelse
Odense Kommune tillader fortsat privat bekæmpelse i hele kommunen.
Der udføres stikprøvevis tilsyn med privat bekæmpelse i kommunen. Det gælder både for R1 bekæmpelse (de tidligere benævnte sikringsordninger) og R2 bekæmpelse (bekæmpelse på egen erhvervsejendom).
Se handling nr. 8. under 8. Indsatser 2023-2026.
Kloakrottebekæmpelse og samarbejde med forsyningen
En målrettet kloakrottebekæmpelse vil kunne nedbringe rottegener fra kloakrotter, men kloakrottebekæmpelse kan udelukkende betragtes som symptombehandling, fordi effekten af bekæmpelsen både afhænger af indsatsen, men også af ledningsnettets udformning. I de ældre fælleskloakerede områder er der mange muligheder for rottetilhold, disse kan være svære at nå med gift eller fælder. De fleste områder i den indre by er fælleskloakeret, og da disse ledninger ofte er af ældre dato, vil effekten af bekæmpelsen af kloakrotten her være relativ lilleI Odense Kommune udføres der ikke bekæmpelse i kloakker som fast rutine.
Derimod rottebekæmpes der forud for en større renovering af en kloakledning, for ikke at rotterne spreder sig op til jordoverfladen ved uro fra renoveringsarbejdet.
Indsatser 2023-2026
Til at understøtte målsætningerne, som er beskrevet i afsnit 3, er det i den kommende 3-årige periode valgt at arbejde med følgende indsatser:
- Fokus på ejendomme med gentagne anmeldelser eller lange bekæmpelser
- Opsætning af rottespærrer ved private, regionale og statslige institutioner i kommunen
- Arbejde for giftfri bekæmpelse
- Få viden om gifttyper og resistens
- Holde sig fagligt opdateret/erfaringsudveksle
- Opdatering af pjecer
- Tilsyn med kommunal bekæmpelse
- Tilsyn med den private bekæmpelse
| Mål | Nr. | Indsatser | Beskrivelse | Tidsfrist | Succeskriterie |
|---|---|---|---|---|---|
| Sikre kvalitet og kontinuitet i den kommunale rottebekæmpelse | 1 | Fokus på ejendomme med gentagne anmeldelser eller lange bekæmpelser. | Behandles på driftsmøder mindst 2 gange om året. | 2 gang om året. | Der er afholdt 2 møder om året i alle tre år. Der gennemgås mindst 4 sager på hvert møde. |
| Nedbringe mængden af giftforbruget | 2 | Opsætning af rottespærrer ved private, regionale og statslige institutioner i kommunen. | Arbejdet består i:
|
Udpegning og undersøgelse skal gennemføres inden sommerferien 2023. Eventuelt udbud skal være overstået i 3. kvartal i 2023. |
Der skal opsættes mindst 20 rottespærrer på ikke kommunale institutioner m.m. |
| 3 | Arbejde for giftfri bekæmpelse. | Der skal igangsættes en test med brug af elektroniske fælder. | Testen skal udføres i 4. kvartal 2023 samt i 2024. | Der testes med 10 elektroniske fælder i 5 forskellige sager/særlige områder. |
|
| Effektivisere det kommunale tilsyn og den kommunale håndhævelse på området | 4 | Få viden om gifttyper og resistens. | Sagsbehandlere skal få mere viden om gifttyper og resistens. | 1/6-24. | Mindst 2 sagsbehandlere har været på kursus om gift og resistens. |
| 5 | Holde sig fagligt opdateret/erfaringsudveksle. | Deltage i ERFA møder og andre møder med erfaringsudveksling og relevante kurser. |
Løbende. | Deltage med mindst 1 medarbejder i mindst to møder/kurser om året. | |
| 6 | Opdatering af pjecer. | Der skal udarbejdes en pjece om kloakdefekter. Pjece om vildtfodring skal opdateres eller den fra Naturstyrelsen skal udbredes. | 1/1-25. | Pjece om kloakdefekter ligger på hjemmesiden. Pjece om vildtfodring eller link til Naturstyrelsen ligger på hjemmesiden. | |
| 7 | Tilsyn med den kommunale bekæmpelse | Løbende skal der føres tilsyn med den kommunale bekæmpelse og disse registreres i internt dokument. | Løbende hvert år. | Der skal udføres mindst 10 tilsyn om året. Dog kun 5 i 2023. | |
| 8 | Tilsyn om den private bekæmpelse. | Løbende stikprøvekontrol med R1 og R2 bekæmpelse: Giftforbrug tjekkes i rottehullet. Ved store forbrug undersøges det nærmere. Bekæmpelsesfirma tjekker R1 ordninger på tilsynspligtige ejendomme og melder dem ind til kommunen til yderligere opfølgning.(Der ses bl.a. på indsats, gifttype og -forbrug). |
I perioden 2023-2025. | Der skal udføres mindst 10 tilsyn i perioden 2023- 2025. Tilsynene er registreret i internt dokument. |
Særlige indsatsområder
Odense Kommune har følgende særlige indsatsområder:
Der foretages bekæmpelse på fire grønne områder og to havneområder ved et månedligt besøg på hvert sted.
- Eventyrhaven
- Munke Mose
- Fruens Bøge
- Å-stien
- Østre Kanalvej
- Lodsvej
Status på hvert sted afrapporteres til Odense Kommune efter hvert besøg.
Der foretages ligeledes bekæmpelse på fem rensningsanlæg, tre pumpestationer, otte genbrugsstationer samt hele området på Odense Nord Miljøcenter (deponi). Hver adresse besøges en gang pr. kvartal – Odense Nord Miljøcenter dog en gang pr. måned.
Status på hvert sted afrapporteres til Odense Kommune efter hvert besøg.