Spørgsmål og svar om egeprocessionsspinderen

Spring til indhold

Spørgsmål og svar om egeprocessionsspinderen

Spørgsmål og svar om egeprocessionsspinderen tager udgangspunkt i spørgsmål stillet til borgermødet den 3. juli 2026 samt henvendelser til Odense Kommune generelt. Siden bliver opdateret løbende.

Selvbetjening

Selvbetjeningsoversigt

Sundhed og forholdsregler

Kan børn opholde sig og lege udendørs?

De generelle anbefalinger er de samme for børn som for voksne. Det anbefales at følge kommunens og sundhedsmyndighedernes råd i områder, hvor der er konstateret egeprocessionsspindere.

Er nyfødte eller personer med allergi, astma eller nedsat immunforsvar særligt udsatte?

Odense Kommune henviser til, at man ved sundhedsmæssige tvivlsspørgsmål kontakter egen læge.

Hvilken creme kan bruges mod kløe og udslæt?

Man bør man kontakte egen læge for at få vejledning til konkrete cremer og behandling.

Kan man tørre tøj udenfor?

Der er risiko for, at hår kan sætte sig i tøjet. I områder med mange larver anbefales det derfor at være forsigtig og eventuelt tørre tøj indendørs i de perioder, hvor problemet er størst.

Hvad gør man med tøj, møbler og andre tekstiler, der kan være blevet udsat for larvens hår?

Hvis man mistænker, at der er hår på tøjet, anbefales det at tage tøjet af udenfor og vaske det. Der findes ikke svar på alle detaljer om møbler og tekstiler, men tape kan være en mulig metode til at fjerne hår fra overflader.

Hvordan påvirkes kæledyr?

Der findes begrænset viden om påvirkningen af kæledyr. Pels yder muligvis en vis beskyttelse, til gengæld er de udsat, hvis f.eks. hunde snuser i et område med larver. Hold jeres dyr væk fra redder og larver, og kontakt dyrlægen, hvis de har symptomer.

 

Hvor langt kan brandhårene flyve?

Det afhænger af vindforholdene. Men i år har vi erfaret, at hårene har bevæget sig længere væk fra fund af larver og reder end forventet.

 

Hvor længe er brandhårene aktive, efter de har forladt larven?

Brandhårene kan give reaktioner flere år efter.

Hvor lang tid skal jeg undlade at klippe hæk og græs i forhold til, at brandhårene kan give reaktioner i længere tid?

Det er svært at svare konkret på. Det afhænger blandt andet af afstanden til nærmeste population af larver, størrelsen på populationen, vindforhold, type af påklædning og værktøj. Larven vil dog forpuppe sig i løbet af juli måned samtidig med at Odense Kommune har øget bekæmpelsen, så det forventes, at der snart vil være en nedgang i mængden af brandhår.

 

Skal man ændre sin have, hvis man har frugttræer?

Nej. Der blev ikke anbefalet særlige ændringer i private haver.

 


Bekæmpelse og biologisk viden

 

Hvorfor bekæmper man ikke æggene?

Æggene er svære at bekæmpe effektivt, da de er meget små og svære at se med det blotte øje og ikke reagerer på kendte bekæmpelsesmetoder. Derfor vurderes det ikke at være en løsning at bekæmpe egeprocessionsspinderen i ægstadiet.

 

Hvorfor bevæger larverne sig på jorden?

Larverne kan forlade træerne, når føden slipper op. De kan også blive skubbet ned af andre larver. Massevandringer på jorden vurderes dog som usædvanlig adfærd.

 

Kan biologisk bekæmpelse styrkes?

Ja. Odense Kommune ser positivt på at undersøge mulighederne for biologisk bekæmpelse og styrkelse af naturlige fjender. Det er i så fald en langsigtet løsning at få dens naturlige fjender til at blive en naturlig del af økosystemet.

 

Kan flagermus og fugle som mejser og musvitter hjælpe med bekæmpelsen?

Ja, de kan bidrage, men det kan ikke stå alene. Det samme gælder for andre naturlige fjender. Flagermus er desuden fredede, så man ikke uden videre flytte dem.

 

Kan borgere selv bidrage ved at opsætte mejsekasser, insekthoteller eller lignende?

Borgere er velkomne til at sætte mejsekasser og lignende op. Dette kan selvfølgelig ikke stå alene i bekæmpelsen af egeprocessionsspinderen.

Kan man bruge fælder til egeprocessionsspinderen, når den er færdigudviklet?

Odense Kommune har allerede feromonfælder sat op udvalgte steder. Hannen bliver tiltrukket ad disse fælder, og de bruges til at registrere forekomsten af egeprocessionsspinderen nye steder. Fælderne reducerer ikke omfanget af egeprocessionsspinderen.

 

Kan man gøre noget ved de voksne sommerfugle?

Det er mest effektivt at bekæmpe egeprocessionsspinderen, når den er i larvestadiet.

 


 

Egetræer og biodiversitet

 

Hvorfor fælder kommunen ikke bare egetræerne?

Odense Kommune vurderer ikke, at træfældning alene løser problemet. Egetræer har stor betydning for biodiversiteten, og der findes ikke dokumentation for, at træfældning er en effektiv hovedstrategi mod egeprocessionsspinderen. Eventuelle beslutninger om større ændringer i beplantningen vil være politiske.

Er koncentrationen af egetræer i Odense SØ en del af problemet?

Den store koncentration af værtsplanter kan have haft betydning for spredningen. Det er et emne, der bør indgå i de fremtidige overvejelser om byens træbestand.

Hvis der er større mellemrum mellem egetræerne, og larverne ikke bevæger sig særlig langt – vil det så ikke hjælpe på, at de ikke breder sig?

Den store koncentration af egetræer har haft betydning for spredningen, men er ikke empirisk belæg for, at det vil hjælpe problemet at tynde ud i egetræerne. Dette skal undersøges nærmere.

Skal der plantes mere varieret langs veje og stier?

Odense Kommune ser positivt på mere variation i beplantningen, men der skal også tages hensyn til blandt andet trafiksikkerhed og øvrige driftsmæssige forhold. Det er i så fald en langsigtet strategi.

Hvad kan vi lære af erfaringer fra Holland, Tyskland og England?

Odense Kommune har siden første fund af egeprocessionsspinderen været i tæt dialog med udlandet for at lære af deres erfaringer. Forskellige udenlandske metoder vil indgå i de fremtidige overvejelser.

 


Odense Kommunes indsats

 

Hvorfor blev budgettet reduceret før sæsonen?

Budgettet blev lagt ud fra erfaringerne fra 2025. men omfanget blev væsentligt større end forventet. Odense Kommune har erkendt, at situationen udviklede sig anderledes end forudset.

Hvorfor reagerede Odense Kommune ikke tidligere?

Odense Kommune handlede på baggrund af den viden, der var til rådighed på tidspunktet. Dette års erfaringer skal indgå i den kommende evaluering.

Hvornår forventes sæsonen at være overstået?

Forventningen er, at generne vil aftage i løbet af juli. Vejret spiller dog en væsentlig rolle.

Hvorfor fokuserer Odense Kommunen især på de kommende uger?

Odense Kommune vurderer, at generne er størst i den aktuelle periode frem til larverne forpupper sig. Det betyder ikke, at arbejdet stopper bagefter, men at den akutte indsats prioriteres højest nu. Det er i de kommende uger, at en reel bekæmpelse er mulig, inden egeprocessionsspinderen bliver til en sommerfugl.

Kan Odense Kommune prioritere særlige stier, cykelruter og skoleveje, hvor mange færdes?

Ja. Odense Kommune arbejder løbende med at prioritere de områder, hvor flest mennesker færdes. Vi kan ikke være alle steder på en gang og opfordrer borgere til at melde konkrete problemer ind via Giv et tip.

Kan stier blive helt lukket?

Odense Kommune ønsker som udgangspunkt at fraråde færdsel frem for at lukke områder helt.

Hvordan sikrer kommunen, at ny viden bliver delt med borgere og grundejerforeninger?

Odense Kommune anerkender behovet for bedre videndeling og vil tage det med i den videre indsats. Man kan altid orientere sig på odense.dk/larver.

 


Private arealer og ansvar

Er der noget, man selv kan gøre som privat boligejer?

Odense Kommune anbefaler ikke, at man selv forsøger at håndtere larven, da et kræver særligt udstyr og skal håndteres som farligt affald, der ikke kan afleveres på genbrugspladsen. Man skal i stedet kontakte professionelle skadedyrsbekæmpere.

Vil kommunen samarbejde med boligforeninger og andre private grundejere?

Ja. Odense Kommune ønsker et tæt samarbejde og koordination med boligforeninger, grundejerforeninger og andre aktører.

Er det ikke en halv løsning kun at bekæmpe på kommunale arealer?

Odense Kommune anerkender problemstillingen og understreger, at larverne ikke skelner mellem private og offentlige arealer. Derfor er der behov for en mere langsigtet strategi både på lokalt og nationalt niveau.

Hvad gør man ved kommunale egetræer, der hænger ind over private haver? Kan kommunen gøre noget?

Odense Kommune bekæmper egeprocessionsspinderen i de kommunale træer. Ejerforholdet ændres ikke ved, at dele af træet vokser ind over matrikelskel. I praksis kan bekæmpelse imidlertid være vanskeligere at udføre, hvis der er begrænset adgang.

 

Har kommunen hjemmel til at gå ind på privat grund?

Ikke på nuværende tidspunkt, men spørgsmålet skal undersøges nærmere.

Må en almennyttig forening bekæmpe på kommunale arealer?

Nej. Bekæmpelsen på kommunale arealer står de firmaer for, som Odense Kommune har aftaler med. Almennyttige foreninger må dog meget gerne tippe Odense Kommune via Giv et tip.

 


Information og kommunikation

 

Kan kommunen informere hurtigere?

Odense Kommune bestræber sig på at kommunikere hurtigt, men ønsker dog samtidig, at informationerne er korrekte og bygger på den nyeste faglige viden.

Kan der laves informationsmateriale til f.eks. dagplejere, forældre og institutioner?

Odense Kommune vil overveje, hvad der fremover giver mening. Den bedste løsning lige nu er, at man orienterer sig på odense.dk/larver .

Kan der indføres varslinger svarende til pollenvarsler?

Det blev på borgermødet den 3. juli 2026 nævnt som en mulighed, der kan undersøges nærmere fremover.

Bør der skiltes bedre i de berørte områder?

Vi sætter løbende skilte op på offentlige arealer i berørte områder.

 


Klima- og Miljøforvaltningen