Spring til indhold

Botilbuddet Bjerggårdshaven

Bjerggårdshaven er et specialiseret tilbud for borgere med erhvervet hjerneskade. Vi støtter en bred, repræsentativ borgergruppe i alderen 18-70 år, og vi arbejder for at blive de bedste til det vi gør – nemlig at have borgerens forløb og udvikling i fokus på en anerkendende og respektfuld måde.

Personale på Bjerggårdshaven
Dine kommende kollegaer Bridget tv, som er ergoterapeut og Anja th, Social- og sundhedsassistent

Om din nye arbejdsplads

Bo- og rehabiliteringscenteret Bjerggårdshaven består af flere tilbud indenfor borgerforløbet erhvervet hjerneskade. Dels består vi af dag- og døgnrehabiliteringen, herunder Dagrehab og Hus 3. Disse er midlertidige tilbud på en varighed af cirka 3-9 måneder. Tilbuddet er til borgere med en akut opstået hjerneskade med komplicerede funktionstab. Her er 6 dag- og døgnrehabiliteringspladser og 14 dagrehabiliteringspladser og vi arbejder primært med genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau. Vi har fokus på at hjælpe borgerne videre til de rette tilbud efter genoptræningen.

Det tilbud kunne fx være vores Hus12 A, som er et længerevarende bo- og aktivitetstilbud. Ud over Bjerggårdshaven, har vi også en matrikel på Svovlhatten. Svovlhatten er et længerevarende bosted med syv lejligheder, derudover har vi enkelte borgere, der er tilknyttet under §85 – bostøtte i eget hjem. På adressen i Bjerggårdshaven har vi gode fysiske rammer med blandt andet bassin, terapihave og mødelokaler og til begge matrikler har vi en bus, så vi kan køre med på tur med borgerne.

Vi er omkring 70 højtmotiverede og engagerede kollegaer bestående af faggrupperne ergoterapeut, fysioterapeut, neuropsykolog, pædagoger, social- og sundhedsassistenter og elever foruden ledelse. På vores arbejdsplads møder vi ofte borgeren, der hvor det er sværest i livet, og det er derfor vigtigt for os at arbejde med anerkendelse og respekt og naturligvis med ekspertisen inden for vores felt.

 

Det kan du glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor der både er plads til, at du kan arbejde dig godt ned i din monofaglighed, men hvor vi samtidig også har et uovertruffen tværfagligt sammenarbejde. Vi lærer meget ved at tale og reflektere over dagens opgaver i fællesskabet og gennem den interne sparring vi har i huset. Derudover har vi supervision og vi er et praktiksted, hvilket også stiller krav til vores læring og viden.

 

Citat
Vi er mange fagligheder herude og har derfor mange forskellige blik på borgeren, hvilket gør, at der er god mulighed for at arbejde helhedsorienteret. Derudover er det gode ved at være ansat her, at man har en stor frihed til selv at planlægge sit arbejde og at man har stor indflydelse på, hvordan vi tilrettelægger vores indsatser.Laura, ergoterapeut


Vi er stolte af vores medarbejder og, hvor gode de er til at tilrettelægge deres arbejde til gavn for borgeren. De er gode til at møde borgeren værdigt og respektfuldt og de formår at skabe tryghed. For Bjerggårdshaven er det vigtigt at være en arbejdsplads med stor rummelighed med samarbejde, åbenhed og dialog. Her mener vi ikke kun i forhold til hinanden, men også i forhold til borgere og pårørende. Borgerens forløb er altid i fokus og der skal være tydelighed i den enkeltes rehabiliteringsproces.

 

Dine muligheder hos os

Udover at sende alle vores ansatte på neuropædagogisk introkursus, har du som ansat hos os også mulighed for at søge om kurser og uddannelse. Dertil har du også mulighed for at udvikle dig som klinisk vejleder, forflytningsvejleder, vikaransvarlig, oplæringsansvarlig og implementeringsguide i Nexus. Vi har ansatte, som er hos os i mange år, så internt i huset har vi bred viden, som vi gerne deler ud af og sparrer omkring.

For os i Bjerggårdshaven er det vigtigt, at man som ansat har lyst til at lære og vide noget om hjernen. Man behøver ikke have erfaring fra starten af, men man skal have viljen til at fordybe sig i vores område og lysten til at arbejde tværfagligt. Hos os er det vigtigt at personalet kan sammen og udvikler sig med sine kollegaer, derfor har vi også meget dialog om, hvad der kan være svært og godt ved sammenarbejdet.


Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Bjerggårdshaven i Odense Kommune?

Se ledige stillinger

Skriv Bjerggårdshaven i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.

 

 

Ønsker du at vide mere?

Bjerggårdshaven dag- og døgnrehabilitering

Bjerggårdshaven Hus 12 A

Bostedet Svovlhatten

godt at vide om bjerggårdshaven

Rehabiliteringsleder: Peder Dichmann.
Assisterende rehabiliteringsledere: Paula Jensen og Hanne Meldgaard Gregersen.

Vores adresse er: Bjerggårdshaven 31-33, 5240 Odense NØ og Svovlhatten 2A, 5220 Odense SØ.

Arbejdstider:
Vores arbejdstider er kl. 7-15 i dagvagt og 15-23 i aftenvagt.
Der arbejdes hver 2. weekend i alle faggrupper.

Selvom vi har faste arbejdsskemaer er vi gode til at være fleksible i forhold til at få byttet vagter og til at få familielivet til at hænge sammen.

 


Genveje