Spring til indhold

Vores Skibhus - et grønt og levende kvarter

Projektet 'Vores Skibhus' skaber et endnu mere levende og grønt Skibhuskvarter. Det bliver mere trygt for børn og voksne at gå og cykle, den kollektive trafik får et løft, den gennemkørende biltrafik ledes uden om kvarteret, og der bliver mere plads til leg og fællesskab.

Med 'Vores Skibhus' skabes et grønnere og mere levende skibhuskvarter. 

 

En bus- og cykelsluse på Skibhusvej er med til at lede den gennemkørende biltrafik uden om kvarteret. Det gør det mere trygt for børn og voksne af gå og cykle, og det giver mere ro på Skibhusvej. 

 

Den kollektive trafik har også fået et løft med rute 12A, der kører på Skibhusvej hvert 15. minut i dagtimerne, og hvert 20. minut aften og weekend.

 

Der er fortsat adgang i bil til alle veje i Skibhus. Dele af kantstensparkeringen på begge sider af bus- og cykelslusen er også bevaret, ligesom der stadig er adgang til de store parkeringspladser i området.

 

Projektet indeholder en lang række delelementer. I filmen herunder kan du se hovedtrækkene præsenteret. Du kan også læse mere om de forskellige elementer i projektet længere nede på siden. 


Magasin om projektet

Klima- og Miljøforvaltningen har udgivet et magasin om projektet. Her er er de mange forskellige dele af projektet forklaret med visualiseringer osv. Find linket til magasinet herunder. 

 

 

Læs magasinet 'Vores Skibhus' her.

 

Seks nøglegreb

Projektet indeholder seks nøgleelementer, der tilsammen skaber fremtidens Skibhuskvarter.

 

1: BUS- OG CYKELSLUSE

Over halvdelen af biltrafikken på Skibhusvej var før projektet gennemkørende trafik uden ærinde hos butikker eller beboere.

For at skabe en cykelvenlig gade for både børn og voksne er der etableret en bus- og cykelsluse på de 30 meter mellem Sophie ­Breums Vej og Oliemøllevej.

Det er tilladt for redningskøretøjer og varelevering at køre ­gennem slusen. Varelevering er kun tilladt klokken 9-13. Du kan se en oversigt over vareleveringslommer i området på dette link. 

Den øvrige ­gennemkørende trafik ledes uden om kvarteret ad veje som Kochsgade og Havnegade. For at undgå smutvejskørsel etableres også en række ind- og udkørselsforbud. Læs mere om dette i punkt 3 længere nede på siden. 

 

 

2: ÅBEN FOR BILER

Der er fortsat være adgang til alle veje i Skibhuskvarteret i bil. Det gælder også Skibhusvej, der
med undtagelse af den korte strækning med bus- og cykelslusen er åben for biler.

Der er adgang både fra syd og nord, og slusen er placeret, så det stadig er let at komme til områdets største parkeringspladser ved Kvickly og Rema 1000.

Der er cirka 25 parkeringspladser og flere handicappladser langs kantstenen på Skibhusvej mellem Annasholmsgade og Victoriagade. Også på Sophie Breums Vej er en handicapplads. Du kan se en oversigt over kantstensparkering samt vareleveringslommer i området her. 

 

3: GRØNNE MØDESTEDER

For at undgå at biltrafikken rykker ud på de mindre sidegader i området lukkes der for ind- og udkørsel til Skibhusvej fra Bøgebjergvej, Thorkildsgade, Baumgartensvej, Hørdumsgade og Sankt Hans Gade på den vestlige side og fra Sophie Breums Vej, Helenevej, Thorbeksgade og Annasholmsgade på den østlige side.

På de tre sidstnævnte gader etableres grønne mødesteder for enden af vejene ud mod Skibhusvej. Her er plantebede, lyskæder og plads til leg og fællesskab. På Windelsvej/Helsingborggade etableres også et grønt mødested. 

 

 

Annasholmsgade var først til at få et grønt mødested. Her giver bænke, buske og grønne bede mulighed for fællesskab i hverdagen - både for lokale og gæster i området. 

4: ny asfalt

I forbindelse med projektet er der lagt ny asfalt på Skibhusvej på strækningen fra Buchwaldsgade til Helenevej.  

Den nye belægning gavner alle trafikanter i området, men i høj grad cyklister, der får en mere jævn cykeltur på en mere rolig Skibhusvej. 

 

5: FLERE BUSSER

Der er kommet flere busafgange på Skibhusvej. Rute 12A kører mellem Skibhusene og Hjallese Station hvert 15. minut i dagtimerne og hvert 20. minut aften og weekend. Busstoppestederne ved Annasholmsgade er flyttet 50 meter mod syd for at komme tættere på Skibhustorvet.

 

6: SKIBHUSENE

I den nordligste del af Skibhusvej ved Skibhusene er lavet en mobilitetszone. Her er lukket for ind- og udkørsel i bil mod Havnegade fra Bågøgade og Færgevej.

Dette skaber et mere roligt boligområde med mindre gennemkørende trafik.

 

Spørgsmål til projektet kan rettes til Klima- og Miljøforvaltningen på kmf@odense.dk.


Klima- og Miljøforvaltningen