Center for Indsatser til Børn og Unge (CIBU)
Her kan du læse mere om, hvad du kommer til at arbejde med som elev i CIBU.
CIBU er sat i verden for at hjælpe og støtte børn og unge i Odense Kommune, der har brug for en specialiseret indsats. Som kontorelev hos CIBU vil du prøve mange forskellige administrative opgaver og samtidig få et indblik i de processer og arbejdsgange, der ligger omkring indsatser til børn og unge.
Dine opgaver som kontorelev
Som kontorelev hos CIBU får du en hverdag, der både er varieret, meningsfuld og fuld af læring. Du bliver en vigtig del af hverdagen i afdelingen, hvor du kommunikerer både skriftligt og mundtligt med kollegaer, samarbejdspartnere og leverandører. Du kommer helt tæt på det daglige arbejde i vores sekretariat og får mulighed for at samarbejde med mange forskellige mennesker. Allerede fra start vil du opleve, hvordan dine kommunikationskompetencer udvikler sig.
Du får lov til at prøve kræfter med mange typer opgaver, og selvom vores område er bredt, sørger din elevansvarlige for, at du får god støtte og sparring, så du stille og roligt får overblik og bliver tryg i opgaverne. Du får indblik i en lang række administrative opgaver, som giver dig mulighed for at bygge en stærk og alsidig værktøjskasse af kompetencer.
I løbet af din elevtid vil du blandt andet skulle passe CIBU’s hovedpostkasse, hvor du hjælper med at besvare og fordele henvendelser. Du kommer også til at arbejde med FAMKO-administrationen (FAMKO = tidlig gravid indsats), hvor du opdaterer databasen, opretter sagsmapper og journaliserer dokumenter i SBSYS. Her vil du også have kontakt til familiehusleder samt skulle udsende information til borgere via SBSYS.
Du får mulighed for at arbejde kreativt med udarbejdelse og opdatering af pjecer samt årshjul for ledergruppen. Du bliver oplært i både mødebooking, lokalebooking og får lov til at prøve kræfter som referent – dette kan være i samarbejde med din elevansvarlige, men kan også være i samarbejde med en af konsulenterne. Derudover kommer du til at oprette CIBU´s nyheder på Odense Kommunes medarbejderportal.
I økonomiopgaverne kommer du til at hjælpe med en bred vifte af opgaver. En af de opgaver, der fylder mest, er betaling af fakturaer. Her lærer du at sikre, at der altid ligger en gyldig kontrakt, og at alt er i orden, før fakturaen godkendes/betales. Det kan tage tid, men det er også en opgave, der virkelig giver dig indsigt i vores systemer og viser, hvor vigtigt dit arbejde er i den daglige drift. Du kommer til at arbejde med forskellige rapporter og oversigter til budgetopfølgning – blandt andet salgstal, lønsimuleringer og rapporter fra både ØS og SAS. Du får også indblik i den månedlige budgetopfølgning, takstberegninger og budgetlægning, og du hjælper desuden med mindre økonomiopgaver, når der opstår behov.
Sådan er det at være elev hos os
Hos CIBU vægter vi trivsel og et godt arbejdsmiljø højt. Vi har faste rutiner, hvor vi hver morgen går en ”godmorgen runde”, og inden vi går hjem en ”vi ses runde". Vi forsøger så vidt muligt at holde frokostpause sammen. Vi har en brødordning, hvor vi skiftes til at tage morgenbrød med om mandagen samt torsdagseftermiddagskage, som vi nyder sammen. Hver uge starter vi med et kort orienteringsmøde, hvor vores centerleder informerer om vigtige ting, og hvor vi har mulighed for at stille spørgsmål. Du kommer til at sidde på kontor med din oplæringsansvarlige, så du altid har en kollega tæt på, som du kan spørge og få vejledning af.
Om CIBU
Center for Indsatser til Børn og Unge (CIBU) er en del af Børn- og Ungeforvaltningen og er placeret i afdelingen ”Familie og Forebyggelse”. Vores kerneopgave at understøtte børn og unge samt deres familier, vi leverer indsatser til det specialiserede børne- og ungeområde i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune og vi arbejder tæt sammen for at skabe de bedste rammer og muligheder for dem.Sekretariatet er placeret på Ejby Kirkevej 15 i Odense SØ, hvor du finder gode parkeringsmuligheder, uanset om du kommer på cykel eller i bil. CIBU består udover sekretariatet af to familiehuse, en kommunal døgninstitution, og en driftsherrefunktion for Børnehus Syd/Fønix Syd. Samlet set er vi omkring 250 medarbejdere. Sekretariatet udgør i dag 1 Centerleder, 1 administrativ/økonomisk leder, 4 økonomimedarbejdere, 1 administrativ/sekretær, 4 konsulenter, 1 tekniske servicemedarbejdere, 1 studentermedhjælper og 1 kontorelev. Kendetegnet for gruppen er, at alle har høj grad af ærekærhed i forhold til at levere kvalitet i opgaveløsningen, men også en helt fundamental indstilling til at yde sit bedste, for at understøtte ledere og medarbejdere i de forskellige enheder, som CIBU består af.