En pulje med udbetalingsgaranti – næsten
DDS Ryds Gruppe har søgt Kursuspuljen for øvrige foreninger 14 gange. Alle gange har spejderne fået penge.
Nogle puljer er svære at søge, og andre puljer er det lige så svært at vride penge ud af, som det er at vride vand fra en tør karklud. Sådan er det ikke med Kursuspuljen for øvrige foreninger.
Det ved Morten Agertoft, gruppeleder i DDS Ryds Gruppe, noget om. Han har søgt puljen 14 gange, og alle gange har foreningen fået penge.
- Det er en fantastisk mulighed, og jeg synes, at den her pulje på 500.000 kroner vidner om en kommune, som vil foreningerne, siger Morten Agertoft.
Puljen er åben hele året, og har til formål at understøtte faglig og/eller pædagogisk udvikling blandt foreningsfrivillige samt udvikling af lederkompetencer for både nuværende og kommende frivillige.
DDS Ryds Gruppe har brugt midlerne til at sende både voksne og børn på kursus, fortæller Morten Agertoft.
- Vi har sendt vores unge spejdere, som skal være patruljeledere, på et kursus, der forbereder dem på den opgave, og så er der også færdighedskurser og lederkurser for de voksne ledere.
Generelt har voksne i spejdergruppen svært ved at bede om at komme på kursus, fordi de ved, at det belaster foreningen økonomisk, men den bekymring har Kursuspuljen for øvrige foreninger afhjulpet, fortæller Morten Agertoft, som også sørger for at understrege over for de frivillige, at han nok skal søge puljen – at de ikke selv skal gøre det.
- Puljen fjerner en mental forhindring for vores frivillige, lyder det fra gruppelederen, der samtidig roser puljen for at være nem at søge:
Du skal ikke lave en motiveret ansøgning for at få pengene, du skal bare lave en ansøgning, som ligger inden for rammerne af puljen. Du logger ind på aktivodense.dk, udfylder en formular, og kort tid efter får du pengene.
Kursuspuljer
Kursuspuljen til idrætsforeninger har ansøgningsfrister - se kriterier og fristerne