Spring til indhold

Mød Sascha

Sascha arbejder som udekørende sygeplejerske i Odense Kommune. Hun oplever høj faglighed og kan langt fra genkende de fordomme, der er mod at arbejde som sygeplejerske i kommunen. Derimod er hun glad for den relation, hun får lov til at bygge til borgeren, og den rolle hun spiller på sin arbejdsplads, hvor hun også underviser og er klinisk vejleder.

Sascha_gør forskellen_mød Sascha
Sascha er udekørende sygeplejerske og kommer rundt på cykel
Sascha har jævnligt mødt fordomme omkring det at være sygeplejerske i kommunen. En af dem lyder blandt andet, at der ikke skulle være faglig udfordring nok. Men det er langt fra noget, Sascha kan genkende. Hun er udfordret hver dag og oplever høj faglighed i hendes fag. Hun spiller en vigtig rolle i forhold til at levere helhedspleje, og hun udfører en bred vifte af behandlinger og plejeopgaver.

 

Citat
Der er mange fordomme om det at være sygeplejerske i kommunen, men virkeligheden er, at det er spændende, man bliver udfordret på sin faglighed, og jeg føler, at jeg gør en forskel.Sascha, sygeplejerske


Sascha kan arbejde sig godt ned i sin monofaglighed, samtidig med, at det tværfaglige arbejde spiller en stor rolle. Sacha har ansvaret for at højne fagligheden på hendes arbejdsplads - hun er nemlig ansvarlig for at undervise sine kollegaer i Stadiongruppen i de problemstillinger, de møder ude ved borgerne.


Ud over at tage sig af sine opgaver og undervise er Sascha også klinisk vejleder. Det betyder, at hun er ansvarlig for at vejlede elever, tage dem til eksamen og sørge for, at de når deres mål. Det stiller krav til hendes faglighed og til, at hun skal holde sin viden opdateret.

 

Citat
Det at jeg er klinisk vejleder gør også, at jeg er nødt til at holde mig ajour med den nyeste forskning og udvikling i sygeplejefaget. Det skal være spændende, og man skal føle, at man har brugt sig selv, når man går hjem.Sascha, sygeplejerske

 

Nær relation til borgeren

Som sygeplejerske i kommunen har Sascha en unik mulighed for at skabe en relation til borgeren. Ikke kun fordi hun, som udekørende, kommer i borgerens hjem og nærmiljø, men også fordi hun kommer hos samme borger mange gange og derfor oplever en vis kontinuitet i den pleje, hun giver. Hun får altså ikke bare lov til at lære sine borgere godt at kende, men hun får også lov til at følge deres fremskridt og resultater.

 

Citat
Det kan næsten redde hele min dag, når der er en, der faktisk siger ”Hej Sascha”. At jeg ikke bare er en i en kittel, men at jeg faktisk har et navn. Det får man da selv lige et smil på læben af.Sascha, sygeplejerske

 

Gode kollegaer og sammenhæng med privatlivet

Sascha ved, at hun har de bedste kollegaer i Odense Kommune. Hun er en del af et netværk på omkring 250 dygtige sygeplejersker, hvor erfaringsdeling og faglig udvikling er vægtet højt. Ud over det er Sascha del af en mindre enhed i sin dagligdag hos Stadiongruppen, hvor der er stor social kapital og god humor.

 

Citat
Der er mange muligheder som sygeplejerske, men jeg kunne ikke forestille mig at arbejde andre steder end i kommunen, fordi jeg har de bedste kollegaer.Sascha, sygeplejerske

Som sygeplejerske i dagvagt har Sascha regelmæssige arbejdstider, hvilket giver hende forudsigelighed og rytme og en god forudsætning for at kunne planlægge familieliv og fritid. Det giver hende tid og overskud til børn og hund. Motionen har hun allerede klaret, for som udekørende kommer hun rundt på cykel.

Genveje