Spring til indhold

Autismetilbuddet Tornhuset

Tornhuset er et bo- og beskæftigelsestilbud for voksne mennesker med autisme spektrum forstyrrelser (ASF) og en varierende grad af udviklingshæmning. Vi har fokus på det enkelte menneske, og vi vægter faglighed og ordentlighed højt i vores arbejde.

Personale Tornhuset
Dine kommende kollegaer hos Tornhuset

Om din nye arbejdsplads

Mennesker, der er tilknyttet Tornhuset, har behov for specialpædagogisk støtte til deres aktiviteter og opgaver i hverdagen. Hos os bor 48 mennesker i forskellige huse, som er fordelt på fire steder i Odense og omegn. De fleste, som bor på Tornhuset, har både bolig og beskæftigelse på samme matrikel. Vi støtter menneskerne til mest mulig livskvalitet og udvikling ud fra det enkelte menneskes ressourcer og ønsker.

Vi er en tværfaglig personalegruppe på 120 medarbejdere, som består af pædagoger, social- og sundhedsassistenter, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Vi har mange huse på flere matrikler, men du vil blive tilknyttet ét hus for at få den nære kontakt med menneskerne, som bor i huset, og et tæt samarbejde med kollegaer.

 

Det kan du glæde dig til

Hos os i Tornhuset kan du glæde dig til en rigtig spændende og højt specialiseret arbejdsplads, hvor du får brugt din faglighed og pædagogiske værktøjer. Du vil komme til at arbejde med faglige metoder samt udvikle din faglighed i samarbejde med kollegaer og menneskerne, der bor her.

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor vi støtter og hjælper hinanden. Vi brænder for arbejdet og løfter i fælles flok. Hos os vil du få mange gode oplevelser med samvær og latter sammen med dine kollegaer og menneskerne, som du støtter. Hos os arbejder vi med mennesker, hvor vores faglighed og etik er meget vigtig for deres livskvalitet. Derfor er det vigtigt for os, at vi har en høj refleksionsevne. Du kan glæde dig til en god sparring med gode kollegaer, da vi arbejder i teams, hvor vi drøfter den enkeltes behov, ønsker og udfordringer og den støtte, som vi skal tilbyde.

 

Dine muligheder hos os

En ny medarbejder hos os får en udførlig introperiode, hvor du følges rundt med en kollega, så du stille og roligt får kendskab til menneskerne og arbejdsopgaverne. Hos os er der ingen dumme spørgsmål, derfor stiller vi en masse tid til rådighed, hvor du kan spørge om alt. I din introperiode er der kursus i at dokumentere i Nexus, undervisning i medicinering og en introdag sammen med andre nyansatte i Tornhuset. Der vil også være løbende samtaler med leder og andre samarbejdspartnere.

Hos os er det vigtigt, at alle har en høj faglighed. Vi har et stort fokus på at vedligeholde og udvikle vores fagligheder. Vi har borgersupervision kvartalsvis med ekstern psykolog og mange interne kurser og temadage, som udvikler vores faglighed. Derudover har vi vores egen autismeuddannelse. Vi har tværfaglige og monofaglige møder, hvor vi har faglig sparring og koordinering af vores indsatser. Pædagogikken i Tornhuset tager udgangspunkt i neuropædagogik, TEEACH, Low Arousal, LA2, sanseintegration og KRAP. Det er ikke et krav at kunne alle disse fagligheder, inden du starter hos os, men du vil komme til at lære dem at kende løbende.

 

Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Tornhuset i Odense Kommune?

Se ledige stillinger

Skriv Tornhuset i søgefeltet for at få ledige stillinger frem.

 


Ønsker du at vide mere? 

Autismetilbuddet Tornhuset 

autismetilbuddet tornhuset

Rehabiliteringsleder: Pia Tange.

Assisterende rehabiliteringsledere: Ane Marie Kristensen, Britta Riisom, Tanja Rokahr Milwertz og Tina Brockdorff.

 

Vores adresser er:

Tornbjergvej 1, 5220 Odense SØ.

Munkehatten 8, 5220 Odense SØ.

Peder Skrams vej 17, 5220 Odense SØ.

Hvedevangen 1, 5210 Odense NV.

Brunsegårdsvej 51-55, 5690 Tommerup.

 

Arbejdstider:

Vi arbejder hver 2. weekend i de forskellige huse, hvor menneskerne bor. Vores vagter er skiftende mellem dag- og aftenvagt.

 

Vi gør, hvad vi kan for at skabe fleksible arbejdstider og de fleste gange lykkes det, at få byttet rundt og få fri, hvis man ønsker det.

 

På værkstederne (beskæftigelsesdelen) arbejder vi alle hverdage.

 

Tornhusets huse:

Tornbjergvej: 12 boliger og Tornværkstedet som et beskæftigelsestilbud.

Munkehatten/Tornhus Syd: 10 boliger.

Peder Skrams Vej: Et beskæftigelsestilbud.

Hvedevangen: 8 boliger.

Brunsegårdsvej: 16 boliger og Værkstedet Brunsegårdsvej som et beskæftigelsestilbud.

 

Koordinatorrolle:

Vi har koordinatorroller, hvor du er koordinator for et menneske. Her står du for det helhedsorienteret perspektiv hos det enkelte menneske med tæt opbakning fra dine kollegaer.

 

Det ekstra:

Vi har en rigtig god kaffe- og frugtordning i Tornhuset, som alle medarbejdere er glade for.

 

Vi har gode og stabile vikarer, som er faste hos os. Nogle af dem har været her i 4-5 år. De kender menneskerne, som vi støtter, rigtig godt.

 

Tornhuset er et sted, hvor mennesker lever. Vi har sommerfest, julefrokost, andre sammenkomster og rejser og ture ud af huset.