Goddag til det nye udvalg

Spring til indhold

Goddag til det nye udvalg

Der har været valg til Folkeoplysningsudvalget. Medlemmerne skal som noget af det første lave et slags kinderæg og sammensmelte fritidspolitikken, facilitetsstrategien og talentudviklingsstrategien.

Selvbetjening

Selvbetjeningsoversigt

Nyt Folkeoplysningsudvalg 2026 - 2029

Den 22. januar var der valg til Folkeoplysningsudvalget, som består af 13 repræsentanter, der er valgt for en fireårig periode.

I den kommende periode kommer medlemmerne, hvis overordnede opgave er at fungere som talerør for de folkeoplysende foreninger og oplysningsforbund, især til at kigge på kommunens fritidspolitik. Den skal nemlig slås sammen med facilitetsstrategien og talentudviklingsstrategien.

Det fortæller Dorte Ankjær Nielsen, som er sekretær for udvalget.

- Det er et generelt ønske i kommunen at minimere antallet af strategier og politikker, så udvalget skal have fundet ud af, hvordan man kan sammensmelte de tre strategier.

Børnefattigdom på dagsordenen

Derudover varetager udvalget opgaver som lokalefordeling, tilskud og puljefordeling, og kommunens fokus på at bekæmpe børnefattigdom kommer også på dagsordenen, fortæller Dorte Ankjær Nielsen.

- Vi har ansat en projektmedarbejder, som skal arbejde med, hvordan vi giver børn fra underbemidlede familier nemmere adgang til foreningslivet. Hvordan laver vi nogle strukturer, som giver dem mulighed for at være en del af fællesskabet i foreningerne - også på den lange bane?

På det første møde skal der vælges repræsentanter til ungdomsskolebestyrelsen, hvor to medlemmer fra folkeoplysningsudvalget sidder med, og ellers kan det være meget forskelligt, hvad der lander på dagsordenen.

- Der kan komme sager, som omhandler tilskudsmodeller og -ordninger, men det kiggede udvalget på sidste år, så det tror jeg ikke kommer til at fylde så meget denne gang, siger Dorte Ankjær Nielsen og tilføjer, at udvalgsmedlemmer har mulighed for selv at sætte et punkt på dagsordenen.

Mød udvalget

For at sikre den ønskede nærhed mellem Folkeoplysningsudvalgets medlemmer og foreningslivet vil Fritidssekretariatet hvert andet år invitere til et informationsmøde.

- Vi havde et møde i efteråret, hvor en repræsentant fra hver af de forskellige områder (idrætten, oplysningsforbundene, børne- og ungdomskorpsene, øvrige foreninger og handicapforeningerne, red.) i udvalget fortalte om deres arbejde. 25-28 foreninger kom for at tale med dem, så det vil vi gentage. Det skaber en nærhed mellem udvalgsmedlemmerne og dem, de arbejder for, lyder det fra Dorte Ankjær Nielsen.

Områderne i udvalget er idrætten, oplysningsforbundene, børne- og ungdomskorpsene, øvrige foreninger og handicapforeningerne.


By- og Kulturforvaltningen