Spring til indhold
Top_Event_2022

Mød Anna

Anna har altid elsket at høre musik. Oplevelsen, menneskerne og stemningen har givet hende noget helt særligt med sig i bagagen. Det ønsker hun nu at give videre. Hun er derfor i gang med en uddannelse som eventkoordinator. 

Da Anna skulle vælge uddannelse, vidste hun, at hun ville arbejde med events. Hun valgte derfor en uddannelse som serviceøkonom, da hun tænkte, at den ville give hende muligheden for specialisere sig indenfor netop det. Desværre var der for lidt der handlede om events, og for mange bøger der fyldte i forhold til, hvad Anna havde lyst til. Hun besluttede derfor at skifte uddannelse og søge ind som eventkoordinator. Anna ville nemlig ud at lære om events, der hvor det gav bedst mening for hende; ude i virkeligheden. 


En hverdag med fart 

Anna har altid været aktiv indenfor den kulturelle verden. Hun har altid elsket at gå til koncerter og har i mange år arbejdet som frivillig, hvor hun fik lov til at opleve magien, der foregår bag kulissen. Det var derfor rimelig klart, at hun ville have en uddannelse, der ville give hende muligheden for lige netop det. Da hun faldt over muligheden, for uddannelsen som eventkoordinator vidste hun, at det var det perfekte match. Anna forklarer: ”Særligt musik har min interesse, så det var mit udgangspunkt”.

Anna gik hurtigt i gang med at søge elevpladser. I Odense Kommune faldt hun over et oplæringssted der gav muligheden for mange forskellige opgaver på både Kulturmaskinen og Magiske Dage festivalen. ”Nu var det meget musikken der var mit udgangspunkt, men jeg har virkelig fundet ud af, hvor meget hele ”event-delen” faktisk passer til mig. Især steder som Magiske Dage, hvilket ikke lige var et sted, jeg troede ville fange mig, men jeg har virkelig fundet ud af, at jeg passer ind, fordi vi alle i bund og grund deler interessen for at afvikle større begivenheder”. Selve uddannelsen er meget praktisk, da man har meget få korte skoleophold. Resten af uddannelsen er man på sit oplæringssted og får dermed muligheden for så meget førstehåndserfaring som muligt. 


Citat
”Nu var det meget musikken der var mit udgangspunkt, men jeg har virkelig fundet ud af, hvor meget hele ”event-delen” faktisk passer til mig”Anna, Eventkoordinatorelev

 

Når man vil være der hvor det hele sker

Den onsdag Anna og jeg sætter os ned til en snak om hendes uddannelse, er Odense Filmfestival i gang. Anna har derfor travlt, og det er tydeligt, at det er en arbejdsplads med fart over feltet, masser af liv og højt til loftet – og endnu mere tydeligt er det, hvor meget Anna trives i det. Under OFF er det hendes opgave at tjekke alle gæster-, frivillige- og filmskabere ind, og sørge for at de bliver taget godt imod. ”Jeg har en lidt flyvsk rolle, hvor jeg byder folk velkommen og generelt skal sørge for, at alle har det godt. Derudover har vi holdt stort kickoff arrangement, og på lørdag skal der holdes et stort awardshow. Her skal jeg også gå rundt og sørge for, at alle har det godt, samt pynte op og gøre klar til aftenen” forklarer Anna. 

Hverdagen på oplæringsstedet er karakteriseret af fart over feltet og mange varierende opgaver. Selve afvikling af events fylder selvfølgelig en stor del af, hvad Anna laver, men langtfra alt. Når Anna er på biblioteket og skal planlægge festivalen, er der fx rigtig meget computerarbejde. ”Selvom det er meget praktisk, er computerarbejde også en stor del af min hverdag, fordi vi er i kontakt med rigtig mange forskellige mennesker, der skal hjælpe med at gøre festivalen til virkelighed. Det kan fx være aktører, der kommer med gode ideer eller møder for at koordinere afviklingen af festivalen. På Kulturmaskinen er der mange arrangementer, der skal findes på kreative ideer og så er der ting som at lægge begivenheder op på sociale medier”. 


Samler på gode oplevelser

Selvom Anna har været frivillig igennem mange år, var det på meget specifikke områder hun havde erfaring. Når man tager uddannelsen som eventkoordinator giver det et bredt oplæringssted, hvor man får man lov til at afprøve hele paletten af opgaver og en erfaren koncertgæst og frivillig som Anna, kan også opleve at komme på dybt vand, hvor der ikke er andre muligheder end at hoppe ud i det. ”Man kan ikke rigtig læse sig til den viden, jeg skal have. Der er ikke andre muligheder end at prøve ting af og simpelthen gøre det. På den måde bliver jeg hele tiden udfordret, fordi nogle skal jo gøre det. Min chef går snart på barsel, hvilket helt automatisk gør at jeg kommer til at tage mere over. Der er også praktikanter, der stadig skal hjælpes. Tingene skal bare rulle, og jeg synes bare, at man skal sige ja til de udfordringer, der kommer ens vej”. I løbet af sin opvækst var Anna ikke nødvendigvis den der råbte højst, men i takt med at finde sin plads i verden, føler hun også, at hun helt naturligt tager flere roller på sig. 

 

Citat
Nu er det jo pludselig mig der afholder møder og stiller mig frem. Det kan jeg virkelig godt lide
Anna, Eventkoordinatorelev

 

 

At føle sig værdsat

I sommer var der Parasolfestival i Odense. Her var Anna backstageansvarlig, – en opgave der til at starte med godt kunne føles lidt skræmmende, men undervejs oplevede hun flere af artisterne komme over og takke for virkelig god behandling. ”Det var en fed følelse, fordi jeg virkelig gjorde mit bedste for at gøre det godt, og at blive set og værdsat på den måde betyder bare rigtig meget for en”. 

Inden Anna skal tilbage til sit job, spørger jeg hende, hvor hun ser sig selv, når hun en dag er færdigudlært. Om det svarer hun, ”det smukke svar vil jo være at sige, ”der hvor jeg hører til”. Spørgsmålet er så bare, hvorhenne det er? Indtil videre ved jeg i hvert fald, at jeg skal bruge det første halve år på Magiske Dage. Der er jeg nemlig blevet ansat, når jeg er færdig. Det er ekstra fedt, fordi det slet ikke var sådan et sted, jeg havde regnet med. Hvad jeg ellers skal lave, må tiden vise. Måske noget med musik, – og så skal jeg ud og have mig et kæmpe netværk!” 
 

Borgmesterforvaltningen