Spring til indhold

Trine er ejendomsserviceteknikerelev - "Så vise jeg dem bare, at det kunne jeg også"

For Trine er det vigtigt med en hverdag der tilbyder variation, tempo og mulighed for at bruge kroppen. Hun læser derfor til ejendomsservicetekniker.

 Hver morgen inden klokken ringer børnene ind på Agedrup skole, er Trine og hendes kollega i fuld gang med at forberede dagen, så de er klar til at hjælpe, fikse og forberede for at give eleverne de bedste rammer for dagen. I jobbet som ejendomsserviceteknikerelev, er det nemlig vigtigt at være omstillingsparat og frisk på at springe til med en hjælpende hånd.  

 

Nye veje 


Trine der er gift og mor til to har ellers i mange år arbejdet som lægesekretær, men efter mange års renovering derhjemme begynder Trine at få lyst til et arbejde med mere fysisk udfoldelse, og da et familiemedlem manglede en ejendomsserviceteknikerelev slog Trine til, opsagde jobbet og begyndte på grundforløbet. Det blev dog ikke familievirksomheden, der trak i Trine, da valget om lærlingeplads skulle tages. I stedet blev det Odense Kommune. ”Jeg så opslaget og tænkte ”Ej jeg prøver lige om jeg kan få foden ind”. Uddannelsens opbygning er virkelig interessant, fordi man er i lære mange forskellige steder som fx plejehjem, skoler, grønne områder eller andre steder som fx rådhuset. Jeg tror, det giver en bedre føling med tingene og samtidig vil det styrke min faglighed med så meget forskelligt, fremfor hvis jeg var det samme sted under hele mit oplæringsforløb.”  

 

Citat
Det var som juleaften at se lyset i deres øjne, og det gjorde mig så glad!"Trine, Ejendomsserviceteknikerelev

 

 

For Trine er det de små gerninger i jobbet, der giver belønningen. ”For nylig skulle vi udlevere nøgler til de store elever, der skulle have deres egne skabe oppe i højden. Det var som juleaften at se lyset i deres øjne, og det gjorde mig så glad”. Udover opgaver der gør elever glade er fagligheden i højsædet i Agedrup, hvor man arbejder på tværs af skolerne og hjælper hinanden når der fx er tunge løft, man skal være flere om. Der er også en del arbejde på computer, når man skal sørge for brandalarmen eller dørlåsen. ”Jobbet varierer meget og det er dejligt at vide, at jeg er den man kontakter, hvis vandtanken pludselig ikke virker, og det er en rar følelse at løse sådanne opgaver, fordi jeg kan se, hvor mange der bliver glade for det. Hvis vi har en dag, hvor der ikke er så meget, laver vi fx en opslagstavle til lærerværelset, – det er nok derfor ”service” er en del af navnet på uddannelsen.  

 

”Jeg har aldrig set en dame i arbejdstøj før” 


Når Trine og hendes kollegaer møder ind, starter de altid med at køre affald og sætte mælken på køl til børnenes frokost. Så er de klar til at møde dagen med, hvad end den bringer. ”Det er fedt at være på en skole uden at være læreren. Vi kan have lidt mere pingpong med eleverne, og det giver en lidt sjovere snak med dem”.   

Da Trine startede i sin klasse, var hun den eneste pige, men det gjorde hende ikke noget. ”Så viste jeg dem bare, at det kunne jeg da også”. Det var nemlig ikke et problem at Trine var en del af klassen. Alle var søde og med et aldersspænd fra 20-50, var der plads til alle, og selvom de er spredt ud, holdes kontakten stadig online, hvor man kan dele erfaringer. ”En dag var der en af de små piger, der kiggede på mig, og sagde, at hun aldrig havde set en dame i arbejdstøj før. Jeg synes, at jeg bærer det med stolthed at være kvinde i faget, og jeg laver også fejl som alle andre, men jeg er her for at lære, så jeg ryster dem af mig igen”.  

 

 

Citat
Spring ud i det! Jeg er 36 år gammel og går på en ungdomsuddannelse, - det er fedt! Hvis man føler for det, skal man bare gøre det”Trine, Ejendomsserviceteknikerelev 

 


Selvom uddannelsen giver mange muligheder for videreuddannelse som fx bygningskonstruktør, er det ikke Trines umiddelbare fokus. ”For mig handler det om at jeg vil ud og bruge min krop og ikke være fastlåst til en stol. Jeg vil have muligheden for at arbejde indenfor og udenfor”.  

Hvis man overvejer at søge ind, har Trine kun en ting at sige: ”Spring ud i det! Jeg er 36 år gammel og går på en ungdomsuddannelse, - det er fedt! Hvis man føler for det, skal man bare gøre det”. 

Borgmesterforvaltningen