Økonomisk hjælp til at flytte i bolig
Skal du flytte i bolig, men har ikke råd til at betale udgifterne til indskud, depositum eller flytning, kan du søge økonomisk engangsstøtte hos kommunen.
Skal du flytte i bolig, men har ikke råd til at betale udgifterne forbundet hermed? Så har du mulighed for at søge økonomisk hjælp - såkaldte enkeltydelser - hos Odense Kommune.
Hjælp til indskud, depositum og flytning
At få en bolig er ofte forbundet med store engangsudgifter, som kan være svære at dække, når man kommer fra hjemløshed, har mistet sit arbejde eller har været ude for en anden livsomvæltende begivenhed. Odense Kommune kan yde økonomisk støtte til indskud, depositum og flytteudgifter, hvis du opfylder visse betingelser.
Hvem kan søge?
Alle uanset indkomst kan i princippet søge om depositum og flyttehjælp, men bevillingen beror på en konkret vurdering af din situation. Kontakt altid kommunen først, før du takker ja til en bolig, hvis du ikke kan betale indskuddet selv. Du skal søge kommunen om økonomisk hjælp, inden du forpligter dig og skriver under på en lejekontrakt.
Hvad kan den økonomiske hjælp bestå af?
Hjælpen kan dække depositum, indskud og evt. første måneds husleje (hvis du ikke selv kan betale), samt rimelige udgifter til flyttefirma eller flyttebil. Ønsker du at flytte til en bolig, som ligger i en anden kommune end Odense, skal du søge i tilflytningskommunen (den kommune, som boligen ligger i).
Læs mere om depositum og flyttehjælp - og ansøg her
Hvis du flytter i almennyttig bolig (hos en boligforening), og boligen ligger i Odense Kommune, kan du søge kommunen om lån til beboerindskud. Når du ansøger om beboerindskudslån, skal du sende ansøgningen til Odense Kommune i tilknytning til indflytningstidspunktet.
Læs mere om beboerindskudslån - og ansøg her
Har du brug for hjælp til at udfylde ansøgningsskemaerne og fremfinde dokumentation for dine indtægter og udgifter, så kontakt din sagsbehandler, medarbejder på varmestue/værested, satellitkontoret eller Borgerservice i Odense Kommune (se kontaktoplysninger nedenfor).
Boligstøtte
Når du er flyttet i en bolig, kan du muligvis få boligstøtte (et tilskud til huslejen) via Udbetaling Danmark. Det afhænger af huslejens størrelse, boligens type og din indkomst. Læs mere om boligstøtte her
Hvis din husleje er meget høj i forhold til din indkomst, eller du har en stor forsørgerbyrde, kan du søge om særlig støtte efter § 87 hos Odense Kommune, hvis du opfylder visse kriterier. OBS: Særlig støtte bevilges ikke til borgere, der modtager kontanthjælp som en hovedydelse. Læs mere om særlig støtte her
Brug for hjælp?
Har du brug for hjælp til at udfylde ansøgningsskemaerne, så kontakt enten:
- din sagsbehandler
- medarbejder på varmestue/værested - find adresser på væresteder og varmestuer her
- satellitkontoret - se træffetider og -steder her
- Borgerservice i Odense Kommune - se åbningstider her
Hjælp til fastholdelse af bolig
Odense Kommune har forskellige opfølgende tilbud, som er med til at sikre, at din nye bolig bliver et varigt hjem, og at du ikke mister den igen.
- Tildeles du en bolig via kommunen, vil støtten være en del af din handleplan.
- Du kan visiteres til støtte, hvis en fagperson vurderer, at du har behov.
- Du kan selv bede om støtte, hvis du føler dig usikker i forhold til din boligsituation – henvend dig til din sagsbehandler.
Støtte til at få og fastholde bolig: Målgruppen er personer i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har særlige sociale problemer. Støtten kan fx være hjælp til at flytte i egen bolig, støtte til at skabe struktur i hverdagen, rådgivning og kontakt til relevante tilbud (serviceloven § 85a). Støtten gives efter specialiserede metoder:
- CTI: Kortvarig, intensiv støtte i tre faser over ca. 9 måneder
- CM/ACT: Langvarig og mere omfattende støtte, hvis du har brug for det