Hvad må jeg arbejde med i min erhvervspraktik?

Spring til indhold

Hvad må jeg arbejde med i min erhvervspraktik?

Her kan du læse, hvad du må arbejde med, og hvor længe du må arbejde, når du er i erhvervspraktik.

Når du er i erhvervspraktik, er der nogle regler for, hvad du må arbejde med og i hvilke tidsrum. Praktikstedet skal derfor leve op til nogle krav og planlægge praktikopholdet efter disse regler:

  • Er du fyldt 13 år og går i 8. eller 9. klasse, må du udføre lettere arbejde i erhvervspraktik. Du må ikke arbejde med eller i nærheden af maskiner, farlige stoffer og materialer, og du må ikke løfte tunge ting. Det kan fx være lettere kontorarbejde, lettere pasning af dyr og grønne områder, lettere formidlingsarbejde, hjælp ved arrangementer, pakning og ekspedition af varer.
  • Er du fyldt 14 år og går i 8.-10. klasse, må du i erhvervspraktik og i kombinationsforløb udføre arbejde, der ikke betragtes som lettere. Du må blandt andet anvende ufarlige maskiner, anvende mindre farlige stoffer og materialer. Det kan fx være arbejde med håndholdte elektriske boremaskiner og brug af malkemaskiner.
  • Dit arbejde skal være sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og der skal være en voksen, der fører tilsyn med det. Der gælder en række regler for alle unge under 18 år, som du kan læse mere om på Arbejdstilsynets hjemmeside til unge her.

Hvor mange timer må jeg arbejde i erhvervspraktik?

Erhvervspraktik tillader, at du må arbejde flere timer pr. dag end i et fritidsjob, fordi praktikken er en kort periode på 5 dage og med det formål at få kendskab til et arbejdsområde:

  • Unge mellem 13 og 15 år må arbejde op til 7 timer dagligt og 35 timer om ugen i erhvervspraktik.
  • Unge, der er fyldt 15 år, må arbejde 8 timer om dagen og 40 timer om ugen.
  • Som hovedregel må unge mellem 13-15 år ikke arbejde i tidsrummet mellem kl. 20.00 - 6.00. Der skal desuden være en hvileperiode på mindst 14 sammenhængende timer i døgnet, og to fridage om ugen.

Gå tilbage til forrige side


Beskæftigelses- og Socialforvaltningen