Egeprocessionsspinderen: Giv et tip, hvis du ser larver
Med de varmere temperaturer bliver egeprocessionsspinderens larver aktive og synlige på flere egetræer - også i nye områder af byen. Hvis du ser larver, så giv Odense Kommune et tip, da det er en stor hjælp i det fortsatte arbejde med at kortlægge og begrænse larvens udbredelse
Bekæmpelsen af de levende larver er i fuld gang, efter at solskin og varme temperaturer har fået egeprocessionsspinderens æg til at klække. Efterhånden som de nye larver bliver aktive, bliver der også observeret larver nye steder i byen, blandt andet er der konstateret og fjernet larver i nærheden af Munkebjergskolen, ligesom der netop er konstateret larver i enkelte træer ved Munke Mose. De larver bliver bekæmpet inden weekenden.
Med konstateringen af larver i nye områder opfordrer Odense Kommunes kontorchef for Fritid, Park & Vej borgerne til fortsat at give kommunen et tip, hvis de ser larver.
- Det er ikke overraskende, at vi nu ser larver andre steder i byen. Vi følger med i spredningen, samtidig med at vi løbende bekæmper larverne for at begrænse deres udbredelse. I den forbindelse har vi allerede fået god hjælp via tip fra odenseanerne, og vi vil fortsat meget gerne have en melding fra borgere, der ser larver - både på kommunale og private områder. Det hjælper os meget i vores arbejde. Derudover vil jeg opfordre til, at man følger anbefalingerne og undgår kontakt med larverne, siger Anders Skovgaard Madsen.
Sådan giver du et tip
Ser du larver fra egeprocessionsspinderen, så kontakt kommunen - gerne via løsningen "Giv et tip" enten via appen eller via nettet, du finder link til "Giv et tip" og yderligere kontaktinfo på siden her:
https://www.odense.dk/borger/parker-og-natur/groen-info/egeprocessionsspinder
Et nyt bekendtskab i Danmark
Der er stadig ikke konstateret reder fra egeprocessionsspinderen andre steder i Danmark, og da bekæmpelsen af larven er en helt ny opgave, har By- og Kulturforvaltningen i hele forløbet været i tæt dialog med myndigheder, eksperter fra Københavns Universitet og fagpersoner fra udlandet, som har erfaring med larverne.
Bekæmpelsen frem til juni 2025
I februar og marts har firmaerne Rentokil og Sparvath fjernet de fleste af de gamle reder. Og siden den 2. maj har Rentokil bekæmpet egeprocessionspinderen i ca. 1200 angrebne træer med et bakterielt stof, som er blevet sprøjtet på egetræernes blade. Når laverne tygger sig igennem bladene og knopperne på træerne, får de bakterien i sig. Bakterien bliver hurtigt nedbrudt i naturen igen, og produktet er ikke skadeligt for andre dyr, planter, træer eller mennesker.
Aktuelt er Sparvath i gang med at efterse træer og bekæmpe larverne med kogende vand og skum, når de bevæger sig ned på stammerne.
Odense Kommune arbejder fortsat tæt sammen med Københavns Universitet samt Rentokil og Sparvath om at blive klogere på larvernes udvikling. Det har bl.a. vist sig, at larverne kan være på flere stadier på samme træ, og det gør det nødvendigt at have flere forskellige bekæmpelsesmetoder i brug samtidigt.
Anbefalinger udarbejdet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed:
- Undgå kontakt med larver, både døde og levende og med larvens reder eller vegetation/jord omkring træer, hvor der har været larver.
- Ved kontakt med larvens hår, er der risiko for hudreaktioner som kraftig kløe og udslæt. Der ses ligeledes øjen- og luftvejsirritation, og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
- Ved kontakt, kan man forsøge at fjerne hårene ved forsigtig afskyldning, efterfulgt af et bad med mere grundig afvaskning. Ved øjensymptomer skylles øjnene. Forsøg at undgå spredning af hår i hjemmet, og vask tøjet ved mindst 60 grader.
- Oplever man kraftige symptomer eller vejrtrækningsbesvær efter kontakt med larverne, anbefales det at søge lægehjælp.
Dit dyr - f.eks. hest, hund eller kat - kan også være uheldig at komme i kontakt med larven og vil kunne opleve samme symptomer som dig. Vær derfor særligt opmærksom på dit dyrs velbefindende, hvis I færdes i de områder, hvor larven er set.
Du kan læse mere om Odenses Kommunes arbejde med larven her: https://www.odense.dk/borger/parker-og-natur/groen-info/egeprocessionsspinder
.
Anders Skovgaard Madsen, Kontorchef, Fritid, Park og Vej, By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune, kontakt via pressetelefon 6551 2080
Morten Sparvath, Ejerleder, Sparvath, tlf. 4412 4440
Claus Schultz, Teknisk chef, Rentokil, tlf. 2099 1027