Spring til indhold

1800-tallet Prinsen flytter til Odense

I 1809 blev Frederik IV’s svoger, prins Christian af Hessen-Kassel, general over Fyn.

Hans ophold blev kortvarigt. Han døde nedbrudt og sindssyg på slottet i 1814.
Forinden havde slottet i kortvarige perioder tjent som opholdssted for fyrstelige personer. I 1807 af den sindssyge Christian VII under hans flugt fra København til Rendsborg og året efter af prinsen af Ponto Corvo (marskal Bernadotte).

Han var af kejser Napoleon sat i spidsen for de fransk-spanske hjælpetropper, der sammen med danskerne skulle gøre invasion i Skåne. Bernadotte blev senere valgt til konge af Sverige (Karl XIV Johan).

I 1815 blev prins Christian Frederik (Christian VIII) udnævnt til guvernør over Fyens Stift. Prins Christian have en kort periode siddet som regent over Norge, men da vi mistede Norge, måtte han jo have noget andet at regere over.

Det var kort efter statsbankerotten i 1813, så pengene var små. Der blev dog købt nye møbler, så slottet kunne rumme en hofstab på mere end 100 personer. Haven blev omdannet til en romantisk, engelsk have. Vest herfor havde slottet en stor køkkenhave.

I stueetagen mod vest indrettedes en lejlighed til prinsens 7-årige søn, Prins Frederik
(prins Frits, senere Frederik VII.). På en dørkarm blev der afsat mærker år for år,
som markerede den lille prins’ vækst. Disse mærker kan stadig ses. Prins Frits legede
med den jævnaldrende H. C. Andersen, når dennes mor vaskede for hoffet. De to blev livslange venner. Kronprins Christian modtog audienser - bl.a. af 13-årige H. C. Andersen, som bad om hjælp til en skuespilleruddannelse.
Det fik han ikke.

I 1839 blev prins Christian til kong Christian VIII., og sønnen Frederik udnævntes til hans efterfølger som guvernør over Fyn.

By- og Kulturforvaltningen