Fritidssekretariatets nyhedsbrev juni 2026

Spring til indhold

Fritidssekretariatets nyhedsbrev juni 2026

Vi ønsker med dette nyhedsbrev god sommer til alle. Læs også om status på opgaver nu og dem der kommer efter sommerferien.

Rigtig god sommer med disse ord

 

Vi søger ny funktionsleder til Fritidssekretariatet

Funktionsleder Maria Skovlund Herreborg stopper i Fritidssekretariatet, da hun har fået nyt job. Vi søger derfor en ny funktionsleder. Stillingen er i øjeblikket slået op, og der er ansøgningsfrist den 5. juli 2026. Samtaler afholdes i uge 28.

Er det noget for dig eller kender du nogen, så spred budskabet – se mere om stillingen:
Søg job hos Odense Kommune

Information vedrørende retssag mod bestyrelsen i Odense Øvelokaleforening.

Som I måske har fulgt med i i pressen, så har der i den forgangne uge været fokus på den sag, Odense Kommune har rejst mod bestyrelsen i den tidligere Odense Øvelokaleforening.

Vi er opmærksomme på, at det kan virke voldsomt, og vi har fuld forståelse for, at det kan gives rystelser rundt omkring i foreningernes bestyrelser.

Generelt gælder det for bestyrelsesarbejde, at opgaven fortsat er fuldt ud overskuelig, så længe man agerer fornuftigt og er bevidst om sit ansvar som bestyrelsesmedlem. Vi kan i den forbindelse henvise til vores administrationsgrundlag, hvor I kan finde mere om bestyrelsens ansvar på side 7.

Vejledninger- Odense Kommune – se administrationsgrundlag nederst på siden.

Der forventes afsagt dom i sagen den 27. august 2026.

I forlængelse af denne sag vil Fritidssekretariatet i løbet af efteråret endnu en gang sætte fokus på bestyrelsens ansvar og pligter, og vi arbejder på at udvikle nogle værktøjer, som kan understøtte bestyrelserne fremover.

Nyt it-system til booking, tilskud og foreningsadministration

Fritidssekretariatet skifter i efteråret it-platform fra AktivOdense til AktivByOdense. Systemskiftet får betydning for alle foreninger, da ansøgninger om lokaler, tilskud og puljer fremover skal håndteres i det nye system.

Vi forventer i slutningen af september og begyndelsen af oktober at kunne informere nærmere om den nye adgangsside og de procedurer, der kommer til at gælde.

Vi arbejder på at migrere så mange data som muligt fra det nuværende system, men det kan blive nødvendigt, at enkelte foreninger opdaterer oplysninger, som ikke kan overføres automatisk.

Nogle vil måske opleve, at det nye system virker bekendt. Det skyldes, at KMD Booking tidligere har været anvendt af Odense Kommune. Fremover vil systemet som hidtil være indgangen til blandt andet lokaleansøgninger, tilskuds- og puljeansøgninger, upload af dokumentation og øvrig foreningsadministration.

Vi sørger naturligvis for grundig information i god tid inden overgangen. Der vil desuden blive tilbudt både webinarer og introduktion/kurser i ForeningsVærkstedet, hvor medarbejdere fra Fritidssekretariatet vil være til stede og hjælpe med spørgsmål til det nye system.

Hold derfor øje med kommende nyhedsbreve, hvor vi løbende vil informere om overgangen til AktivByOdense.

Status på fritidspolitik 2026 – 2029

Arbejdet med en revideret fritidspolitik for Odense Kommune er godt i gang. I juni afholder vi en række dialogmøder med foreninger og aftenskoler for at indsamle input til den nye politik. Der blev afholdt møde i Dalumhallerne den 15. juni med deltagelse af 26 foreningsfrivillige, og den 22. juni mødtes vi med aftenskolerne, hvor 11 personer deltog. Den 25. juni afholdes det sidste dialogmøde i Ubberud med 17 deltagere.

Efter dialogmøderne samler vi alle input og forelægger dem for Folkeoplysningsudvalget på mødet den 3. september.

Efter sommerferien igangsættes desuden interviews med medlemmerne af By- og Kulturudvalget, så deres perspektiver også kan indgå i arbejdet med den nye fritidspolitik.

Vi vil gerne takke alle deltagere for det store engagement og de mange gode bidrag. Vi glæder os til at præsentere den nye fritidspolitik sidst på året. Som noget nyt vil politikken følge valgperioden og fungere som et fælles arbejdsredskab for både By- og Kulturudvalget og Folkeoplysningsudvalget.

Billeder til fritidspolitikken

Vi vil – ligesom sidst – gerne krydre den kommende fritidspolitik med inspirerende billeder, der viser det mangfoldige og aktive foreningsliv i Odense. Derfor efterlyser vi fotos fra jer, som viser børn, unge, voksne og ældre engageret i foreningsaktiviteter.

Billederne skal være i god kvalitet og egne sig til tryk og digitale medier.

Ved indsendelse af billeder bekræfter foreningen, at I har de nødvendige rettigheder til at dele billederne med Odense Kommune, og at billederne må anvendes i forbindelse med fritidspolitikken samt efterfølgende på kommunens digitale platforme, herunder sociale medier, borgerportalen AktivByOdense og kommunens hjemmeside.

Vigtigt om samtykke og portrætbilleder Hvis et billede er et portrætbillede eller på anden måde har fokus på en eller flere identificerbare personer, skal der foreligge et gyldigt samtykke fra den eller de personer, der optræder på billedet. For børn og unge under 18 år skal samtykket være givet af forældremyndighedsindehaver(e).

Foreningen er ansvarlig for at sikre, at de nødvendige samtykker, er indhentet og kan dokumenteres, hvis det bliver nødvendigt.

Hvis jeres billede udvælges, honoreres foreningen med 150 kr. pr. anvendt billede. Billederne kan blive anvendt i fritidspolitikken samt i kommunens kommunikation på sociale medier, AktivByOdense og hjemmesiden.

Billeder kan sendes til Vivian Glasdam Sørensen i Fritidssekretariatet på denne mail: vgs@odense.dk


Status på IDAN-analyse

I forbindelse med budget 2026 blev der bevilliget 100 mio. kr. til ekstra halkapacitet i Odense Kommune. Samtidig bestilte byrådet med afsæt i Strategi for Fritidsfaciliteter og Fællesskaber en analyse af den nuværende og fremtidige kapacitet på idræts- og fritidsområdet, herunder også svømmehalskapaciteten i Odense.

For at skabe et solidt vidensgrundlag for den politiske stillingtagen til den strategiske udvikling af idræts- og fritidsfaciliteterne frem mod 2035 har Odense Kommune samarbejdet med Idrættens Analyseinstitut om en samlet vurdering af fritidsfaciliteterne. Analysen skal give et helhedsbillede af idræts- og fritidslivet i kommunen og belyse behovet for fremtidige investeringer og udvikling.

Analysen er nu afsluttet, og rapporten offentliggøres i forbindelse med By- og Kulturudvalgets møde den 12. august. Resultaterne vil efterfølgende også blive formidlet i et nyhedsbrev.


By- og Kulturforvaltningen