Spor 1 i strategien
Spor 1 omhandler "Styrk det nære foreningsliv i områderne"
Strategien lægger vægt på at sikre borgerne let adgang til at dyrke deres fritidsaktiviteter i deres lokalområder.
Fritidsområdet har stor betydning for borgernes oplevelse af kvalitet i hverdagen, og det nære foreningsliv kan danne arena for at nedbringe ensomhed og styrke børn, unge og voksnes trivsel.
Det er i det nære foreningsliv og lokalområde, at borgerne kan møde hinanden og finde meningsfuldhed og glæde i hverdagen. Fritidsfaciliteterne spiller derfor en central rolle i at understøtte sammenhængskraften lokalt - det er her, nye bekendtskaber, netværk og fællesskaber opstår.
Målet er mere attraktive lokalområder, bedre muligheder for et aktivt fritidsliv for alle aldersgrupper samt at nedbringe transportbehov.
Det betyder at:
- Fritidsfaciliteterne i lokalområderne kan oppebære og inspirere til et mangfoldigt fritidsliv
- Der i alle lokalområder og kvarterer skal være mulighed for at kunne deltage i de 3-4 mest almindelige breddeidrætsaktiviteter
- Det er op til lokalområdet at definere, hvilke breddeidrætsaktiviteter, der er relevante i de enkelte områder
- Børn skal have mulighed for at dyrke fritidsaktiviteter i deres lokalområde
- Børn og unge skal kunne transportere sig trygt på cykel/til fods eller via offentlig transport til fritidsfaciliteter i deres nærområder
- Børn og unge har lettere adgang til at indgå i meningsfulde fællesskaber og møde nye kammerater fremfor at tage hjem og være alene
- Borgere med funktionsnedsættelse eller fysiske/mentale handicap, samt ældre medborgere får bedre mulighed for at indgå i fritidsaktiviteter og fællesskaber
Derfor vil vi:
- Sikre at fritidsfaciliteter kan favne og understøtte mangfoldighed af fritidstilbud og understøtte sammenhængskraften i lokalområderne – både inde og ude
- Sikre udvikling ved at understøtte lokalt selvstyre og ejerskab i fritidslivet
- Prioritere kapacitet til breddeidræt i lokalområderne – særligt tilbud til børn
- Understøtte kompetenceudvikling til breddeidrætten