Spring til indhold

Open Call: Billedkunstnere søges til udviklingen af fremtidens plejehjem i Odense

Odense Kommune står midt i en historisk modernisering og nybygning af alle kommunens plejehjem. I samarbejde med Statens Kunstfond åbnes der nu for, at kunstnere kan blive en del af visionen og udvikle kunst til dette omfattende velfærdsområde.

Hvordan kan kunst bidrage til at skabe trygge, sanselige og meningsfulde hverdagsmiljøer for mennesker med demens? Det spørgsmål er centralt i den nye kunststrategi, som Odense Kommune har udviklet med støtte fra Statens Kunstfond.

 

Nu inviteres professionelle kunstnere til at deltage i et vidtrækkende udviklingsforløb, hvor kunst får en central rolle i fremtidens demensvenlige plejehjem.

 

En ny æra for plejehjem i Odense

Odense Kommune er i gang med en gennemgribende fornyelse af plejehjemsområdet. Det betyder både nybyggeri og modernisering af samtlige plejehjem i kommunen over de kommende år. Der er tale om en ambitiøs og langsigtet investering i både arkitektur, omsorg og livskvalitet.

De nye plejehjem skal ikke alene være funktionelle og tidssvarende – de skal også være hjemlige og menneskelige rammer for beboere, personale og pårørende. Netop derfor har kommunen valgt at tænke kunst ind fra begyndelsen.

 

- Det er alt arbejdet og alle pengene værd, når kunsten inviteres ind i hverdagen på vores plejehjem. Kunst har en betydning for alle menneskers velbefindende. Fordi vi mærker stemninger, fordi vi kan spejle os i noget, og fordi det giver os mening. Kunst er vigtigt for alle – og i høj grad også for borgere med demens, der måske ikke længere kan deltage i kulturlivet som førhen. Derfor bringer vi kunsten til dem og deres plejehjem med det formål at skabe hjemlighed, fællesskaber og tryghed og måske puste til et tidligere indre liv, siger Susanne Crawley, forperson for Odense Kunstråd.

 

Anja Franke, udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, har store forventninger til samarbejdet med Odense Kommune:

- Vi arbejder for, at kunst og kunstneres kompetencer får mulighed for at spille en væsentlig rolle i så mange områder af samfundet som muligt. Det er inspirerende at se, hvordan Odense tænker kunst ind i velfærdsbyggeri. Det handler ikke om kunst som pynt, men om kunst som en aktiv medskaber af atmosfære, orientering og oplevelse.

 

Nyt samarbejde: Kunstnere inviteres til at præge fremtidens plejehjem

I et fælles open call søger Odense Kommune og Statens Kunstfond nu professionelle billedkunstnere, der har lyst til at arbejde med omsorgsrum og mennesker – og som har en praksis, der er sanselig, reflekteret og nysgerrig. I første omgang efterspørges en kort ansøgning fra kunstnere, der er interesserede i at tænke i nye metoder og strategier, og som har lyst til at engagere sig i en opgave, hvor den kunstneriske praksis muligvis bliver udfordret af meget konkrete vilkår og behov for kunst til demensvenlige plejehjem.

 

Formålet er at danne et åbent grundlag for at udvælge 12 kunstnere, som – med afsæt i Odense Kommunes kunststrategi for kommunens plejehjem – udvikler et skitseforslag til at integrere kunst som en aktiv og meningsfuld del af de fysiske rammer på plejehjemmene. Det forventes, at 3-5 skitseforslag bliver udvalgt til realisering i 2026. Alle skitseforslag kan danne afsæt for, at flere af de udvalgte kunstnere bliver inviteret til at realisere kunst i de følgende år. Odense Kommunes investeringer omfatter i alt 20 eksisterende plejehjem og 1-2 nybyggerier frem mod 2030.

 

Information og ansøgning

Interesserede kunstnere opfordres til at læse videre om formål, behov og vilkår for kunst til demensvenlige plejehjem, økonomi og tidsplan mv. Se ansøgningsvejledningen på kunst.dk.

 

Frist for at sende en ansøgning er d. 25. august 2025 kl. 12.

Borgmesterforvaltningen