Erhvervspraktik - sådan finder du et praktiksted
I løbet af udskolingen skal du i praktik i fem dage og prøve, hvordan det er at være på en rigtig arbejdsplads.
Arthur var i erhvervspraktik i Blodbanken på OUH
Hvad er erhvervspraktik?
I løbet af enten 7., 8. eller 9. klasse skal du i fem dages praktik. Du kommer ud på en arbejdsplads og prøver at være en del af hverdagen der. Det kan fx være i en butik, hos en cykelsmed, på et plejehjem, en byggeplads eller et kontor.
Praktikken kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du er god til og interesserer dig for. Du får også en bedre fornemmelse for, hvordan forskellige job fungerer i virkeligheden. Det kan gøre det lettere at vælge uddannelse senere.
Du bliver forberedt i skolen
I undervisningen om 'uddannelse og job' arbejder du med, hvad praktik handler om, og hvordan du forbereder dig. Det kan være at finde ud af, hvad du er nysgerrig på, og hvilke typer arbejdspladser du gerne vil prøve.
Du skal selv være med til at finde en praktikplads
Når du skal i erhvervspraktik, skal du selv finde en praktikplads. Du kan få hjælp af dine forældre og dit netværk til at finde ud af, hvad der kunne være spændende for dig at prøve at arbejde med i din erhvervspraktik.
Prøv at spørge rundt, hvad de forskellige mennesker i dit liv arbejder med til daglig - måske kan det give dig nogle ideer?
- Din familie
- Dine forældres venner
- Dine klassekammeraters forældre
- Din fodboldtræner, spejderleder, svømmelærer eller lignende
- Dine naboer
Hvad kigger praktikstedet efter?
"Du behøver ikke vide en hel masse i forvejen. Det vigtigste er, at du har mod på at prøve faget, og at du er interesseret", siger Mathias Dusinus. Mathias er automekaniker hos Torp Auto og har erfaring med unge i erhvervspraktik og fritidsjob.
Her kan du også finde en praktikplads
På portalen Elevpraktik.dk kan du finde et udpluk af arbejdspladser i Odense, som tidligere har haft erhvervspraktikanter.
I videoerne "Det fede ved mit fag!" møder du unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse. Måske er der et fag, du har lyst til at prøve af i din erhvervspraktik. Se videoerne "Det fede ved mit fag" her
Få hjælp til at skrive en ansøgning til et praktiksted
Bliv klogere på, hvad du må arbejde med, når du er i erhvervspraktik
Interesseret i andre slags praktikker?
Gå til KUI's hjemmeside
Du kan også kontakte din uddannelsesvejleder, som kender alt til dine muligheder for praktik i 9. og 10. klasse - find kontaktoplysninger ved at klikke her.
