Dansk Folkeparti

Det kan være nyttigt en gang imellem at se tilbage og huske hinanden på, hvad vi tidligere har aftalt. Politik er jo en flygtig syssel.
Meninger og vilkår ændres hele tiden. Vi glemmer ofte nye aftaler og forfalder til vante tankegange, så snart blækket er tørt.  

Sidste år indgik fem af byrådets partier et forlig, der var ret opsigtsvækkende. I stedet for et etårigt forlig blev vi enige om en håndfæstning for fire år. Hensigten var at give forvaltningen tid og rum til at udarbejde gennemtænkte løsninger til gavn for borgerne.  

Dansk Folkeparti har helhjertet tilslutte sig dette. Vi mener, at det var det rigtige at gøre. Odense står foran store udfordringer på økonomien. Skattestop, nulvækst og finanskrisen har tvunget os til at nytænke.  

Pernille og jeg er jo forholdsvise nye i politik. Vi har tit undret os over dette underlige cirkus, der hvert år i august og september bliver fremført. Et politisk teater om håndører, mens hovedparten af kommunens økonomi slet ikke er til diskussion.  

Med Odense Ny Virkelighed er dette teater fortid. Nu har vi som politikere sat os for at ommøblere alle forvaltninger, så vi får en mere effektiv og rationel kommune, der er fri for traditionelle arbejdsgange og bureaukratisk overflødighed. Vort mål er at få en bedre kommune for færre penge.  

Vi søgte også om at blive frikommune, hvilket ministeriet imødekom. Det var selvfølgelig en særlig glæde for os, fordi det var Dansk Folkeparti, der på Christiansborg havde fået ideen om frikommuner igennem.   Disse redskaber gør det muligt at forvandle Odense til en driftssikker, moderne og effektiv kommune. Men det forudsætter, at vi som politikere tør lægge ryg til de ambitiøse planer. I Ældre- og Handicapudvalget, hvor jeg slår mine folder, vil vi godt.  

I udvalget har vi fuld tiltro til vore ledere. Fra So-ci-a-lis-tisk Folkeparti til Dansk Folkeparti. Der er ingen slinger i valsen. Derfor er vi allerede nu kommet forholdsvist langt med vore planer for forvaltningen.  

De ledende medarbejdere har kastet sig over opgaven med ildhu. Målet er ikke bare at gøre tingene anderledes. Nej, man ønsker at fremme radikal innovation. Det vil sige en fuldstændig ny måde at forvalte velfærd på.  

Jeg kan nævne Træning som Hjælp, som vi forventer os meget af. Bag de uskyldige ord gemmer der sig faktisk en helt ny måde at gribe velfærd an på. Hvor vi førhen overtog ansvaret fra borgeren, giver vi nu ansvaret tilbage. Medarbejderens opgave er i stedet at hjælpe borgeren til i højere grad at klare sig selv.  

Det er lettere sagt end gjort. Medarbejderne skal skoles for at kunne løfte denne opgave. Men vi er så småt på vej. Det er en stille revolution, der er i gang. Og det nytter. Mit yndlingseksempel er den borger, der tidligere fik 35 timers hjælp om ugen.  

En kvik visitator insisterede på, at borgeren skulle tildeles træning som hjælp. Resultatet udeblev ikke. I dag kan han nøjes med syv timer og drømmer endda om at få sig et arbejde. Med andre ord sparer kommunen penge og gør en borger gladere.  

Det er dog ikke alle, der har været lige villige til at støtte forvaltningerne i vore planer. Især har vi i Dansk Folkeparti været skuffet over de konservative, der ikke just har været til nogen hjælp i Børn- og ungeudvalget.  

Vi forstår det ikke. I stedet for at hjælpe med at nytænke har man kastet sig ud i de slagsmål, som august og september tidligere var fyldt med. I Dansk Folkeparti har vi deltaget i den politiske debat, og vi har hver gang foreslået alternative besparelser, hvis vi havde svært ved at sendebudgetforslaget videre. Denne politiske smidighed kunne vi godt have ønsket os fra.  

Børn- og ungeforvaltningen er jo smertensbarnet i vore bestræbelser på at modernisere kommunen. Årsagerne er mange. Man har i løbet af kort tid sagt farvel til erfarne ledere. Udvalget består af ret uerfarne politikere og en ny rådmand. Og så har forvaltningen nogle gange en lidt uheldig tendens til at politisere.  

Det har betydet, at man ikke har formået at tænke nyt, men har i stedet grebet til grønthøstermetoden for at indarbejde besparelserne i budgettet.  

Lad mig sige det klart. Det går bare ikke længere. Forvaltningen bliver nødt til at slippe vanetænkningen og give sig selv mulighed for at tænke anderledes. Vi har set spæde forsøg på dette, og det går da også fremad nogle steder, men når vi sammenligner med Ældre- og Handicapforvaltningen, så går det for langsomt.  

Nogle vil måske blive stødt over disse kritiske bemærkninger. Men vi vil gerne have, at man ser dem som en støtteerklæring i stedet. I Dansk Folkeparti skal vi nok bakke forvaltningensbestræbelser op, hvis man vælger at nytænke hele området. Men vi mener nytænke. Ikke lappeløsninger og omjusteringer.  

Det forudsætter selvfølgelig også, at forvaltningen får et udvalg, der er villigt til at tage sidste års budgetforlig alvorligt.   I vore øjne kan det næste årti blive Odenses årti. Hvis vi vel at mærke griber chancen. Vi skal derfor som byrådspolitikere træde et skridt tilbage og påtage os ansvaret for kommunen. Vi skal turde give forvaltningerne frihed til at gøre tingene helt anderledes.  

Ja, det vil medføre protester og klager. Ja, der vil være svipsere og fejlslagne projekter. Men vores tiltro til ledelsen er stor nok til at give dem dette frihedsbrev.  

Vi politikere skal tage vores egen medicin. Væk er tidligere tiders politiske budgetslagsmål. Vi har forpligtet hinanden på at arbejde sammen for Odenses ve og vel. Vi skal stå sammen om dette. For udfordringerne er enorme. Kun et styrket og samlet byråd kan bringe byen gennem krisen.  

Samlet set kan byen se frem til investeringer for op imod 18 mia. kroner. Det er ganske enkelt en historisk situation. Lykkes vi med vore satsninger, vil Odense atter blive den foregangsby, som den en gang var.  

Der påhviler os derfor et stort ansvar, og det skal vi være os bevidst. Der er ikke råd til at så tvivl om vore beslutninger. Hverken over for borgerne eller investorerne.  

I Dansk Folkeparti tror vi på, at vi med de mange spændende planer gør det rigtige. Der er ikke alt, vi er lige begejstrede for. Men som helhed betragtet er planerne for byen uhyre spændende. Og det er vi med til, kære venner.  

Vi ved, at faren for at kortslutte de politiske processer er til stede, når man vælger at nedtone de politiske uenigheder, men alternativet er værre. Nemlig en døende by, der bliver sejlet agterud af Århus, Trekantsområdet og København. Vi skal stå sammen. For byens skyld. Det skal være Dansk Folkepartis budskab forud for forhandlingerne.

En elektronisk udgave af talen findes her.