Pulje til præstationsfrie miljøer
Idrætsforeninger kan søge puljen til at fremme trivslen blandt børn og unge igennem arbejdet med præstationsfrie fællesskaber. Puljen, der er et samarbejde mellem DGI Fyn og Odense Kommune, kan blandt andet blive tildelt til aktiviteter, der understøtter leg, bevægelse, fællesskaber og skaber en ny ramme for præstationsfrie miljøer.

Din forening kan søge puljen, hvis:
- Din forening bor i Odense Kommune.
- Din aktivitet fokuserer på fællesskabet frem for præstationer for børn og unge mellem 0-30 år.
- Aktiviteten skal afvikles inden udgangen af 2026
- Der kun søges om et formål pr. ansøgning og maksimalt søges om 50.000 kr. (max 20% af det ansøgte beløb må være til henholdsvis materialer og aflønning).
- Din forening opsamler effekt og læring efter endt projekt/aktivitet.
- Din aktivitet rækker udover den ordinære drift (hvis foreningen modtager offentlige tilskud).
- Puljen kan søges i perioden 1. oktober til 31. oktober 2025
Din aktivitet skal have fokus på:
- Fremme af fællesskaber gennem leg og bevægelse
- Inklusion af børn og unge uden foreningslivstilknytning
- Styrkelse af eksisterende foreningsrelationer
- Øget kendskab til lokale fritidsaktiviteter
Hvis du søger inspiration, så klik her og se, hvilke projekter der tidligere er givet tilskud til.

Der er et kæmpe potentiale i at fokusere mere ind i det sociale - og man giver nogle unge mennesker nogle rigtig fede oplevelser. Man er ligesom med i de her år til at sætte basen for den verden, de skal ud i - og hvad er det er for nogle mennesker, vi sender ud. Jeg tror, det er enormt vigtigt.Dorthe Sørensen, træner i Sanderum Håndbold
Gratis workshop
Udover midlerne får foreningerne konkrete redskaber og viden til at skabe sunde fællesskaber uden fokus på konkurrence. Derfor inviteres foreningerne, der modtager midler, til en DGI-workshop i ABC for mental trivsel.
Hvis du har brug for sparring igennem projektperioden, vil DGI Fyn være sparringspartner i forhold til, hvordan din forening kan omsætte redskaberne i workshoppen til konkrete aktiviteter og handlinger i foreningen, der fremmer det præstationsfrie fællesskab og trivslen.
Spørgsmål til puljen kan stilles til Simone Thrane på mail til sitn@odense.dk
Baggrund for puljen:
Puljen er en del af indsatsen ”Et skifte til gavn for børn og unges mentale trivsel i Odense” og skal bidrage til, at flere børn og unge i Odense trives og bliver en del af gode og sunde fællesskaber.
I 2030-handleplanen for børn og unges mentale trivsel, der blev vedtaget i byrådet i marts 2024, fremgår indsatsen, ”Styrke samarbejdet med civilsamfundet yderligere”. Hensigten er, at inkludere flere børn og unge i de tilbud, der findes i deres lokalmiljøer. Derved er der mulighed for, at de introduceres til andre fællesskaber end skole og familie, både med et dannelses- og et fællesskabsperspektiv.
På baggrund af dette har Sundhedsudvalget, der varetager puljen ”Fremme af fællesskaber frem for præstationer”, indgået et samarbejde med DGI Fyn om puljen i 2025 og fortsætter dette samarbejde i 2026. DGI Fyn arbejder med at få flere børn og unge med i aktive og stærke fællesskaber for at skabe et frirum.