Spring til indhold
Topbanner job

Social- og Jobrådgivningen

Her kan du læse mere om, hvad du kommer til at arbejde med som elev i Social- og Jobrådgivningen

Social- og Jobrådgivningen er et sted, hvor unge mellem 18 og 29 år kan få hjælp, uanset om det handler om kontanthjælp, støtte efter serviceloven eller behov for vejledning i forhold til job eller uddannelse. Afdelingen fungerer som én samlet indgang til kommunen, så det bliver lettere for den unge at finde den rette hjælp.

Sekretariatet – hvor du som elev sidder – hjælper både rådgivere og jobkonsulenter i deres arbejde og sørger for, at unge får et godt og overskueligt første møde med kommunen.

 

Dine opgaver som elev

Som elev sidder du i frontfunktionen og er ofte den første, den unge møder – enten fysisk, på telefon eller digitalt. Du bliver en vigtig del af hverdagen i sekretariatet og får en varieret arbejdsdag.

Dine opgaver kan bl.a. være:

  • At tage imod unge og deres henvendelser
  • At oprette og registrere ansøgninger og henvendelser i systemer som Momentum og Nexus
  • At sende sager videre til rådgivere og jobkonsulenter
  • At indkalde unge til samtaler
  • At besvare telefonopkald fra unge, samarbejdspartnere og kolleger
  • At hjælpe med praktiske og administrative opgaver på tværs af området

Derudover kan du komme til at:

  • Starte unge op i fx læse- og regnetests
  • Løse mindre opgaver rundt omkring i huset
  • Få indsigt i, hvordan rådgivere, jobkonsulenter og sekretariatet arbejder sammen

Når du starter, får du et introduktionsforløb, hvor du lærer afdelingen at kende, deltager i samtaler og møder og får et godt indblik i den unges vej gennem systemet.

Når du arbejder i sekretariatet og sidder i front, er det vigtigt, at du er udadvendt og serviceminded og kan lide at tale med mange forskellige mennesker. Herudover er det en fordel, hvis du har lyst til at arbejde på tværs af faggrupper og funktioner og samarbejde bredt med kolleger og samarbejdspartnere. Vores hverdag er omskiftelig, så vi leder efter en elev, der godt kan lide at arbejdsopgaverne skifter og at der kan være mange bolde i luften og at hverdagen kan se forskellig ud alt efter dagen.

 

Sådan er det at være elev hos os

Sekretariatet er den unges første møde med afdelingerne og spiller en central rolle i at skabe overblik, struktur og god service – både for de unge og for afdelingernes rådgivere og konsulenter. Vi arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder og med eksterne samarbejdspartnere for at sikre, at den unge får den rette hjælp hurtigt og oplever sammenhæng i sit forløb.

Vi er et sekretariat og en afdeling, hvor vi:

  • Vægter faglighed og kvalitet højt
  • Udfører både store og små opgaver med stolthed
  • Hjælper hinanden og overlapper på opgaver

Har perioder med højt tempo og perioder med mulighed for fordybelse

Vi prioriterer trivsel, humor og social kapital højt og lægger vægt på at have et godt arbejdsmiljø, hvor der er plads til forskellighed – både fagligt og aldersmæssigt. Du bliver en del af fællesskabet på lige fod med dine kolleger.

I løbet af din elevtid vil leder og oplæringsansvarlig løbende følge op med samtaler om din trivsel, læring og udvikling, og der er altid plads til input, idéer og nytænkning.

Vores åbningstider for borgerne er:

Mandag–onsdag: kl. 9.00–15.00

Torsdag: kl. 9.00–17.00

Fredag: kl. 9.00–13.00

Som elev hos os har du samme arbejdstider som de øvrige medarbejdere. Arbejdstiderne er mandag til onsdag fra kl. 8.00-15.00, torsdag kl. 8.00- 17.15 og fredag fra kl. 8.00 til kl. 13.15.

Arbejdstiden er inkl. en halv times frokostpause, hvor du enten kan tage mad med hjemmefra eller købe udefra. Vi har ingen kantine. Der er fri kaffe, te og kakao på arbejdspladsen, og vi plejer at holde en lille eftermiddagspause om torsdagen.

Om Social- og Jobrådgivningen

Afdelingens kerneopgave er at sikre, at unge mellem 18 og 29 år får en sammenhængende, koordineret og let tilgængelig indgang til kommunen.

Målgruppen er unge med meget forskellige behov og udfordringer – herunder:

  • Unge, der søger kontanthjælp
  • Unge med sociale, psykiske eller helbredsmæssige problemstillinger
  • Unge, der modtager og har behov for støtte og indsatser efter serviceloven
  • Unge, der har brug for vejledning ift. uddannelse, job eller afklaring

Vores afdeling består af:

  • Et sekretariat (frontfunktion og administrativ understøttelse)
  • Myndighedsrådgivere efter serviceloven og beskæftigelse
  • Jobkonsulenter/beskæftigelsesrettede funktioner

Vi holder til på Vindegade i det centrale Odense, hvor det er nemt at komme til med både offentlig transport og cykel.

Der er ingen parkeringspladser tilknyttet afdelingen, men vi har en cykelkælder, som du er velkommen til at bruge.


Borgmesterforvaltningen