Spring til indhold

Sociale Indsatser

Sociale Indsatser i Odense Kommune hjælper socialt udsatte voksne med bolig, behandling og støtte. Vi arbejder for at skabe tryghed, sundhed og muligheder for et bedre liv – altid med fokus på individuelle behov.

Vi arbejder for at give socialt udsatte voksne mulighed for et stabilt liv med bolig, sundhed og social støtte. Området rummer en bred vifte af indsatser, der hjælper borgere med komplekse sociale og sundhedsmæssige udfordringer. Målet er at skabe sammenhængende forløb, der understøtter trivsel og forebygger hjemløshed. Sociale Indsatser arbejder primært for målgruppen af socialt udsatte voksne, der er over 30 år.

 

Udsatte og hjemløshed

Gennem tæt samarbejde med mange – interne og eksterne – aktører hjælper vi udsatte til at få adgang til egen bolig, hvor de tilbydes relevant og individuelt tilrettelagt støtte med henblik på at blive etableret og fastholdt i egen bolig. Læs mere om boligformidling.


For de mennesker, der ikke kan komme i egen bolig, har vi tilbud om midlertidige eller længerevarende ophold på egnede botilbud. Vi har tilbud til hjemløse, forsorgshjem, socialpædagogiske botilbud, forebyggende forløbpædagogisk støtte i egen bolig, opsøgende arbejde og en støtte- og kontaktpersonordning.


Forsorgshjemmet St. Dannesbo og det langvarige botilbud Dannesbohus er tilbud, som huser henholdsvis hjemløse og borgere, der har haft et langvarigt og opslidende liv som socialt udsat, og har brug for sundhedsfaglig, socialfaglig støtte og relevant behandling, og dermed behov for
permanent bolig.

Derudover har Sociale Indsatser driftsaftaler med en række private tilbud (Kirkens Korshær, Reden, KFUM, CSM (Center for Seksuelt misbrugte) mv.), som alle indgår i et aktivt samspil omkring de socialt udsatte.


Odense er en af de kommuner, der er kommet længst med at afskaffe hjemløsheden gennem et intensivt arbejde med Housing First. Læs mere her

 

Behandlingsindsatser

Vi har sociale og sundhedsfaglige behandlingstilbud til borgere med misbrugsproblemer.

Behandlingscenter Unge & Rusmidler og Behandlingscenter Social og Sundhed tilbyder misbrugsbehandling, herunder lægeordineret heroinbehandling – det største tilbud i Danmark.

Alkoholbehandling og sundhedstilbud, der understøtter borgerens mulighed for at komme videre i livet.

 

Krisecenter

Området rummer også krisecentret for kvinder, der har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende kriser i relation til familie- eller samlivsvold. Her er bl.a. et tæt samarbejde med kommunens aktører, der arbejder aktivt med at bekæmpe negativ social kontrol.

 

Mange af ovenstående opgaver løses på tværs af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og andre forvaltninger i kommunen samt en lang række eksterne samarbejdspartnere.


Beskæftigelses- og Socialforvaltningen