Spor 2 i strategien
Spor 2 omhandler "Lokale fyrtårne – indret faciliteterne til mange formål".
Fritidsfaciliteterne skal være stedet, man mødes lokalt – for at dyrke idræt, for at træne, genoptræne, høre foredrag, gå til sang eller fællesspisninger. Stedet man får nye bekendtskaber og bliver inspireret til nye interesser. Derfor er det vigtigt, at fritidsfaciliteterne afspejler det lokale foreningsliv, så lokalområdernes eget engagement og drivkraft understøttes.
Fritidsfaciliteterne udvikles til fyrtårne i lokalområderne, så der opstår synergi imellem idræt, sundhedshuse, kultur, bibliotek og frivillighed.
Fritidsfaciliteternes funktion, som mødesteder og ramme for borgernes mange forskellige aktiviteter og fritidsinteresser, skal indtænkes lokalt i indretning af fritidsfaciliteternes funktion og design, så de appellerer til mange målgrupper i lokalsamfundene – også dem, som ikke af sig selv kommer ned i foreningerne.
Målet er at understøtte lokalt ejerskab, engagement og sammenhængskraft i lokalområderne.
Det betyder at:
- Lokalområderne skal have adgang til fritidsfaciliteter, der er fler-/multifunktionelle, så de appellerer til flere brugergrupper
- Fritidsfaciliteterne skal kunne afspejle lokale behov for aktiviteter og understøtte lokalt engagement og fællesskaber
- Fritidsfaciliteter indrettes med/samarbejder med andre aktører om centrale mødesteder – gerne i form af et café- eller opholdsområde, hvor man kan mødes efter træning, eller hvor der kan afholdes fællesspisninger for lokalområdet
- Man søger at samle/samtænke drift af forskellige faciliteter (både organisatorisk & driftsmæssigt)
Derfor vil vi:
- Understøtte at fritidsfaciliteterne lokalt indrettes, så de kan rumme flere brugergrupper og funktioner - fx idræt, kultur/aftenskole, bibliotek, kommunal genoptræning mv.
- Prioritere fler-/multifunktionelle faciliteter – både ved nybyggeri og ved ombyg/modernisering af eksisterende faciliteter
- Understøtte at faciliteterne indrettes med mødesteder/café eller anden form for mulighed for at kunne mødes efter træning eller anden aktivitet
- Understøtte lokalområdernes incitament og engagement, hvor det er muligt, ved at sætte fyrtårnene fri, så de selv kan vælge organisering – dog med en samarbejdskontrakt mellem Odense Kommune og halbestyrelsen
- Samarbejde på tværs af forvaltninger om at sikre synergi og understøtte mulighederne for samarbejder i lokalområderne
- Inddrage lokalområder og foreninger i fx udvikling af byggeprojekt (om-tilbyg/nybyg), så borgernes behov tilgodeses og flere funktioner sikres