Borgersamling om Fremtidens Bymidte
Odense Kommune har nedsat en borgersamling for Fremtidens Bymidte, hvor borgere fra Odense og omegn i 2026 skal komme med input og anbefalinger til bymidtens udvikling.
I forbindelse med projektet Fremtidens Bymidte er der nedsat en borgersamling, hvor en mangfoldig gruppe borgere fra Odense og nærmeste omegn arbejder med at give deres bud på et helt centralt spørgsmål:
”Hvordan skal Odenses bymidte udvikle sig de næste 15 år?”
Borgersamlingen skal blandt andet drøfte og undersøge:
- Hvad der skal ske - og hvad der måske ikke skal ske - i fremtidens bymidte
- Hvordan skaber vi en bymidte, man har lyst til at gå på opdagelse i, opholde sig i og vende tilbage til
- Hvordan det særlige ved Odense kan mærkes i hverdagen – i byens gader, pladser og mødesteder
Sådan arbejder borgersamlingen
Borgersamlingen mødes fire gange i løbet af 2026 – i marts, maj, august og september. Møderne afholdes på skift forskellige steder i Odenses bymidte med lokale aktører som værter. Det giver deltagerne indblik i bymidtens mange funktioner og perspektiver og bidrager til at nuancere samtalerne.
Formålet med borgersamlingen er at bidrage med input til det igangværende arbejde med en ambitiøs og langsigtet udviklingsplan for fremtidens bymidte i Odense. Arbejdet har et tydeligt fokus på bymidten, men udviklingen skal være til gavn for alle borgere og besøgende i hele kommunen.
Borgersamlingen arbejder med en kombination af inspiration, dialog og fælles refleksion. Undervejs får deltagerne blandt andet:
- oplæg fra eksterne fagpersoner med viden om byudvikling, byliv og forandring
- mulighed for at indgå i dialogbaserede workshops, hvor erfaringer, holdninger og idéer bringes i spil
- indsigt i forskellige perspektiver på bymidten gennem møder, der afholdes forskellige steder i byen
Arbejdsformen er tilrettelagt for at skabe et solidt og nuanceret grundlag for samtalerne og for at sikre, at mange forskellige stemmer og erfaringer bliver hørt. Temaerne spænder bredt og kan variere undervejs, men kredser blandt andet om by og kultur, by og handelsliv samt by og natur.
Fra dialog til anbefalinger
Borgersamlingens arbejde samles til sidst i en række anbefalinger, som skal indgå i udviklingsplanen for Fremtidens Bymidte. Anbefalingerne vil blive præsenteret for både politikere og offentligheden i en form, der fastlægges senere.
Derfor er borgersamlingens arbejde ikke en færdig plan, men et fælles bud på, hvad Odense kan blive, hvis vi tør tænke lidt længere og lidt friere. Sammen med de mange andre input, der indsamles gennem øvrige aktiviteter og dialog med borgere, besøgende, lokale aktører og politikere, skal borgersamlingens anbefalinger bidrage til den endelige udviklingsplan for Fremtidens Bymidte.
Hvordan blev borgersamlingen sammensat?
Det har ikke været muligt selv at tilmelde sig borgersamlingen. For at sikre et bredt og repræsentativt udsnit af borgere blev deltagerne udvalgt gennem en uafhængig proces, hvor et eksternt bureau kontaktede tilfældigt udvalgte borgere telefonisk og inviterede dem til at deltage.
Borgersamlingen består derfor af i alt 41 borgere, som tilsammen afspejler befolkningen i Odense på tværs af alder, køn og geografisk tilhørsforhold. Det giver borgersamlingens anbefalinger et stærkt demokratisk afsæt.
Det lyder spændende – hvordan kan jeg komme med input?
Selvom borgersamlingen er nedsat, er der fortsat mulighed for at bidrage med idéer og input til arbejdet med Fremtidens Bymidte.
I løbet af 2026 arrangeres en række øvrige aktiviteter, som er åbne for alle, hvor borgere og besøgende kan deltage. Disse aktiviteter bliver løbende annonceret på Odense Kommunes hjemmeside og på kommunens sociale medier.