Plejehjemmet Kragsbjerg
Plejehjemmet Kragsbjerg ligger i naturskønne omgivelser centralt i Odense. Hos os arbejder vi med borgere i forløb med vedvarende sygdomsudvikling, hvilket giver en alsidig hverdag med mange spændende og varierede opgaver. Vi har et stærkt fokus på faglig udvikling og arbejder løbende på at styrke vores kompetencer – både individuelt og i fællesskab.
Om din nye arbejdsplads
Plejehjemmet Kragsbjerg rummer 72 beboere fordelt på fire haver: Rosenhaven, Syrenhaven, Anemonehaven og demensenheden Forglemmigej. Her bor borgere med forskellige behov og diagnoser, hvilket giver gode muligheder for udvikling, læring og faglig bredde.
Som medarbejder er du primært tilknyttet én afdeling, men vi vægter samtidig, at vi er én samlet arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden på tværs og løfter i fællesskab, når der er behov.
Vores beboere har ofte komplekse forløb og en bred vifte af diagnoser. Det skaber et spændende, dynamisk og lærerigt arbejdsmiljø. Vi er en tværfaglig gruppe bestående af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger, flexjobbere, ufaglærte og elever. Herudover har vi fast daglig tilstedeværelse af sygeplejersker. Vi kommer med mange forskellige faglige og personlige baggrunde, og vores diversitet er en stor styrke i fællesskabet.
Det kan du glæde dig til
På Plejehjemmet Kragsbjerg bliver du en del af en arbejdsplads, hvor åbenhed, ærlighed og fællesskab er centrale værdier. Vi hilser på hinanden, taler ordentligt sammen og siger tingene, som de er – altid med respekt og nysgerrighed.
Ledelsen er synlig og tilgængelig, og du kan altid få fat i en leder, når du har brug for sparring eller støtte.
Vi vægter også et godt arbejdsmiljø med åben dialog, hvor vi tager ting i opløbet, lytter til hinanden og finder løsninger sammen. Vi vil hinanden, og vi griner meget – både i arbejdstiden og til sociale arrangementer uden for vagtplanen.
Dine muligheder hos os
Hos os møder du kolleger med mange års erfaring, som gerne deler ud af deres viden. Vi arbejder aktivt med faglig udvikling – gennem hinanden, via Vidensteamet og i samarbejde med vores sygeplejersker. Vi ser både på dine nuværende kompetencer og på det, du ønsker at udvikle dig indenfor. Vi lægger vægt på, at du er social, hjælpsom og god til at skabe relationer. Til gengæld sørger vi for en grundig og tryg introduktion til nye medarbejdere.
Vil DU være med til at skabe fremtidens arbejdsplads hos Plejehjemmet Kragsbjerg i Odense Kommune?
Skriv Plejehjemmet Kragsbjerg i søgefeltet for at få ledige stillinger hos os frem.
Godt at vide om plejehjemmet kragsbjerg
Assisterende plejehjemsleder: Camilla Gleerup Berg
Vores adresse er: Kragsbjergvej 89, 5230 Odense M.
Arbejdstider:
Vores arbejdstider er som udgangspunkt for dagvagt kl. 7-13 eller kl. 7-15 og for aftenvagt kl. 14-23 eller kl. 15-23. Dagvagten har mulighed for at arbejde hver 2. weekend eller hver 3. weekend. Aftenvagterne arbejder hver 2. weekend. Vi er et stort hus, hvilket giver gode muligheder for fleksibilitet i vagtplanlægningen. Vi arbejder aktivt for at sikre en god balance mellem arbejde og privatliv – til gavn for både trivsel og kvalitet.
Sociale arrangementer:
Vi afholder mange arrangementer for beboere og pårørende, og medarbejdere er meget velkomne til at deltage. Vennekredsen og OK Aktiv står for flere arrangementer, men medarbejderne tager også selv initiativ.
Vi har bl.a. afholdt: fødselsdagsfest for plejehjemmet, banko, påskefrokost, grillfest og live-musik.
Rengøring og vasketøj:
Vi har ansatte, som tager sig af rengøring, vasketøj og køkkenopgaver. Det betyder, at vores sundhedsfaglige personale ikke skal bruge tid på disse opgaver og i stedet kan fokusere på pleje, omsorg og dokumentation.