Værd at vide om privat pasningsordning
8 ting, du bør være opmærksom på, når dit barn bliver passet i en privat pasningsordning.
Kontaktinformation
Forældrebetalingen
Husk altid at bruge Digital Post til personfølsomme oplysninger.
Digital Post
Forældrebetaling - for borgere
Åbningstider for telefonisk henvendelse
Mandag - onsdag 8.00 - 15.00
Torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 13.00
Private pasningsordninger er forskellige fra kommunale, selvejende og private institutioner på en række områder. Blandt andet skal private pasningsordninger ikke følge de samme regler. I det følgende finder du relevant information og retningslinjer, som gælder for begge typer private pasningsordninger, uanset om børnepasseren er ansat af forældre eller er selvstændig erhvervsdrivende.
Der skal udarbejdes en pasningsaftale
Der skal altid udarbejdes en konkret pasningsaftale mellem dig som forælder og den private pasningsordning. Odense Kommune er ikke part i aftalen. Pasningsaftalen skal være godkendt af Forældrebetalingen, før du kan modtage et økonomisk tilskud.
I pasningsaftalen skal det som minimum fremgå:
- Hvem, der indgår aftalen
- Hvilket barn/hvilke børn aftalen omfatter
- Pasningstider
- Pasningssted
- Pasningsperiode
- Opsigelsesvarsel
- Månedlig udgift til den private pasningsordning eller aftale om løn og aflønningsform
- Aftale om feriedage/lukkedage samt evt. brug af vikar under ferie/sygdom
Ferie og sygdom
Børnepasseren i en privat pasningsordning bestemmer selv hvornår vedkommende afholder ferie, og hvor længe ferieperioderne skal vare. Private pasningsordninger har ikke pligt til at stille anden pasning til rådighed ved ferie og sygdom. Aftaler omkring ferie, sygdom og eventuel vikardækning skal fremgå af pasningsaftalen.
Hvis andre end den private børnepasser skal passe dit barn midlertidigt i den private pasningsordning, skal de godkendes særskilt af en tilsynsførende fra kommunen.
Hvis der opstår uoverensstemmelser mellem forældre og den private pasningsordning
Den private pasningsordning er en aftale, som er indgået mellem forældre og en privat børnepasser. Hvis der opstår uenigheder mellem jer som forældre og den private børnepasser, har I selv ansvaret for at løse dem. Odense Kommune kan ikke mægle eller træffe beslutninger vedrørende rammerne for pasningen, da de er fastlagt i pasningsaftalen mellem forældre og den private pasningsordning.
Udmeldelse af en privat pasningsordning
Hvis du ønsker at opsige din aftale med den private pasningsordning, skal der laves en skriftlig opsigelse. Både du og børnepasseren skal underskrive opsigelsen, og den skal sendes til Forældrebetalingens digitale postkasse med én måneds varsel. Opsigelsen kan ske til den 1. eller den 15. i måneden.
Den private pasningsordning fastsætter selv sit udmeldelsesvarsel, det vil sige, hvor lang tid i forvejen du skal give besked, hvis du vil melde dit barn ud af pasningsordningen. Opsigelsesvarslet skal fremgå af pasningsaftalen. Det kan få økonomisk betydning for dig, fordi der kun må udbetales ét tilskud ad gangen pr. barn.
Pladsen kan opsiges med kortere varsel, hvis både forældre og børnepasser er enige om det. Ved misligholdelse af aftalen kan opsigelsen ske med dags varsel. Odense Kommune kan ikke træffe afgørelse om, hvorvidt der er tale om mislighold i forhold til den aftale, der er indgået mellem dig som forælder og den private pasningsordning.
Eksempel
Hvis du ønsker at udmelde dit barn fra en privat pasningsordning og i stedet indskrive det i et kommunalt eller selvejende dagtilbud inden den aftalte pasningsperiode er udløbet, er du forpligtet til at betale den fulde udgift til den private pasningsordning i opsigelsesperioden. Det betyder, at du både skal afholde det kommunale tilskud til pasningsordningen og din egenbetaling, da det kommunale tilskud jf. dagtilbudsloven skal anvendes til pladsen i det kommunale eller selvejende dagtilbud.
Tilsyn og krav til private pasningsordninger
Som forælder har du sammen med den private pasningsordning ansvaret for ordningens rammer. Odense Kommune skal godkende og føre tilsyn med private pasningsordninger, hvis der er mere end to børn i ordningen. Godkendelse af og det løbende tilsyn med ordningen skal kunne stå mål med kravene til tilsynet i den kommunale dagpleje. Der stilles blandt andet krav om:
- At pasningsordningen opfylder lovgivningens krav, herunder at skabe trivsel, udvikling og læring for barnet/børnene.
- At både de indendørs og udendørs fysiske rammer i den private pasningsordning lever op til en række retningslinjer og godkendelseskriterier jf. dagtilbudsloven §22.
- At hovedsproget i den private pasningsordning som udgangspunkt er dansk.
- At betegnelsen "privat pasningsordning" bruges i alle offentlige sammenhænge.
- Indhentning af straffe- og børneattester på alle personer i husstanden over 15 år samt eventuelle vikarer.
Sprogvurderinger
Alle børn i Odense Kommune skal sprogvurderes i treårsalderen. Børn, der går i kommunale eller selvejende dagtilbud, sprogvurderes i det pågældende dagtilbud. Sprogvurderinger af børn, der passes i en privat pasningsordning udføres af kommunens læringsmiljøpædagoger. Læs mere om sprogvurderinger.
Støtte til børn med handicap
I private pasningsordninger kan der ikke tildeles støtte til børn med fx fysiske handicaps. I skal som forældre selv henvende jer til kommunen, hvis der er behov for bistand af talepædagog, psykolog, fysioterapeut og ergoterapeut. Find information om hjælp og støtte til børn med særlige behov.
Forskelle på regler for private pasningsordninger og kommunale dagtilbud
Private pasningsordninger skal ikke følge de samme regler som kommunale, selvejende og private institutioner. Ud over de ovennævnte punkter gælder det blandt andet, at:
- Private pasningsordninger er ikke dækket af kommunale forsikringer. Det er derfor den private pasningsordnings eget ansvar at oprette lovpligtige forsikringer.
- Private pasningsordninger er ikke forpligtet til at oprette forældrebestyrelser.
- Private pasningsordninger er ikke omfattet af forvaltningsloven eller offentlighedsloven, men skal følge databeskyttelsesloven.
- Private pasningsordninger er ikke omfattet af lov om røgfri miljøer.
Kontaktinformation
Forældrebetalingen
Husk altid at bruge Digital Post til personfølsomme oplysninger.
Digital Post
Forældrebetaling - for borgere
Åbningstider for telefonisk henvendelse
Mandag - onsdag 8.00 - 15.00
Torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 13.00