Tabu og noa

I de allerfleste europæiske sprog findes der et gammelt ord. Tabu. Ordet har vi fra det polynesiske sprog tonga og blev gjort berømt af kaptajn Cook, da han hjemvendt efter sin kendte jordomrejse beskrev polynesiernes kultur. Tabu betyder som bekendt forbudt og ukrænkeligt. Altså det, man ikke taler om eller gør. Det betyder det stadig.

Tabu begrænser sig ikke kun til Polynesien. Alle samfund har tabuer. Nogle flere end andre. I Danmark har vi stadig vore, selv om der findes mennesker, der i tide og utide bryster sig af at være progressive, frisindede og tolerante.

Over for tabu står noa, som på tonga betyder tilladt. Det er Dansk Folkepartis mål i dag fortsat at insistere på at tale om det tabubelagte og gøre det til noa. Dette skal være budgettalens ledetråd.

Miljø og integration er tabu

På grund af kommunens nuværende økonomiske situation ser det ikke for godt ud for tiden. Vi er alle blevet præsenteret for de huller, der skal lukkes. Jeg har noteret mig, at partier i byrådet vil spare, omprioritere og omstrukturere sig ud af udfordringerne. Der er mange kreative forslag til effektiviseringer og besparelser. Nogle mere seriøse end andre. Men to områder er ikke blevet nævnt. Begge bliver nemlig tabubelagte, hvis man kritiserer anvendelsen af de mange bevidstløse miljømillioner og den lige så hovedløse og udgiftskrævende integrationsindsats.

I mange år har kritik af indvandring og integration været tabu. Ikke bare i Odense. Men i hele landet. Drister man sig til at tale om emnet eller bevæge sig ind på området, afstedkommer det ofte voldsomme reaktioner fra politikere, både fra højre og venstre.

Integrationsmidler står aldrig til diskussion. Er der nogle få behjertede sjæle, der drister sig til at foreslå besparelser på integrationen, reagerer man som polynesierne over for tabuet. Med forfærdelse. Jeg taler af erfaring. I mine knap fire år har jeg forsøgt at finde besparelser på integrationsområdet. Nogle af mine kolleger dansede som vilde, hver gang det blev fremlagt. Jeg havde berørt tabuet.

Det har været svært, og slagsmålene i fx Børn- og Ungeudvalget har været blodige. Heldigvis er der en enkelt politiker i salen, som efter længere tids skærmydsler med mig overvandt sin egen frygt for tabuet og begyndte at gøre det til noa. Det er rådmand Jane Jegind. Hun er i forvaltningen begyndt at omprioritere og så småt skære ned på integrationsudgifterne. Ikke voldsomt, men dog nok til, at tabuet er blevet antastet.

Dansk Folkeparti vil derfor atter berøre tabuet og forlange besparelser på integrationsområdet. Vi tror på, at tiden er ved at være moden til at bryde tabuet. Økonomien har det ikke for godt. Der skal spares. Derfor er det oplagt at gøre et indhug i integrationsmidlerne, både de synlige og de mere usynlige.

Pengene fra integrationsmidler skal bl.a. gå til at forbedre ældres forhold. Er det ikke på tide, at vi begynder at opføre os som rationelle mennesker og afstår fra at belægge bestemte områder med tabu på grund af besynderlige ideologiske holdninger? Er det ikke på tide at bryde tabuet og gøre det til noa? Jeg tror det.

Et ældrefjendsk budget?

Dansk Folkeparti frygter nemlig, at budget 2010 bliver et ældrefjendsk budget. Den sidste uges udmeldinger fra partierne har været bekymrende. Jeg håber ikke, at de store fine ord fra temadebatten om fremtidens ældrepolitik, som Dansk Folkeparti havde sat på byrådets dagsorden den 26. august, har været tomme løfter. Efter ord skal der følge handling.

Vi forventer derfor, at byrådet fortsætter med at rette op på de massive ældrebesparelser fra sidste byrådsperiode, så vi med stolthed i ryggen kan sige, at vi agter at tage ansvar for kerneydelser som fx ældrepleje. Vi forventer faktisk, at borgmester Jan Boye følger op på sidste års løfte om, at dette års budget bliver et budget til gavn for de ældre. Det er sidste chance inden valget den 17. november.

Det er især på pleje og omsorg, det er galt. Både aften- og weekendvagter løber personalet stærkt for at nå det, de skal. Det kan vi ikke være bekendt. Vi har en pligt til at forbedre disse menneskers vilkår.

Godt nok er ældreområdet blevet tilgodeset med midler løbende, men de skyldes enten budgetmodellen, der tager højde for den demografiske udvikling blandt vore ældre medborgere, eller midler udmøntet på grund af lovgivning, cirkulærer og tekniske ændringer.

Reelt har vi siden 2006 kun politisk bevilget ekstra 35 mio. kr. til at genoprette besparelserne på de 110 mio. kr., som blev igangsat i sidste byrådsperiode.

Vi mangler altså stadig væk 75 mio. kr. for at nå i mål. Når vi så kigger på Økonomisk Sekretariats analyse af budgetændringer i Odense Kommune 2002-2012, bliver det virkelig bekymrende. Her fremgår det med al klarhed, at der er besparelser i vente i 2010 og 2011 på ældreområdet. Dermed er vi ved at vende tilbage til tiden under Anker Boye. Det kan vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke leve med. Og jeg går ud fra, at byrådets øvrige partier heller ikke kan leve med det. Udmeldingerne fra partierne i temadebatten om ældre den 26. august var meget klare og entydige. Derfor forventer vi også, at der bliver fundet midler til dette område. Ellers har det bare været tomme ord forud for et kommende valg.

At det er muligt at finde mange midler i kommunens budget kan følgende lille kuriosum fortælle. I Odense koster det 38 kr. at få bragt et måltid mad ud til ældre i private hjem. Skal der enten en forret eller en efterret med, koster det 49 kr. På rådhuset kan personalet få et varmt måltid mad til 24 kr. Ville det ikke være rimeligt, at man harmoniserede priserne i disse for kommunen så trange økonomiske tider?

Miljødebat præget af nyreligiøsitet

Miljø er et område, man heller ikke må kritisere. Der skal ikke så meget til, før man bliver hængt ud som klimabenægter. Jeg husker endnu sidste års miljødebat i byrådssalen. Den bar præg af den nyreligiøsitet, som omgærder miljødebatten. Derfor lykkedes det også nogle at bevæge borgmesteren til at afsætte 50 mio. kr. til miljø. Disse midler kan vi med god samvittighed gøre indhug i. Jeg går ud fra, at man er knap så miljømissionsk efter den økonomiske virkelighed er kommet for dagen. I hvert fald er miljøsnak fx blevet afløst af omsorg for undervisningen i skolerne.

Undervisning er noa

Det er der en god grund til. Jeg har i den seneste uges tid noteret mig, at undervisningen i folkeskolerne er blevet noa i et omfang, jeg ikke havde troet for bare få år siden. Bedre sent end aldrig. Nu står partierne i kø for at finde midler, så folkeskolerne kommer op på ministeriets vejledende timeantal.

Allerede i januar 2009 satte Jane Jegind forvaltningen i gang med dette arbejde. På grund af rådmandens rettidige omhu kunne vi i Børn- og Ungeudvalget så på baggrund af et sagligt materiale tilslutte os rådmandens anbefalinger om at bringe skolernes timeantal op på det vejledende niveau. Det støtter vi i Dansk Folkeparti. Det er af afgørende betydning for byen, at vi kan bryste os af gode folkeskoler. Forældre flytter gerne langt for at kunne tilbyde deres børn en god uddannelse.

Men derfor er det også afgørende, at vore skoler er i en stand, så vi kan tilbyde dem en ordentlig undervisning. Et omfattende renoveringsarbejde er allerede planlagt. Her og nu skal Ejbyskolens situation løses. Skolen er i en miserabel stand på grund af byggesjusk, og den skal altså renoveres.

Når vi nu er ved børnene, så er det vigtigt fortsat at støtte dagplejen, som er kommunens primære pasningstilbud. Det gør vi fx konkret ved at etablere nye legestuelokaler.

Musik i fokus

I år vil Dansk Folkeparti slå et slag for musikken. I et meget spændende notat fra Odense Musikskoles leder, Uffe Most, gøres der opmærksom på, at den tyske forsker Hans Günther Bastian (det hedder han virkelig) i årene 1992-1998 gennemførte en omfattende undersøgelse af musiks indvirkning på indlæring og sociale kompetencer. Børn fik to ugentlige lektioner i musik på alle klassetrin.

Bastian kunne konkludere, at musikken fører til øget social kompetence, til højere inklusionsniveau, modvirker en negativ social udviklingstendens, har en langfristet positiv virkning på IQ, har en kompenserende virkning for elever med koncentrationsbesvær og forringer ikke resultater i de hovedfag, som undervisningstiden tages fra.

Notatet henviser også til danske og nordiske undersøgelser, der påviser, at musik kan være med til at bryde den negative sociale arv og forbedre børnenes selvværd, sprog og sociale kompetencer. Der er endvidere gode erfaringer ude i verden med at koble musik og sproglig udvikling af fremmedsprogede med henblik på vellykket integration.

I Ungarn har man opnået gode resultater med en times undervisning i musik om dagen. På sigt bør Odense derfor satse på at indføre musik systematisk på alle klassetrin. Undervisningsminister Bertel Haarder har for nylig foreslået, at musikundervisningen bør indføres i folkeskolerne.

Her og nu kan vi for meget få midler tilbyde musik til rigtig mange børn. Nemlig ved at oprette musikbørnehaver i alle fire stordistrikter. Odense Musikskole har i samarbejde med børneinstitutionen H.C. Andersen som et forsøg oprettet en musikbørnehave. 20 børn fra Børnehaven Slåenhaven modtager undervisning af en af musikskolens musikpædagoger fire timer om dagen tre gange om ugen. Det har medført ”forbedrede talefærdigheder, bedre sociale kompetencer og udvikling af nye inkluderende lege,” som der står i notatet.

Derudover vil musikbørnehaver forbedre musikkyndige pædagogers og medhjælperes musikalske niveau. Det er jo meningen, at musikpædagogerne i musikbørnehaverne deler ud af deres viden, som derved finder indpas i de respektive børnehuse dagligdag.

Om der er vilje til at finde midlerne, ved jeg ikke, men jeg har dog et behersket håb om det. Musik er ikke tabubelagt i Danmark. I modsætning til lande som fx Saudi-Arabien og Iran. Musik er livsglæde og skaber et vidunderligt fællesskab gennem sang og dans. En stor del af vores kultur er utænkelig uden musik. Selv om der er partier, der ikke ville være med til at synge før byrådsmøderne, håber jeg da meget på, at man ikke vil modsætte sig, at vore børn får glæde af musik og sang.

For den million, vi skal bruge om året på at oprette musikbørnehaver, får vi altså pengene mange gange tilbage. Det er jo oplagt, at finansieringen skal komme fra integrationsmidlerne. Eller fra driften af Vollsmose Kulturhus, som set fra et integrationsmæssigt perspektiv har været en kæmpemæssig fiasko.

Fribyordningen skal på plads

Igennem længere tid har Dansk Folkeparti forsøgt at få fribyordningen for forfulgte forfattere på plads. Af uransalige årsager blev ordningen pludselig tabu, efter at det havde været noa. Men vi kan faktisk ikke være det bekendt. I Danmark har vi den glæde at kunne ytre os nogenlunde frit uden at skulle frygte for myndighedernes hævn. Det har rigtig mange mennesker rundt omkring i verden ikke. Over alt er der et øget pres på ytringsfriheden. Enten fra venstreorienterede regimer, islamiske diktaturer eller andre ideologiske fantasmer.

I Odense kan vi gøre vort til at støtte ytringsfriheden. Vi kan hjælpe en forfatter til Danmark og give ham eller hende arbejdsro i et år eller to, hvorefter han vender hjem igen. Mens han er her, kan forfatteren tage ud på vore skoler og gymnasier og fortælle eleverne og lærerne om, hvordan det må være at leve med en konstant trussel om at miste livet, alene fordi man benytter sig af retten til at tale og ytre sig frit. Det vil være en enorm kulturel berigelse for vore elever. De ville møde et menneske, for hvem ytringsfrihed ikke er naturligt. Det kunne sætte deres eget liv i relief.

Økonomisk koster det 500.000 kr. årligt. Det sikkerhedsmæssige aspekt tager staten sig af. Er det ikke på tide, at vi i Odense hjælper andre mennesker til at gøre ytringsfrihed til noa? Eller i det mindste for en kort periode at kunne ytre sig frit? Jeg tror det. Pengene finder vi ved at omprioritere inden for de allerede afsatte litteraturmidler.

Fire små ønsker

Til allersidst fire små ønsker.

Vi ønsker,

1. at kommunens islamiske fest, der for tiden hedder ramadan- og kulturfest bliver erstattet af en minoritetsfest på FN-dagen den 24. oktober.

2. at få analyseret ideen om digitale folkeafstemninger, da vi er overbevist om, at det kan vække begejstringen for demokratiet, især blandt vore unge medborgere.

3. at afsætte nogle penge til at digitalisere Odenses 15 små lokalarkiver, der drives af omkring 100 frivillige ulønnede odenseanere. Arkiverne har omkring 2600 medlemmer i deres støtteforeninger. Midlerne kan findes ved at omprioritere inden for miljø.

4. at skrive OKS Kultur- og idrætscenter ind i budgetteksten, så de kan søge private fondsmidler og derved give dem mulighed for at finde den sidste tredjedel, som de endnu mangler, inden byggeriet kan gå i gang.

Dette var ordene.

En elektronisk udgave af talen findes her.