Spring til indhold

Odense Musikudvalg - 07-11-2022

Referat af ordinært møde, Odense Musikudvalg. Kultursekretariatet, Odense Slot, 07-11-2022 kl. 16:00 - 18:30

Mødedeltagere:

Fra Odense Musikudvalg: Stina Tølbøll Bekker, Betina Følleslev, Mikkel A. Kongstad, Liv Vester Larsen, My Lambertsen og Birgitte Momme.

Afbud fra:  Liv Vester Larsen, Pernille Krog Mogensen og Birgitte Momme.

Fra sekretariatet: Christian Damgård Kristoffersen og Kristian Bang Hansen (ref)

 

1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen



2. Indbyrdes orientering om musiklivets tilstand

Til dagens møde var planlagt foretræde med Odense Jazz Orchestra, som desværre ikke kunne komme alligevel. I stedet var arrangeret foretræde med Kammermusik Odense v/ Marianne Granvig og Mogens Hørder.


3. Opsamling på møde med Rådmand Søren Windell

På mødet den 19/9 2022 havde musikudvalget besøg af By- og Kulturforvaltningens rådmand Søren Windell til en drøftelse inden for det overordnede tema: musiklivets økosystem, herunder fødekæden fra talent og vækstlag til det professionelle miljø, karriere, musikerhverv og -iværksætteri.

Som bilag til dagsordenen er sekretariatets noter fra drøftelsen.

Helt overordnet blev følgende punkter drøftet: 

  • Vigtigheden i at upcoming/vækstlagsartister bliver behandlet professionelt – navnlig af spillestederne. Det er vigtigt i sig, da kunstnere skal have ordentlige forhold, men derudover er det også et vigtig signal at sende til kunstnerne ift., at de bliver taget seriøst.
  • Behov for at der skabes miljøer, hvor musikere så at sige ”bliver hængende”.
  • Spillestedernes rolle ift. understøttelse og udvikling af talenter og vækstlag. Musikudvalget fik givet udtryk for, at det er vigtigt, at spillestederne løfter deres del af ansvaret i arbejdet.
  • En stor del af snakken omhandlede rammerne for musikbranchen. Her kom der en række idéer på banen til hvilke forhold, der er brug for at få adresseret, og hvilke tiltag der kan sættes i værk. Ikke alle idéerne er dog noget, som kommunen kan gå ind i.
  • Der blev også snakket om uddannelse. Ift. om der er nogle konkrete uddannelser eller forløb, som vil kunne booste musiklivet, hvis de blev etableret i byen.
  • Musikudvalget snakkede desuden om, om der er nogle mere strukturelle understøttende ting, som kommunen kan gøre. F.eks. tiltag vedr. børnepasning eller at garantere fleksible jobs ved siden, der kan supplere musikernes virke, hvis de ikke kan leve 100 procent af det.
  • Endelig så spurgte rådmanden til, om der kunne være en pointe i, at bede Musikudvalget om at udarbejde 3-4 konkrete bud på tiltag, som de kunne præsentere for By- og Kulturudvalget.. Der blev ikke aftalt noget helt konkret.


Indstilling

Det indstilles, at musikudvalget drøfter om udvalget ønsker at arbejde videre med nogle konkrete bud på tiltag, som kan præsenteres for By- og Kulturudvalget.


Beslutning

Sagen blev drøftet. Musikudvalget ønskede at arbejde videre på konkrete bud på tiltag. Det blev aftalt, at hvert udvalgsmedlem inden næste møde sender 2-3 idéer til sekretariatet.


4. Ændrede projekter: LunArs, Revysangens Genklang og Keep the Jazz (a)live

Når et projekt ændrer sig væsentligt i forhold til formålet med bevillingen, har Odense Musikudvalg ret til at ændre eller helt frafalde det bevilgede beløb.

Siden sidste møde, har sekretariatet vurderet, at tre projekter er væsentligt ændret, og derfor skal udvalget forholde sig til sagerne igen og afgøre, om bevillingerne kan fastholdes.

 

LunArs Præsenterer: MOD (20.03.00-Ø40-23-22):

På mødet den 4/4-2022 bevilgede musikudvalget 27.000 kr. til 6 koncerter på skiftende lokationer i Odense i foråret 2022 med ambition om 300 publikummer. Musikudvalget bemærkede: "Musikudvalget bifalder, at ansøger bringer musikken rundt i byen, uden for de faste/konventionelle spillesteder. Med tilskuddet ønsker musikudvalget at understøtte den fortsatte udvikling af dette interessante og nyskabende koncept og format. Tilskuddet er øremærket én tarif for hver af de 12 optrædende i koncertrækken i Odense. Musikudvalget ser frem til, at ansøger fortsat arbejder med visuel dokumentation af projektet mhp. at skabe synlighed om tiltaget og styrke fremtidige ansøgninger af puljer og fonde."

Ansøger sendte afrapportering den 11/8-2022, hvor det fremgik, at der kun var afholdt 2 ud af de 6 koncerter. Ansøger har ikke levet op til sin forpligtelse om at orientere Odense Kommune om væsentlige ændringer i projektet. De 2 koncerter er afholdt på Bronx i Bolbro og Stige Blomster. Der var i alt 120 publikummer.

Ansøger har begrundet nedskaleringen af projektet med:

  • Ansøgte fonde har været sene til at svare, hvilket har forsinket aftaler med spillesteder. Som konsekvens har Glasværkstedet, Psykologisk Institut og HC Andersen Skole sprunget fra som locations.
  • Galleri Galschiøt meldte fra, fordi der ikke var en mulig dato med kort varsel.
  • Der blev opnået færre fondsmidler end forventet og sammen de de øvrige indtægter (entré, transportstøtte mv.v.) rakte ikke til mere end 2 koncerter.

 Som bilag til dagsordenen er vedlagt regnskab for projektet.

 

Revysangens Genklang - Glemmer du - så husker vi (20.00.00-Ø40-13-22):

På mødet den 4/4-2022 bevilgede musikudvalget 5.000 kr. til en koncert på Teater95B den 6. oktober med ambition om 75 publikummer. Musikudvalget bemærkede: "Det vurderes, at der er tale om en unik type arrangement, der tilgodeser det ældre publikumssegment. Grundet begrænsede midler, har Odense Musikudvalg valgt at imødekomme ansøgningen delvist. Ansøger opfordres til at hæve egenfinansieringen fx ved en højere entrépris."

Ansøger oplyste den 19/9 2022 til sekretariatet, at koncerten nu afholdes på plejehjemmet Havebæk i Odense M i samarbejde med det kommunale aktivitetstilbud "OK-aktiv". Ansøger har oplyst, at der er stadig var offentlig adgang og plads til publikum udefra, samt at koncerten er blevet markedsført på kultunaut og facebook.  Der blev ikke opkrævet entré, men OK-aktiv har i stedet bidraget med den fornødne medfinansiering. Begrundelsen for flytningen var udfordringer i samarbejde og kommunikation med Teater95B.

 

Mads Oldenskov og Emil Madsen - Keep the Jazz (a)live (20.03.00-Ø40-39-22)

På mødet den 5/9-2022 bevilgede musikudvalget 15.000 kr. til 14 koncerter på Den Smagløse Café og Studenterhuset i perioden den 13/9 til 13/12 med ambition om i alt 840 publikummer. Musikudvalget bemærkede: "Odense Musikudvalg bifalder ansøgers initiativ og drivkraft. Det bemærkes dog, at budgettet er mangelfuldt, da det ikke beskriver, hvad samarbejdet med Den Smagløse og Studenterhuset består i rent økonomisk. Begrundet i puljens begrænsede midler, bevilges et mindre beløb end det ansøgte. Ansøger opfordres til at søge den resterende finansiering ved samarbejdspartnere, sponsorerer og fonde for at kunne gennemføre de 14  koncerter som ansøgt. Ved fremtidige ansøgninger forventer musikudvalget flere oplysninger om de optrædende musikere,  koncertformatet og samarbejdet. Musikudvalget forventer at se, at konceptet udvikler sig, tiltrækker en større og bredere kreds af jazz-profiler fra det fynske musikmiljø, og markedsføres over for et bredt publikum og musikersegment. Tilskuddet er øremærket til koncertopførelsen og ikke til jam-delen."

Ansøger skrev den 16/9 2022 til sekretariatet og anmodede om reducere antal koncerter til 6 eller 7.  Reduktionen begrundes i, at ansøger kun blev bevilget cirka en tredjedel af det ansøgte beløb, og at økonomien derfor ikke rækker til at betale løn til musikerne ved mere end 6-7 koncerter. Ansøger oplyser, at de to venues har øget deres bidrag med 50 %, men at øvrige finansieringskilder (fonde m.v.) ikke er mulige med så kort varsel. Se vedlagt bilag til dagsordenen med plan for koncerterne.


Indstilling

Det indstilles, at musikudvalget forholder sig til sagen og beslutter om bevillingen kan fastholdes med dispensation for bevillingsvilkårene eller om ansøger skal tilbagebetale hele eller dele af bevillingen.


Beslutning

Det blev besluttet at reducere tilskuddet til LunArs til 17.000 kr. fordi udvalget vurderer, at udvalget ikke normalt ville have tildelt mere end dette beløb til 2 koncerter. Det indskærpes, at man som tilskudsmodtager skal orientere tilskudsgiver inden der laves væsentlige ændringer i projektet. Det betyder, at LunArs skal tilbagebetale 10.000 kr. til Musikpuljen. Tilbagebetalingen udføres ved modregning i tilskuddet til 2023.
Stina Bekker deltog ikke i behandlingen af sagen.

Det blev besluttet at give dispensation for koncertens lokation begrundet i, at der er afholdt en koncert til glæde for borgerne på stedet. Musikudvalget indskærper, at ændring af koncertsted til plejehjem eller anden lokation, der ikke er reelt offentligt tilgængelig, ikke vil kunne accepteres en anden gang.

Det blev besluttet at give dispensation for koncertantallet begrundet i, at 6-7 koncerter er et mere realistisk antal koncerter for arrangørernes budget og tilskuddets størrelse. Musikudvalget ser positivt på, at ansøgerne har kastet sig ud i dette projekt, og opfordrer til at søge sparring i Kulturkontakten til kommende koncerter og projekter.


5. Økonomi

Aflysninger.

  • Kirkekoncerter i Odense, G.F. Händel: Messias: Sagsnr. 20.03.00-Ø40-36-22. Bevilget støtte på kr. 15.000 kr. tilbageført til puljen.

Ændringer:

  • Familiekoncert i rådhushallen (Odense Skole og Ungdomsorkester) ændret til tilsvarende faciliteter på Tarup Skole lørdag d. 10/12 kl. 15 og ud fra samme koncept som oprindeligt beskrevet for koncerten.

Tilbageløbsmidler:

  • Tilbagebetaling fra DYNAMO (Arcade Delight 2021) på 20.000 kr.

Til anvendelse i 2022 resterer 65.024 kr.

Odense Musikudvalg har i alt modtaget 3 ansøgninger om tilskud til musikarrangementer i 2022 for et samlet beløb på 60.000 kr.

Hvis Odense Musikudvalg godkender indstillingerne, resterer der  37.424 kr. i musikpuljen for 2022

Til anvendelse i 2023 resterer 890.297 kr.

Odense Musikudvalg har i alt modtaget 8 ansøgninger om tilskud til musikarrangementer i 2023 for et samlet beløb på 217.896 kr.

Hvis Odense Musikudvalg godkender indstillingerne, resterer der  809.797 kr. i musikpuljen for 2023


6. Behandling af ansøgninger til 2022
Konklusion fra mødet
Odense Musikudvalgs beslutninger medfører, at der resterer ca. 37.424 til anvendelse i 2022.

6.1. Fredos friends: Fransk Intim koncert (20.03.14-Ø40-6-22)
Fredos friends søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 19/11-2022 på Odense C. Arrangementet afholdes i samarbejde med Brandts Klædefabrik og Brugerforeningen Brandts Klædefabrik Odense og omfatter en enkelt koncert i genren pop/folk/jazz, hvor ansøger har en ambition om 50 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 33 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 5.000 kr. i kontant tilskud.

Musikudvalget bifalder, at ansøger bidrager til verdensmusikscenen i Odense og vil præsentere danskboende musikere inden for genren. Musikudvalget ønsker at bakke op om opstarten af en ny musikscene i Odense og glæder sig til at følge projektet.

Tilskuddet er øremærket musikerne, og ansøger opfordres til at søge medfinansiering hos samarbejdspartnere.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


6.2. Odense Cityforening: FamilieJULEkoncerter med Phønix. (20.03.00-Ø40-52-22)
Odense Cityforening søger 25.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren folk. Ansøger forventer i alt 800 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Odeon, HCA julemarkedet, Showmen, på HCA Julemarkedet; Sortebrødre Torv i perioden 10/12 - 11/12 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 44 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Afslaget begrundes i, at ansøger allerede modtager kommunalt tilskud til afholdelse af HCA Julemarked i 2022, herunder til kulturaktiviteterne.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


6.3. Vokalensemblet Fyen: Barokkens perler som jule- og nytårskoncerter (20.03.00-Ø40-54-22)
Vokalensemblet Fyen søger 25.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 600 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med William Demant Fonden, Dansk Musikerforbund, Korsangernes Fællesråd og Sankt Hans Kirke på Sankt Hans Kirke, Sankt Hans Plads 1, 5000 C i perioden 02/12 - 06/01 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 87 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer en stor opsætning med højt kunstnerisk niveau.

Musikudvalget gentager opfordringen til, at ansøger fremover søger om tilskud til et årsprogram for ensemblets koncerter, i stedet for at sende flere enkeltstående ansøgninger i løbet af året.

Tilskuddet øremærkes til musiker/sanger-honorarer.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Det bifaldes, at ansøger også programsætter unge sangere i dette projekt og dermed understøtter fødekæden i Odenses musikliv.

Ansøger opfordres desuden til at søge mere varig støtte til ensemblets drift og aktiviteter fra Statens Kunstfond og erhvervslivet.

 

7. Behandling af ansøgninger til 2023
Konklusion fra mødet
Odense Musikudvalgs beslutninger medfører, at der resterer ca. 809.797 til anvendelse i 2023.

7.1. Musikkollektivet Helios: Matthæuspassionen (20.03.00-Ø40-53-22)
Musikkollektivet Helios søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 31/03-2023 på Sankt Hans Kirke. Arrangementet afholdes i samarbejde med Sankt Hans Kirke, Odense og Sankt Johannes Kirke, København og omfatter en enkelt koncert i genren klassisk, hvor ansøger har en ambition om 350 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 90 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at projektet er spændende og ambitiøst, har god lokal forankring og et godt fokus på involvering af lokale konservatoriestuderende.

På grund af puljens begrænsede midler, og fordi der er tale om et enkeltstående arrangement, bevilget et mindre beløb end det ansøgte.

Ansøger opfordres til at søge DMF's Kollektive midler og Korsangernes fællesråd.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


7.2. Odense Sommeropera: Sommeropera 2023 (20.03.00-Ø40-55-22)
Odense Sommeropera søger 30.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 7 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 2.100 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med CafeBiografen og Studenterhuset Odense på Amfiscenen, Brandts Passage, Odense i perioden 02/07 - 27/08 2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 87 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 20.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at projektet er sympatisk og af høj kunstnerisk kvalitet. Det bifaldes, at ansøger har fokus på den lokale forankring ved involvering af unge lokale musikere.

Tilskuddet øremærkes til de optrædendes honorar.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


7.3. Wasteland: Wasteland: Drum n Bass events (20.03.00-Ø40-51-22)
Wasteland søger 39.410 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i genren elektronisk. Ansøger forventer i alt 450 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Momentum, Storms Pakhus og Studenterhuset på Momentum, Storms Pakhus og Studenterhuset i perioden 24/03 - 01/09 2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 50 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 15.000 kr. i kontant tilskud.

Musikudvalget ønsker at støtte op om opstarten af dette  spændende projekt. Det vurderes, at være velovervejet at starte med 3 events og afprøve forskellige venues.

Tilskuddet bevilges til mindst 2 koncerter, og det forventes, at ansøger finder den resterende finansiering andetsteds.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Musikudvalget bemærker, at det er uklart i ansøgningen, om de oplistede artister er DJ's eller fremfører egen original musik. Musikudvalget ønsker med bevillingen at støtte op om, at ansøger kan præsentere artister med egen original musik.

Mikkel A. Kongstad og Betina Følleslev deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


7.4. Koffiboys / Cafe Sølle: Vin & Vinyl (20.03.00-Ø40-49-22)
Koffiboys / Cafe Sølle søger 13.486 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i en bred vifte af genrer. Ansøger forventer i alt 120 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Moby Disc, Frølageret, Posten/Dexter, Hi-fi Klubben, Rune Leerbek (arbejder for pladeselskab), på Cafe Sølle, Nedergade 18, 5000 Odense C i perioden 01/02 - 26/10 2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 24 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et fedt og tiltrængt koncept, hvor musikken opleves og formidles på en mere intim, fordybende og relationsdannende måde. Det vurderes desuden, at konceptet har et stort potentiale for at løfte lokale artister og få et markedsføringssamarbejde med andre spillesteder.

Tilskud gives under forudsætning af, at de 3 arrangementer hver har en live-optræden på minimum 3 numre.

Ansøger opfordres til at besøge kulturkontakten for videre sparring omkring projektet.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


7.5. Thomas Poulsen: En koncert med ukrainske rock bands (20.03.00-Ø40-48-22)
Thomas Poulsen søger 15.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren rock/alternativ. Ansøger forventer i alt 120 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med KANSAS CITY, Radar Århus, VonHatten Randers, Harders Svendborg, Stengade Kbh på Kansas city, Odense M 5230, Munkebergvej 140 den 23/05-2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 44 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 7.500 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes at være et meget sympatisk projekt, og Musikudvalget bifalder formålet med koncerten.

Det forventes, at Kansas City kan bidrage til at dække det resterende finansieringsbehov.

Musikpuljen kan ikke støtte, at overskuddet doneres til nødhjælp eller velgørenhed. Det er dermed en forudsætning for tilskuddet, at evt. overskud tilfalder de optrædende musikere i Odense.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


7.6. H C Andersen Paraden/Torben Iversen: Nordisk Klassisk Musik og Eventyr 2023 (20.03.00-Ø40-47-22)
H C Andersen Paraden/Torben Iversen søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 900 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Odense Blomsterfestival, Foreningen Norden, konservatorieforberedende uddannelser i venskabsbyerne Norrköping, Trondheim og Odense. på Eventyrslottet, Eventyrhaven i perioden 17/08 - 20/08 2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 86 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Afslaget begrundes i, at der ikke vurderes at være et reelt støttebehov. Musikudvalget vurderer, at finansieringsbehovet kan dækkes af ansøgers samarbejdspartnere. 


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


7.7. H C Andersen Paraden/Torben Iversen: Klassisk Musik & Eventyr 2023 (20.03.00-Ø40-46-22)
H C Andersen Paraden/Torben Iversen søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 6 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 1.800 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Den fynske Opera, Ida Kiberg, programkoordinator Emilie Spanget på Eventyrslottet, Eventyrhaven i perioden 28/06 - 02/08 2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 88 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Musikudvalget bifalder det gode samarbejde mellem HCA Paraden og Den Fynske Opera, som giver borgerne mulighed for at opleve klassisk musik af høj kvalitet udendørs henover sommeren. 

Afslaget begrundes i, at Odense Kommune allerede støtter Den Fynske Opera og HCA Paraden, og at Musikudvalget forventer, at koncerterne kan finansieres inden for disse tilskud.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


7.8. Kaja MANAGEMENT: MONSTER (20.03.00-Ø40-45-22)
Kaja MANAGEMENT søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i genren rock/jazz/alternativ. Ansøger forventer i alt 300 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Teater Momentum, SVIN, Birgitte Lundtoft på Teater Momentum i perioden 18/05 - 24/05 2023. Ansøgerens medfinansiering udgør 85 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes at være et spændende og anderledes musikprojekt med nykomponeret musik, der sætter musikken i spil på en interessant måde som et levende element i forestillingen.

Det bemærkes, at Musikpuljen kun kan støtte den musikalske del af projektet. I den forbindelse vurderes det, at den musikalske del ikke er klart udspecificeret i budgettet.

Tilskuddet øremærkes musikerne. Ansøger opfordring til at søge anden medfinansiering - fx ved Kulturpuljen.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Mikkel A. Kongstad deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

8. Julefrokost 2022 og mødeplan for 2023

Som bilag til dagsordenen er vedlagt forslag til mødeplan for det kommende år.


Indstilling

Det indstilles at Musikudvalget drøfter forslaget, herunder evt. behov for seminar i 2022, og godkender en mødeplan.


Beslutning

Det blev besluttet at holde julefrokosten den 16. december på Momentum kl. 17 inkl. teater, med mad fra kl. 18:30. Forestilling kl. 19:30. Dessert kl. 21:00.

30. januar flyttet til 6. februar

3. april flyttet til 11. april

Resten af datoerne afklares ved julefrokosten eller på første møde 2023.

 

9. Plan for kommende foretræder

På mødet den 31/1 2022 blev drøftet, om musikudvalget skulle invitere byens regionale-, genre- og netværksspillesteder til foretræde.

På mødet den 4/4 2022 blev det besluttet, at Resonator  skulle inviteres til at komme til et af de efterfølgende møder. Denne invitation har Resonator taget imod. Sekretariatet foreslår, at dette foretræde lægges på første møde i 2023.

For at give musikudvalget en god indføring i byens etablerede musikinstitutioner og bruge dialogen som et værktøj til at fremme udviklingen i Odenses musikliv, foreslås at følgende institutioner inviteres til foretræde på musikudvalgets kommende møder:

  • 27/6 2022: Kulturmaskinen 
  • 5/9 2022: Intet fortræde
  • 19/9 2022: Rådmand Søren Windell
  • 7/11 2022: Kammermusik Odense
  • 1. møde 2023: Resonator
  • 2. møde 2023: Momentum Musik og Dynamo
  • 3. møde 2023: Studenterhuset og Spoken Word Festival
  • 4. møde 2023: Odense Jazzfestival (Odense Alternative Jazzforening)
  • 5. møde 2023: Kansas City
  • 6. møde 2023: Posten/Dexter
  • 7. møde 2023: Den Fynske Opera
  • 1. møde 2024: Kirkerne (fx organister)
  • 2. møde 2024: KGR Event
  • 3. møde 2025: Odense Jazz Orchestra

Sekretariatet foreslår, at der planlægges et seminar i 1. halvår af 2023 hvor ét eller flere foretræder kan gennemføres.


Indstilling

Musikudvalget orienteres og der laves evt. rettelser til planen


Beslutning

Sekretariatet laver et forslag og fremlægger under julefrokosten eller på første møde 2023.

10. Gensidig orientering af musikudvalget

11. Eventuelt

By- og Kulturforvaltningen