Refusion og Sygedagpenge
Her kan du læse mere om, hvilke opgaver du kommer til at arbejde med som elev ved Refusion og Sygedagpenge
I Refusion og Sygedagpenge er det vores vigtigste opgave er at få udbetalt den rigtige ydelse til enten en borger eller en arbejdsgiver indenfor en bestemt frist. Det kan fx være, hvis en borger skal modtage sygedagpenge, flekslønstilskud eller hvis en virksomhed skal have tilskud til en medarbejder. Refusion og Sygedagpenge er en 2-årig plads.
Dine opgaver som elev
Som elev vil du kunne sidde med fx oprettelser af sager, sagsbehandling, besvare mails, besvare telefoner, lave beregninger, vejlede i digitale løsninger og læse og tolke lovgivning.
Mange af vores sager kommer ind via digitale løsninger og derfor har vi ingen personlig kontakt til borgere og arbejdsgivere, men klarer kontakten over telefon eller på skrift. Når en sag er kommet ind til os, skal vi vurdere, hvad borgeren eller virksomheden har ret til i ydelse ud fra den lovgivning, som er på området, og derfor er det også en stor del af vores arbejde at dykke ned i lovgivning, regler og paragraffer. Den sidste del af måneden kan være en travl periode for os i afdelingen, fordi vi skal sikre os at borgerne får deres ydelse udbetalt inden måneden er gået.
Som elev hos os vil du blive dygtig i skriftlig og mundtlig kommunikation. Du vil få en viden om lovgivningen indenfor vores område og generel sagsbehandling samt en forståelse for tal. Som udgangspunkt bestræber vi os på, at du som elev når rundt om alle ydelser, men da vi har mange ydelser i afsnittet, kan det have betydning for, hvor meget i dybden du kommer med alle ydelser. Af samme grund er man elev hos os i 2 år i stedet for 1 år som sædvanligt, for at sikre, at du får den bedst mulige uddannelse indenfor vores store område.
En opgave der fylder meget i vores afsnit, er som nævnt tidligere at tale i telefon. Det er enten ved at besvare opkald i telefontiden eller at ringe ud. Der vil være kontakt til både borgere, arbejdsgivere og samarbejdspartnere.
Derudover vil du også lære at være forandringsparat. Indenfor vores område kan der ske ændringer i lovgivningen, som vi skal være opmærksomme på. Det kan også være, at vi oplever skift i nogle af de systemer eller digitale løsninger, som vi arbejder i og som vi skal være omstillingsparate til at tage imod. Dette betyder også, at vi kan være nødt til at ændre de arbejdsgange vi i forvejen har.
Vi har mange opgaver, så du lærer at bevare overblikket og holde fokus på opgaveløsningen samt være hjælpsom og imødekommende.
Sådan er det at være elev hos os
Vores mødetid er mandag - onsdag kl.8.00-15.30, torsdag kl. 8.00 - 17.15 og fredag kl. 8.00 -13.15, inklusiv 30 minutters frokost. Det er muligt at forudbestille mad, men du er også velkommen til at tage din egen madpakke med. Der er gratis kaffe, the og kakao.
I afdelingen har vi flekstid, og vi har mulighed for hjemmearbejde. Som elev vil du også få mulighed for hjemmearbejde, men først når du er nået så langt, at du kan sidde selvstændigt med opgaverne.
Vi har en oplæringsansvarlig i afsnittet, men det betyder ikke, at der kun er én der oplærer - du kan altid få sparring ved dine kolleger også. Du vil få en oplæringsplan udleveret, når du starter. Vi er åbne for at ændre i oplæringsplanen, så den passer til dig. Vi bestræber os på, at du som elev når rundt om alle ydelser i de to års elevtid.
Vi er en mangfoldig kollegagruppe både hvad angår alder, baggrund og personlighed. Vi er en afdeling, der er rigtig gode til at arbejde sammen, og der er altid hjælp at hente hos en kollega. Vi har det rigtig godt sammen socialt, og vi er en afdeling, hvor humøret altid er højt, og der bliver grint rigtig meget.
Vi har en gavekasse, og vi holder julefrokost. Herudover afholder vi nogle gange andre sociale arrangementer.
Om Refusion og Sygedagpenge
Refusion og Sygedagpenge hører under Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og til daglig holder vi til i Egeparken 2A Odense NØ. Vi er 43 medarbejdere inkl. to ledere.
I vores afsnit arbejder vi med ydelser som: sygedagpenge, ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaring, fleksløntilskud, ledighedsydelse og arbejdsgiverrefusion.