Spring til indhold

Kollegiet Roesskovsvej

Velkommen til Kollegiet Roesskovsvej. Vi er et botilbud for unge mellem 18-35 år inden for forløbet sindslidelse. Vi er en tværfaglig arbejdsplads, hvor vi har fokus på at støtte borgeren med struktur og rammer til at kunne leve et så selvstændigt liv som muligt.

Personale på kollegiet Roesskovsvej
Dine kommende kollegaer AnneMette, pædagog og Mads, sygeplejerske.

Om din nye arbejdsplads

På Kollegiet Roesskovsvej er vi 30 engagerede medarbejdere, som arbejder i fire tværfaglige teams. Vi har tvillingeteams, hvor vi er hinandens bedste vikarer. Vi dækker over faggrupperne social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, pædagoger, ergoterapeuter, socialrådgivere og en psykomotorisk terapeut foruden studerende, fleksjobber og ledelse.

Vores borgergruppe er fra forløbet sindslidelse og er unge mellem 18-35 år, som ofte kommer til os efter en lang indlæggelse. De er ofte nysyge og kollegiet er tit første hjem væk fra familien. Vi arbejder med borgere med en bred vifte af udfordringer, og vi har stor erfaring inden for diagnoserne skizofreni og personlighedsforstyrrelse. Vi har 31 lejligheder til borgere, som kan blive i op til 3 år. Derudover har vi 3 udredningspladser, hvor borgeren kan være i tre måneder.

På vores arbejdsplads prioriterer vi en ordentlighed omkring borgeren og kollegaerne imellem, derudover opbygger vi et godt narrativ omkring, hvad vores kerneopgave er; nemlig at støtte borgerne til at leve så selvstændigt et liv som muligt og til at være så klar som mulig til at stå på egne ben med bostøtte efter 3 år.

 

Det kan du glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor vi i den grad bygger relationer til vores borgere. Vi får lov at være en del af borgerens udvikling og følge dem på en rejse mod selvstændighed. Arbejdet kræver en stor del af tålmodighed og en rummelighed til at møde de unge der, hvor de er. At vi arbejder med længere forløb, giver os også stor mulighed for fordybelse og det unge miljø stiller krav til vores viden.

 

Citat
Jeg synes, at det er skønt at arbejde med unge mennesker, og de bedste opgaver er dem, hvor vi har været tålmodige sammen med borgeren og hvor vi lykkes med at finde ro i, hvor de er i livet og hvor de skal hen. Jeg synes vi har en lille lomme her, hvor vi virkelig kan fordybe os og hvor der er tid til at løse opgaven og skabe relation til borgeren.Mads, sygeplejerske

 

Det er ikke kun relationen til borgeren, der spiler en stor rolle hos os - fællesskabet mellem kollegaer vægter også tungt og vi sætter pris på, at vi kan grine sammen og har det godt på kryds og tværs i teamene. Det er således heller ikke kun på arbejdet, at vi ses med hinanden. Vi har også mange aktiviteter planlagt uden for arbejdstiden, såsom biografture, foredrag og at spise sammen. Vi favner også elever og vi er stolte, når de omtaler os som et godt læringssted.

 

Dine muligheder hos os

På Kollegiet Roesskovsvej har vi fokus på at efteruddanne vores personale, så de på bedste vis kan løfte kerneopgaven. Vi tilbyder naturligvis de grundkompetencer, der er i hele forløbet sindslidelse, såsom systemisk narrativ uddannelse, men derudover har vi også mange andre tilbud som fx åben dialog og metakognitiv uddannelse. Vi afholder også gerne temadage inden for, hvad der giver mening i borgergruppen. F.eks. har vi lige haft tema om seksualitet og kønsidentitet.

Vi er stolte af, at vi er en arbejdsplads, hvor mange har været ansat i mange år. Det giver os ikke bare en høj faglighed, men også råderum til at kunne varetage at oplære studerende og favne nyuddannede, såvel som garvede ansøgere.

Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Kollegiet Roesskovsvej i Odense Kommune?

Se ledige stillinger
Skriv Kollegiet Roesskovsvej i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.

Ønsker du at vide mere?

Kollegiet Roesskovsvej

Godt at vide om kollegiet roesskovsvej

Rehabiliteringsleder: Gertie Sørensen

Vores adresse er: Roesskovsvej 34-40, 5200 Odense V

Arbejdstider:
Vores arbejdstider er kl. 7/8-15/16 i dagvagt, kl. 13/14/15-21/22/23 i aftenvagt og kl. 15-07 for den sovende nattevagt. Arbejdstider gælder alle faggrupper og vi har skiftende dag- og aftenvagter.

Vi arbejder hver 3. weekend, ud fra en model hvor fredag indgår og vi har 2 ud af 6 weekender.

Vi arbejder på at være så fleksible som muligt og tager hensyn til familie og fritid.


Studerende:

Vi tager pædagogstuderende, sygeplejestuderende og ergoterapeutstuderende ind på arbejdspladsen. 

 


Genveje