Spring til indhold

Plejehjemmet Havebæk

Plejehjemmet Havebæk ligger i naturskønne omgivelser centralt i Odense, og arbejder med alle borgergrupper og forløb. Her får du gode muligheder for at udvikle dig, prøve de forskellige borgerforløb og dyrke din faglighed. 

Gyngebænk ved plejehjemmet Havebæk
Gyngebænk ved plejehjemmet Havebæk

Om din nye arbejdsplads

Plejehjemmet Havebæk er et stort plejehjem, hvilket giver os en masse muligheder. Vi er omkring 150 ansatte i alt, hvilket fordeler sig over 110 faste medarbejdere (social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker og pædagoger), 30 faste vikarer og en gruppe studerende, elever, flexjobbere m.fl. Vi har plads til forskellighed og alle typer mennesker, og det er vigtigt for os, at vi ikke har hierarki mellem faggrupperne. Her er alle lige og vores faglighed vigtig for borgerforløbene.

Havebæk består af 7 små mindre teams, hvor du tilknyttes én af disse teams, men vi hjælper selvfølgelig hinanden ved sygdom. Vi huser alle typer af borgergrupper og alle forløb på plejehjemmet. Det gør os til et sted med stor mulighed for udvikling og læring.

 

Vi har egne sygeplejersker i hvert team. Det giver gode muligheder for daglig sparring og tværfaglig drøftelse af vores borgere.

 

Det kan du glæde dig til

Du kan glæde dig til en arbejdsplads, hvor vi har en høj grad af frihed under ansvar, og lederne har tillid til medarbejdernes arbejdstilgang. Hos os har medarbejderne rum til at bruge deres faglighed til at tilrettelægge deres dag til bedst gavn for borgerne. Men har du brug for en leder, kan du altid få fat i en. Vi har fire ledere, som prioriterer, at der altid er mindst en, som er tilgængelig. Også om aftenen.

 

Citat
Det primære i mit job er, at borgerne er i centrum, og de skal have en værdig tid. De skal have lov at have deres særheder, og de skal have hjælp til selv-hjælp. Det er så godt for dem at blive anerkendt i, at de kan noget.
Ida-Marie, ansat på Plejehjemmet Havebæk


Ida-Marie bliver suppleret af Mette, der fortæller, at det giver værdi til borgerne, at vi på Havebæk har godt samarbejde blandt kollegaerne og mellem vagtlagene. Et overlap mellem dag- og aftenvagten giver rum til gode overleveringerne og nogle gange til at give beboerne noget ekstra, som en gåtur til de beboere der ikke sover til middag.

På Havebæk er vi rigtig gode til at sparre med hinanden. Vi finder fælles fodslag, selvom vi ikke nødvendigvis er enige om alting, og vi taler ordentligt til og om hinanden. Man kan sige tingene, som de er, og være nysgerrig. Vi bekymrer os for hinanden, er glade for fællesskabet og vægter det sociale højt. Vi er et sted med humor og meget grin.

Dine muligheder hos os

Hos os forventer vi, at du smiler og er glad, og så skal vi nok lære dig det, du ikke kan endnu og fylde din rygsæk med muligheder og erfaringer. Du får plads til at uddybe din faglighed, og du kan også komme ind i andre afdelinger og lære af dem, og de opgaver de står med. Fx har vi på nogle afdelinger med borgere med et misbrug, som er et spændende rehabiliteringsområde at stifte bekendtskab med.

Vi har faste tværfaglige sparringsteams og monofaglige møder for alle faggrupper. Vi modtager undervisning fra bl.a. vidensteamet, hvor vi inddrager alle niveauer. Desuden bliver alle tilbudt 15 dages demensuddannelse. Vi sender medarbejdere på eksterne medicin-, forflytnings- og mentaliseringskurser, og du får sjældent et nej, hvis du kommer med noget fagligt, som du gerne vil. 

Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Plejehjemmet Havebæk i Odense Kommune?

Se ledige stillinger
Skriv Havebæk i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.


Ønsker du at vide mere?

Plejehjemmet Havebæk

Godt at vide om plejehjemmet havebæk

Assisterende plejehjemsleder: Berit Rød Hvilsom, Lise Vandborg Jensen, Lærke Indiane Thode og Maria Elisabeth Bülow. 

 

Vores adresse er: Østerbæksvej 83, 5230 Odense M. 

 

Arbejdstider:
Vores arbejdstider er meget fleksible. Vores udgangspunkt er, at man møder kl. 7 til dagvagt og kl. 15 til aftenvagt, men vi har personale, der møder kl. 6:30, kl. 7:15 og kl. 8:30. Det kommer an på, hvad der lige passer ind i den enkelte familie. 

 

Vi er et stort sted, og det gør, at vi har mulighed for at være fleksible omkring vagtplanlægningen. Det er vigtigt for os, at vi så vidt muligt, skaber en balance i arbejdslivet, som alle vores medarbejdere trives i. Det gælder også for weekender. Vi har både mulighed for at arbejde hver 2. weekend og hver 3. weekend. 

 

Det er muligt at have både dag- og aftenvagter, men de fleste har valgt at være opdelt i enten dag eller aften. Vi arbejder ikke nat. 

 

Sociale arrangementer: 
På Havebæk holder vi en masse sociale arrangementer for beboere og pårørende, hvor medarbejderne også kan deltage. Vi har både en vennekreds og OK aktiv som laver arrangementer, og så tager medarbejderne også selv initiativ. Vi har haft Kandis ude og give koncert, vores nye kaniner er blevet indviet, vi kan holde grillfest osv. 

 

Som personale har vi også mulighed for at byde ind med egne kompetencer, som kan gøre dagen lidt hyggelig og anderledes. Fx har vi nogle medarbejdere, der laver orientalsk mad. 

 

Blandt kollegaerne vil vi rigtig gerne hinanden, og vi samler fx gerne sammen til en blomst til fødselsdage. Vi kan også finde på at drikke en fyraftensøl, hvor invitation fx foregår ved, at vi hænger en seddel op med tid og sted. Det er en åben invitation, hvor alle er velkomne. 

 

Rengøring og vasketøj: 
Vi har ansat folk til at tage rengøring og vasketøj, så det ikke er noget, vores sundhedsfaglige personale skal bruge tid på. Det samme gælder køkkentjeneste på Havebæk. Det har vi også ansat en medarbejder særligt til. 

 

Tiltagene har givet os bedre tid til andre opgaver om formiddagen, og også bedre tid til fx dokumentation. 

 

Genveje