Spring til indhold

Spor 5 i strategien

Spor 5 omhandler "Gør faciliteterne mere attraktive som mødested og driver for fællesskaber"

Odense har 494 godkendte folkeoplysende foreninger, heraf 31 aftenskoler og godt 360 idrætsforeninger.
Det er muligt at gå til mere end 90 forskellige idrætsgrene i Odense. (Kilde: Absalon X) info boks på side 10

Fritids- og foreningslivet kan tilbyde mere end fysisk sundhed og meningsfulde fritidsaktiviteter, hvad enten det er fodbold, håndbold, gymnastik eller spejder, korsang eller vandreture. Fritids- og foreningslivet kan for nogle også være den arena, der tilbyder mental sundhed og en vej ud af ensomhed eller hjælper mennesker, der befinder sig i en svær livsfase, ind i et liv i bedre trivsel.

Derfor er det vigtigt i denne strategi, at fritids- og foreningsfaciliteter kan danne ramme for forskellige befolkningsgruppers behov og livsvilkår. Hvad enten det er i indendørsfaciliteter, eller det er i udendørsfaciliteter - fx stier eller støttepunkter – så bør der være mulighed for, at uformelle møder kan opstå, kontakt kan skabes eller nye ideer og inspiration kan fødes. Ikke alle har modet til at deltage første gang. Nogle har brug for at være betragter og vinde tryghed, før de kan deltage: for nogle er det måske et spørgsmål om ikke at være vant til at indgå i aktiviteter eller pga. generthed, for andre er det måske dårlige oplevelser eller mobning, der ligger til grund. Uanset årsagen skal der være plads til, at man kan nærme sig aktiviteterne i eget tempo og deltage på de vilkår, ens liv byder en. Det kræver, at der sikres ledig kapacitet tæt på borgeren.

Målet er at skabe større livskvalitet, tillid og tryghed i lokalområderne gennem relationer.


Det betyder at:

Vi vil tænke fritidsfaciliteter ind i et større sundhedsmæssigt perspektiv og skabe rum for at:

  • Borgere kan mødes på tværs af vante grupper og aktiviteter
  • Ensomme borgere kan blive en del af nye fællesskaber eller få en anledning til at vedligeholde eksisterende, så ensomheden nedbringes
  • Borgere kan finde inspiration til et aktivt eller meningsfuldt liv
  • Ældre eller sårbare borgere nemmere kan komme i gang med eller fastholde (genop-)træning efter kontakt med sundhedsvæsnet gennem indslusning ind i foreningsaktiviteter og sociale fællesskaber
  • Sårbare og udsatte grupper kan finde ind i sunde fællesskaber
  • Mindre bevægelsesvante grupper får lyst til at stifte bekendtskab med bevægelsesaktiviteter og inspireres til et mere aktivt liv på egne præmisser


Derfor vil vi:

Understøtte udsatte og svage gruppers mulighed for deltagelse i forenings- og fritidslivet gennem etablering af multi-/flerfunktionelle fyrtårne i lokalområderne, der kan:

  • Øge sårbare gruppers mulighed for deltagelse i fritidslivet ved at fjerne barrierer som transport
  • Øge forskellige målgruppers motivation for deltagelse gennem indretningsgreb – fx gennem farvevalg, indretning af lokaler/gangarealer, opholdsmuligheder mv.
  • Øge trygheden og sandsynligheden for deltagelse gennem mødet med velkendte ansigter (fx lokal vært/centerleder og frivillige foreningsvejvisere/brobyggere)
  • Inspirere til deltagelse i fællesskabsunderstøttende arrangementer, som fx fællesspisninger, sangaftner

Sikre at faciliteterne indrettes, så de appellerer til flere målgrupper (køn, aldersgrupper mv.) - fx gennem universelt design og indretningsgreb, der understøtter anledninger til spontane møder samt mulighed for, at sårbare grupper gradvist kan nærme sig en aktivitet

 

Gøre fritidstilbud mere synlige i det lokale bybillede for flere befolkningsgrupper – fx gennem infostandere, opslag, materialer til frontmedarbejdere og lokale samarbejder

 


By- og Kulturforvaltningen