Spring til indhold

Ildsjæleprisen 2014

Odense Ældre IT vandt Ildsjæleprisen 2014. Foreningen arbejder for at øge ældres it-kompetencer.

Odense Ældre IT er årets ildsjæl

Det blev Odense Ældre IT, der fik flest stemmer ved dagens kåring af årets ildsjæl på Odense Rådhus. Prisen er en hyldest til en forening, der gør en forskel inden for frivilligt socialt arbejde i Odense.

Det var en tydelig begejstret formand for Odense Ældre IT, der tog imod den ærefulde ildsjælepris. Den 90-årige Christian Fischer fortalte fra scenen i rådhusets festsal, at han var stolt over den anerkendelse, det er at modtage prisen. Han slog også fast, at han stadig har mange år som frivillig foran sig.

 

”Frivillighed har ingen alder”, proklamerede han – og det må han siges selv at være et forbilledligt eksempel på. Han opfordrede desuden aftenens lidt yngre konferencier, Huxi Bach, til at se at komme i gang med det frivillige arbejde – og tilbød, at hvis han havde brug for hjælp til noget med hjemmesider eller computere, så kunne han bare ringe.

 

Odense Ældre IT

Odense Ældre IT er en relativ ny forening (2012), der arbejder for at øge ældres it-kompetencer med det formål at øge it-svage ældres virkelyst og bryde social isolation. Foreningen samarbejder med foreningerne i bl.a. Frivillighuse på ældreområdet, hvor de rekrutterer frivillige, og har i dag har ni lokale it-caféer for ældre rundt omkring i Odense. 


Foreningerne selv stemte på årets ildsjæl

I alt tre foreninger var nomineret til årets ildsjælepris på baggrund af indstillinger fra offentligheden. De to øvrige nominerede var Frivilligsektion på Center for Seksuelt Misbrugte Syd og Foreningen Smertetærskel. Det var de inviterede gæster til prisfesten – repræsentanter for de frivillige sociale foreninger selv, byrådspolitikere og kommunale samarbejdspartnere – der stemte om, hvem af de tre nominerede, der skulle være årets ildsjæl.

Borgmesterforvaltningen