Beslutning om miljøvurdering af forslag til lokalplan nr. 4-1092 og forslag til kommuneplantillæg nr. 67. Erhvervsområde i Tietgenbyen Nordøst
Odense Kommune udarbejder forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for et erhvervsområde i Tietgenbyen Nordøst:
- Lokalplan nr. 4-1092 Erhvervsområde i Tietgenbyen Nordøst og forslag til kommuneplantillæg nr. 67.
Forvaltningen vurderer, at planerne har et omfang og karakter, der medfører pligt til miljøvurdering, som skal undersøges nærmere. Derfor gennemfører Odense Kommune en miljøvurderingsproces og udarbejder en miljørapport. Det betyder, at potentielt væsentlige miljøpåvirkninger bliver undersøgt og vurderet. Miljørapporten offentliggøres samtidig med planforslagene på www.odense.dk/høring.
Proces
Miljørapporten udarbejdes sideløbende med planforslagene. Dokumenterne vedtages af By- og Kulturforvaltning til fremlæggelse i minimum 8 ugers offentlig høring.
Der udarbejdes derefter en sammenfattende redegørelse, som beskriver hvordan miljøhensyn er inddraget i planlægningen.
Der vil blive taget stilling til eventuelle høringssvar i forbindelse med den endelig politiske vedtagelse af planerne.
Når lokalplanen og kommuneplantillægget er endeligt vedtaget, offentliggøres de sammen med miljørapporten og den sammenfattende redegørelse på Odense Kommunes planportal.
Odense Kommune afholder et borgermøde under den offentlige høringsperiode.

Den forventede tidsplan for planlægning og miljøvurdering er:
2024
August/september: 2 ugers afgrænsningshøring af berørte myndigheder
2025
Januar: Afgrænsning af miljørapportens indhold
Februar – oktober 2026: Udarbejdelse af miljørapport
2026
Oktober-december: 8 ugers offentlig høring af planforslagene og miljørapport
Januar: Behandling af høringssvar, udarbejdelse af sammenfattende redegørelse
Marts: Endelig vedtagelse af lokalplan og tillæg til kommuneplanen.
Miljøvurderingens indhold
Inden der udarbejdes en miljørapport, afgrænses vurderingens omfang og indhold. Den indledende afgrænsning har vist, at planforslagene kan have væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til:
- Natur, Biologisk mangfoldighed;
- Områdets egnethed for bilag IV-arter, påvirkning på flora og fauna, samt Natura 2000-området Odense Fjord.
- Områdets egnethed for biologisk aktivitet
- Befolkningen og menneskers sundhed
- Trafikafvikling
- Påvirkning af miljøfølsom anvendelse mht. støj, luft og lugt.
- Overfladevand og grundvand;
- Påvirkning af grundvand
- Håndtering af regnvand, inklusive klimavand, spildevand.
- Påvirkning af vandområder
- Landskab og visuelle forhold;
- Landskabsinteresser og visuelle konsekvenser, herunder tilgrænsende værdifuldt kulturmiljø.
- Kulturarv, Kulturhistoriske værdier;
- Bevaringsværdig bygning og beskyttede diger.
- Kumulative effekter
- Støj
- Luft
- Overfladevand
- Landskab
- Trafikafvikling
Høring af berørte myndigheder
Der er i perioden 13. august – 28. august 2024 gennemført en høring af berørte myndigheder vedrørende afgørelsen om at miljøvurdere planforslagene og afgrænsningen af miljørapportens indhold. Der er med denne orientering gennemført den lovpligtige oplysning til offentligheden efter miljøvurderingslovens § 32. Det er vurderet, at der ikke skal gennemføres en høring af nabostater.
Herudover er der gennemført en supplerende høring af Kerteminde Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune i perioden 28. august – 12. september 2024.
Følgende myndigheder er blevet hørt:
Odense Kommune (Kommuneplan, Trafik og fremkommelighed, Natur, Jordforurening, Spildevand, Støj, Klimatilpasning, Byggesag, Miljø, Vandforsyning/grundvand) Banedanmark, Energinet, Slots- og Kulturstyrelsen, Museum Odense, Miljøstyrelsen, Energistyrelsen, Vandcenter syd, Kerteminde Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune.
Der er i høringsperioden indkommet følgende bemærkninger:
- Odense Kommune, Natur, gør opmærksom på forhold omkring diger og naturbeskyttede områder.
- Odense Kommune, Byggesag, ønsker, at glacialmorfologiske strukturer/terrænformationer indgår i miljøvurderingen.
- Odense Kommune, Spildevand, bemærker, at der er planlagte erhvervsområder umiddelbart øst for det aktuelle planområde og at disse er under byggemodning eller snart realiseres. I høringssvaret fremhæves, at der er behov for en vurdering af påvirkningen på natur, landskab, overfladevand, støj og trafikale påvirkninger.
- Odense Kommune, Støj, gør opmærksom på forhold omkring støj-, luft-, og lugtgener samt øvrige gener, der er forbundet med, at det kommende erhvervsområde ligger tæt på landsbyen Fraugde-Kærby.
- Odense Kommune, Miljø, bemærker, at planområdet vil kunne indeholde virksomheder med potentielle oplag af stoffer, der kan true grundvandet, og ikke alle virksomheder kræver miljøgodkendelse, og dermed forudgående krav til indretning.
- Kerteminde Kommune gør opmærksom på eksisterende boliger og planlægning af kommende boligområder inden for Kerteminde Kommune, hvor visuelle forhold og påvirkning af støj fra det planaktuelle område samt delvist realiserede tilstødende erhvervsområde ønskes vurderet.
- Vandcenter Syd gør opmærksom på, at der kan forventes fremtidige kapacitetsproblemer i forbindelse med spildevandsrensning af det kommende planområde. Herudover gøres der opmærksom på, at planområdet mod øst er præget af flade arealer og naturbeskyttede områder, der ikke giver store muligheder for tilbageholdelse af vand.
Oplysninger
De miljøoplysninger, der anvendes til miljøvurderingen, offentliggøres ikke. Oplysningerne kan rekvireres ved henvendelse til Malene Larsen malll@odense.dk hvor bemærkninger eller spørgsmål til processen også kan rettes til.
Vurdering af habilitet
Odense Kommune skal sikre, at der ikke opstår myndighedsinhabilitet i forbindelse med miljøvurderingsproceduren, jævnfør reglerne i miljøvurderingslovens § 40 om adskillelse af uforenelige funktioner. De medarbejdere, der udarbejder planforslagene, er ansat i kommunens funktionsområde for Lokalplan. Der er i Lokalplan ingen medarbejdere, der varetager funktionen som berørte myndigheder, der skal høres om afgrænsningen af miljørapportens indhold samt om planforslagene inklusive miljørapport. Dermed er der ikke personsammenfald mellem medarbejdere og chefer, der udarbejder planerne, og dem der varetager opgaven som berørte myndigheder, jævnfør miljøvurderingsbekendtgørelsens § 15.
Lovgrundlag
Forslag til lokalplan nr. 4-1092 Erhvervsområde i Tietgenbyen Nordøst udarbejdes i henhold til planlovens kapitel 5.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 67 udarbejdes i henhold til planlovens kapitel 4.
Miljøvurdering af planforslagene gennemføres efter reglerne i miljøvurderingsloven med senere ændringer: LBEK nr. 4 af 3. januar 2023. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) samt miljøvurderingsbekendtgørelsen, BEK nr. 1608 af 09/12/2024, Bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter.
Væsentlighedsvurdering i forhold til den potentielle påvirkning af et Natura 2000 område gennemføres efter reglerne i Habitatbekendtgørelsen: BEK nr. 1098 af 21/08/2023. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kontaktinformation
Byudvikling - Lokalplan
Nørregade 36
5000 Odense C
Husk altid at bruge Digital Post til personfølsomme oplysninger.