Odense investerer 15 millioner i kampen mod børnefattigdom: Skoler, institutioner, foreninger og familier skal træde til
Et flertal i Odense Byråd har besluttet at igangsætte en række konkrete indsatser for, at alle børn får lige mulighed for at deltage i fællesskaber - uanset familiens økonomi. Tiltagene skal blandt andet give tilskud til fritidsaktiviteter, økonomisk rådgivning og støtte til deltagelse i klassearrangementer. Samtidig skal der laves en kampagne, der skal styrke en træde-til-kultur i byen, hvor skoler, dagtilbud, foreninger og familier hjælper hinanden med at få de børn med, der ellers står udenfor.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever omkring 6% af børnene i Odense i relativ fattigdom, svarende til ca. 2300 børn og unge under 18 år.
Alle børn skal have lige mulighed for at deltage i fællesskaber, lyder målet i Odense. Men det kan være svært, hvis man er barn i en familie, der mangler penge til sportssko, børnefødselsdagsgaver, transport eller lommepenge til klasseudflugten. Derfor har Odense Byråd nu besluttet syv indsatser, der skal fjerne økonomiske barrierer og give børn og unge lige adgang til at deltage i hverdagens fællesskaber.
- Det giver mig håb for byens børn, at byrådet nu sætter handling bag ord. Reza Javid (Ø) og jeg har arbejdet vedholdende for at få børnefattigdom på dagsordenen. Nu sker der endelig noget for de børn, der har haft de sværeste odds i livet. De har haft svært ved at deltage i fællesskaber, fordi det koster at være med i foreningslivet, og fordi den ellers "gratis folkeskole" har mange skjulte udgifter. Med dagens beslutning i byrådet får de mærkbart bedre adgang til fællesskaberne, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley.
Indsatserne er valgt på baggrund af 29 anbefalinger, som et ekspertpanel sidste år gav byrådet. I alt er der afsat godt 15 millioner kroner fra 2025-2028 til indsatser, der kan udjævne forskelle i børnenes muligheder i livet.
Ønsker en træde-til-kultur i byen
Et flertal i byrådet har på byrådsmødet i går valgt at igangsætte syv tiltag. Iblandt er både tiltag, der direkte kompenserer familierne og dækker akutte behov, og så er der indsatser af mere forebyggende karakter, der kan forbedre børnenes livsvilkår.
- Kampagne om at fremme en træde-til-kultur på børne- og ungeområdet
- Midler til lokale initiativer på byens folkeskoler (gratis skole til økonomisk udsatte børn)
- Hjælp til kontingent og udstyr under Fritidsvejledning Uden Grænser
- Sammen om lige adgang til det organiserede fritidsliv
- Midler til initiativer under "Sammen om lige adgang til det organiserede fritidsliv"
- Tilskud til frivillig social forening - økonomisk rådgivning
- Fritidsjobsindsats og undervisning i privatøkonomi
Beskæftigelses- og socialrådmand Claus Houden er positiv omkring de spor, der nu bliver lagt for børnene, og som måske kan ændre deres livsbane.
- Jeg er meget glad for, at vi som by nu gør så stor en indsats for at komme børnefattigdom til livs. Vi vil gerne have et samfund, hvor mennesker har lige muligheder, og derfor skal vi sætte ind tidligt og fjerne de forhindringer, der kan være både i skolen og i fritiden. Jeg havde dog gerne set, vi havde skruet mere op for den forebyggende del. Lidt firkantet sagt, vil jeg både kaste en redningskrans ud til de børn, der har brug for en håndsrækning nu og her, og lære dem at svømme, så de i højere grad kan klare sig selv fremover, siger beskæftigelses- og socialrådmand Claus Houden.
Læs mere detaljeret om de enkelte initiativer i bilagene under punkt 6 i byrådets dagsorden
Ekspertpanelets 29 anbefalinger til, hvordan kommuner kan bekæmpe børnefattigdom, findes her.
Susanne Crawley, børn- og ungerådmand via forvaltningens pressetelefon: 6375 4525
Claus Houden, beskæftigelses- og socialrådmand via forvaltningens pressetelefon: 2979 2548