Spring til indhold

Sektorplan for parkeringsnormer

Sektorplan for parkeringsnormer samler reglerne for parkering af biler og cykler i Odense Kommune og fastlægger, hvordan parkering skal planlægges i byen fremover.

Sektorplan for parkeringsnormer

Odense vil være en grøn, levevenlig og attraktiv storby. Her skal odenseanerne opleve en mobilitet, der fungerer i hverdagen, og som understøtter det sunde og bæredygtige valg. Den politiske målsætning er, at flere i stigende grad vælger de bæredygtige transportformer som fx cykel og kollektiv trafik. Tilsvarende skal færre vælge de knap så bæredygtige transportformer som fx biler.

Trods ambitionen om den grønne omstilling og øget brug af kollektiv transport og cykler, stiger bilejerskabet blandt byens borgere. Udviklingen lægger et pres på byens infrastruktur og forstærker behovet for parkeringspladser både i boligområder, ved arbejdspladser og i bymidten.

Hidtil har Odense Kommunes normer for parkering været indeholdt i Kommuneplanen. Det er imidlertid By- og Kulturforvaltningens anbefaling, at disse bliver udskilt fra Kommuneplanen til en selvstændig sektorplan. Dette for at understøtte Grøn Mobilitetsplan og ambitionen om en agil tilgang til planlægning og justeringer af byens parkeringsforhold. Parkeringsnormerne i den nye sektorplan er identiske med de tidligere normer fra Kommuneplan 2020-2032.

Med udskillelse af parkeringsnormen fra Kommuneplanen følges samme praksis, som er foretaget med retningslinjer for veje og udvikling af vejnettet. Der udarbejdes dermed to selvstændige sektorplaner for henholdsvis parkeringsnormer og veje. Dette skal tilvejebringe et mere fleksibelt administrationsgrundlag ved behov for justeringer.

 

Odense Kommunes parkeringsforhold

Odense Kommune vil gerne imødekomme alle borgere og deres forskellige transportformer. Med det udgangspunkt skal byens parkeringsforhold også tilvejebringe både let og tilgængelig parkering for cyklister og bilister.

Kommunens mål for parkeringsforholdene er at:

  • Sikre et godt, tilgængeligt og velfungerende udbud af parkeringsmuligheder i Odense.
  • Cykelparkering placeres og udformes, så det er mere attraktivt at vælge cyklen som transportmiddel.
  • Arealforbruget til bilparkering i den udvidede bymidte og ved byfortætningen langs letbanen minimeres eller placeres om muligt i konstruktionen.
  • Der skal som udgangspunkt ikke være mere end 500 meters gangafstand fra boliger/arbejdspladser til bilparkering og 25 meter til cykelparkering.
  • Opholdsareal til boligen prioriteres over bilparkering, hvis der ikke er plads til begge.

Hvorfor en sektorplan for parkeringsnormer?

Sektorplanen bliver et styringsdokument under By- og Kulturudvalget. Udvalget kan ifølge Odense Kommunes styrelsesvedtægt udarbejde forslag og indstilling til byrådet om sektorplaner.

Formålet med en sektorplan for parkering er at have et politisk administrationsgrundlag, der beskriver, hvordan byens parkeringsforhold for biler og cykler aktuelt skal indrettes i overensstemmelse med det bystrategiske sigte.

Med en selvstændig sektorplan for parkeringsnormer bliver det fremadrettede arbejde med bl.a. justering og tilpasning af behov for parkeringsforhold mere agilt. Planlægningen kan således ske løbende og i en hyppigere kadence end det fireårige rul, der er for Kommuneplanen.

Ved at udskille retningslinjer for parkering fra Kommuneplanen følges samme praksis, som er foretaget med retningslinjer for veje og udvikling af vejnettet. Herved får kommunens retningslinjer for henholdsvis parkering og veje selvstændige sektorplaner.

 

Ny sektorplan for parkeringsnormer

Parkeringsnormerne i den nye sektorplan er identiske med de tidligere normer fra Kommunen 2020-2032. Forvaltningen foreslår dermed ingen ændringer i selve normen eller i deres anvendelse med den nye sektorplan.

Ved udfærdigelse af nye lokalplaner vil kravene til parkering for biler og cykler således være de samme, som da normerne var del af Kommuneplanen.

Sektorplanen blev politisk vedtaget af byrådet den 18. juni 2025 - link.