Spørgereglement
Spørgereglement.
  Reglement for spørgetid i Odense Byråd vedtaget af Byrådet den 20.
  juni 2007.
  
  
   1. Forud for byrådets ordinære offentlige møder afholdes
  offentlig spørgetid af maksimalt 1/2 times varighed. Det betyder, at
  byrådets medlemmer som hidtil møder kl. 17.00, men at spørgetiden afvikles,
  forinden det ordinære møde starter senest kl. 17.30.
  
  
  Der tages udgangspunkt i, at ordningen skal omfatte skriftligt fremsendte
  og mundtligt fremsatte spørgsmål.
  
  
  2. Enhver kan i spørgetiden stille et spørgsmål rettet til
  et byrådsmedlem. Spørgeren skal oplyse sit navn og adresse. Spørgeren skal
  være bosat i Odense Kommune.
  
  
  Det medlem, et mundtligt spørgsmålet rettes til, kan beslutte, at svaret
  gives skriftligt.
  
  
  Skriftlige spørgsmål til besvarelse skal med "mrkt. spørgetid"
  tilsendes Borgmesterforvaltningen senest ugedagen forinden det møde, hvor
  man ønsker spørgsmålet besvaret.
  
  
  Borgmesterforvaltningen drager omsorg for, at skriftligt fremsendte
  spørgsmål videresendes til den politiker, spørgsmålet er adresseret til med
  henblik på, at denne kan forberede sin besvarelse.
  
  
  Mundtlige spørgsmål og eventuel begrundelse af skriftlige spørgsmål skal
  gives i så kort form, at borgeren ikke anvender mere end 2 minutter.
  
  
  Spørgsmål og svar i forbindelse med spørgetid skal så vidt muligt være
  tilgængelige på kommunens hjemmeside, så borgerne løbende kan orientere sig
  om de rejste spørgsmål og derigennem bidrage til at synliggøre, hvad
  borgerne interesserer sig for.
  
  
  3. Alle spørgsmål skal vedrøre kommunale forhold og være
  af almen interesse. Spørgsmål, der indeholder angreb på borgere/politikere
  eller forudsætter røbelse af fortrolige forhold, kan afvises af
  borgmesteren. Spørgsmål, der kan besvares af den kommunale forvaltning, kan
  af borgmesteren henvises hertil.
  
  
  Derudover kan borgmesteren afvise spørgsmål, der vedrører sager, der er
  optaget på dagsorden på det efter spørgetiden følgende byrådsmøde samt
  afvise spørgsmål, der genfremsættes i samme eller lignende form tidligere
  end 6 måneder efter sidste besvarelse.
  
  
  Borgmesterforvaltningen har til opgave at behandle de indsendte skriftlige
  spørgsmål, idet spørgeren orienteres om tidspunktet for svar eller
  eventuelt modtager afslag, hvis spørgsmålet ikke er i overensstemmelse med
  reglementet.
  
  
  4. Svar bør samlet kunne holdes inden for 5 minutter.
  
  
  Hvis der er for mange spørgsmål til besvarelse inden for spørgetidens
  rammer, udsættes de senest indkomne spørgsmål til næste spørgetid.
  
  
  5. En spørger kan begære ordet til et eventuelt
  tillægsspørgsmål eller uddybelse vedrørende samme emne som det oprindelige
  spørgsmål. Borgmesteren kan begrænse antallet af indlæg og varigheden af
  ethvert indlæg, hvis det ikke afvikles inden for de nævnte tidsrammer.
  
  
  6. Spørgetiden bortfalder i en periode af 2 måneder forud
  for kommunalvalget.
  
  
  7. Spørgetiden ledes af borgmesteren, hvem det også
  tilkommer at afgøre eventuelle tvivlsspørgsmål i forbindelse med det
  gældende regelsæt.
  
  
  8. Der optages referat af spørgetiden efter samme praksis
  som ved byrådsmøderne.
  
  
  9. Tidligere reglement bortfalder ved ikrafttrædelse af
  nye regler for spørgetid.